lørdag den 10. december 2011

Hvem er jeg, og hvis "ja", så hvor mange?



Station at KIAC and IACmusic.com


Venteværelser kunne vel betragtes som en af civilisationens landvindinger, fordi man kunne sidde lunt og godt og vente på - hvad det nu måtte være.

Men sådan byggede man jo ikke disse velmente rum mere. For siden opfindelsen af den almene sygeforsikring skulle man jo heller ikke tiltrække for mange simulanter og pjækkerøve.

De skulle mærke, at de lå til last. Og derfor sad de til last.

Han satte sig ned på den hårde træstol, mellem tungt åndende, gamle damer, mænd med rygerlunger og unge med neuroser.

Diverse patentmediciner fra apoteket stod skrevet i deres ansigter og på deres kroppe.

Men det var selvfølgelig bedre end at være syg i overset ensomhed.

Her fik man i hvert fald professionel opmærksomhed fra lægesekretærer med klistrede smil og læger med trætte, fastfrossent grimasserende ansigter.

-Jeg bærer mit smil med byrde! nynnede han hen for sig.

-Jeg drager med suk min sang!

Humørforladte typer.

Han kiggede over på skranken foran sekretærerne, som gjorde dem usynlige og fremkaldte en ubehagelig følelse i dem, der måtte have lyst til at bøje sig frem og hviske om deres problemer.

I dag var det jo kun en skam, hvis man havde sådan noget overflødigt som hovedlus, tuberkulose og skab, hvorimod den angiveligt også sløsede HIV jo udgjorde en massiv trussel mod alle ordentlige mennesker, og derfor selvfølgelig skulle kundgøres med høj stemme for alverden.

I hvert fald "alverden" i lægens venteværelse, så man kunne opretholde et skær af diskretion og tavshedspligt.

Ind kom en yngre mand i godt humør. Han gik fjedrende og meget oprejst. Stolt af sin gode fysik og sit venskabelige, jævnbyrdige forhold til lægerne.

-Er han inde? drævede han ned til sekretæren, der straks nikkede og bad ham tage plads. De kendte hinanden, så han behøvede ikke sige foran publikum, at hans elskede hund sikkert havde smittet ham med bændelorm.

Skranken ændrede sig en smule og blev til et bredt bord, hvor en dreng kom ind, nærmest slæbt af sin far, som ikke troede på den slags troldmænd.

Drengen havde stået på hovedet i sin seng hele natten med en bragende mellemørebetændelse. Så faderen ikke havde set andre løsninger end at bruge nogle af sine hårdt sammenslidte penge på et lægebesøg, sikkert med medicin senere.

Han gled lidt frem på sin stol. En ældre dame kom ind, tungt støttet til sine krykker og ledsaget af et par uniformerede hjælpere.

Hun var så snedig, at hun bare satte sig og derefter roligt kunne vente på, at sekretæren kom hen til hende og hviskende kunne modtage besked om damens begyndende inkontinens.

-Mandens skyld! Hvem ellers! som damen snerrende tilføjede, da sekretæren meget højlydt havde gentaget den lidelse, lægen nu skulle tage sig af.

Han kunne aldrig nøjes med bare at sove!

-Og så i hans alder!

En næsten voksen mand kom ind i det tomme venteværelse, der mest af alt lignede en dagligstue.

Der var ingen sekretær at se nogen steder, for patienterne kom altid dråbevis og aldrig stormende med noget, som skulle repareres her og nu.

Han kunne ellers godt have brugt en sekretær nu.

De få gange, der havde været sådan en her hos specialisten, havde hun moderligt duftende gjort sit bedste for at berolige ham og få ham til at trække vejret dybt, regelmæssigt og roligt ned i en brun papirspose.

Sommetider havde hun endda foræret ham sådan en fra sin personlige samling i skrivebordsskuffen.

Det var ikke løsningen på hans angst, men den var en ret god erstatning, når den blev moderligt ledsaget af en kvinde, som var veltrænet i at lade, som om hun kendte løsningen på alle livets problemer.

En stor dreng spadserede ud forbi sekretærernes skranke.

Han skuldre sad helt oppe ved ørerne og han trak vejret hvæsende og hvinende gennem næsen.

Han var kogrød i ansigtet og gik stift med smaskende, ufrivillige mundbevægelser.

Det ville han i hvert fald aldrig, så han havde altid tilpasset sine symptomer til de typer af medicin, som ikke gjorde folk skæve og vanskabte.

Hvilket liv kunne den dreng forvente!?

Og hans specialist havde nærmest jaget ham ud!

Helt ud af Paradiset, fordi han havde opdaget, at han fejlede noget fysisk, som specialisten ikke gad beskæftige sig med.

Der var nok, der var forstyrrede i sjælen - han behøvede ingen simulanter på sin patientliste, som bare foregav, at den omstændighed, at de for år siden havde fået en på planeten i et eller andet overfald, havde udartet i noget som helst andet end en ganske banal organskade i hjernen.

Og de havde endda i lange eftermiddage i lægens landhus delt deres fælles lidenskab for tegneserier med kvalitet.

Eiffels "Gudfader" - for eksempel - som tændte lys i hele universet med sit meget franske BIC-fyrtøj

En ældre mand stødte sig vej gennem yderdøren og gav med stort dramatisk talent nogle gispende og hivende lyde fra sig, mens han næsten korrekt tog sig til hjertet.

Gud, hvor var det dog banalt.

Hvis han nu bare havde ladet, som om han havde fået et slangebid i skridtet, ville han have været sikker på en intensiv opmærksomhed.

I hvert fald et stykke tid.

Den der med hjertet! hoppede ikke engang alle amatørerne i ventestolene på.

Og selv om det havde været et hjerteanfald, så ragede det jo egentlig ikke dem.

De sad vel i et venteværelse og måtte derfor antage, at der var kompetent, medicinsk fagkundskab lige i nærheden.

Han skulle bare ikke tro, han var noget særligt!

Han bar afsted på sin treårige datter.

Hun var lille og slap af de mange, mange dage, hun ikke havde kunnet spise.

Hans altid friske, lille humørbombe på tre, som i sin levetid altid havde været den bedste og mest loyale ven, han nogensinde havde haft.

Han tænkte ikke på noget, og datteren kiggede bare tavst op på ham, med slørede øjne.

I det andet venteværelse havde der ikke været en skranke.

Der var så at sige "frit gennemtræk" - helt ud på den anden side, hvor patienterne kunne parkere deres biler, så de ikke generede hyggen der ude på landet.

Dennegang troede lægen på, at datteren var syg.

Ikke på grund af hende, men fordi hans eget udseende tydeliggjorde, at døden under alle omstændigheder var meget tæt på sit første hjemmebesøg hos barnet og dets familie.

Han trak vejret dybt og rettede sig op i den hårde træstol.

Hans far havde altid hadet læger. Og hans mor ligeså.

Så de blev begge langt over firs år gamle.

Datteren var meget tæt på, trods læger og hele den tyrkiske musik, aldrig at have oplevet sin fireårs fødselsdag.

Men det var jo ligemeget, når bare der var venteværelser nok.

Mente man åbenbart.

Og det hele var jo også så svært. Man måtte vise forståelse...

...for hvis man ikke gjorde det, risikerede man at lande i spjældet, når man så en enkelt gang havde fortalt de hvidkitlede røvhuller sin ærlige opfattelse af deres "faglighed".

Havgassen med krykkerne sagde noget til ham.

-Hvad?

-Kunne du række mig et af de der ugeblade? hun jamrede også, når hun talte til fremmede mænd.

-Du kan få mit! han nærmest smed det krøllede og slidte blad i hovedet på hende, for han var lige pludseligt blevet klar over, hvor mange syge, ulækre typer, der havde haft det i hænderne før ham.

Krykkerne larmede mod asfalten.

Hele hans ene ben var støbt ind i gips.

Det var snart en måned siden, han havde set det sidst.

Lyset var skærende klart, og han kunne ikke mærke, at de lagde stramme gummibandager om hans ben -nedefra og op...

...nedefra og op.

For at få blodet ud.

De havde hævet hans hoved, så de mente, han kunne ligge behageligt.

Med frit udsyn til det knæ, der var vredet af led, og som de nu begyndte at skære i.

Han mistede bevidstheden, da han så den hvide knoglehinde.

Og vågnede først op, da han var blevet hensat i samme forbandede situation som hende med inkontinensen og krykken.

Nej, forresten, han havde ikke tisset i bukserne.

Manden med "hjerteanfaldet" havde langs ad vejen fået hele to sekretærer til at kigge op fra papirerne.

De kiggede også på hinanden.

Hvad spørger man egentligt en patient om, som angiveligt kommer anstigende med de sidste stumper af liv i sit flakkende hjerte?

-Hvad fejler du? ...

...det ville bare medføre, at hans dramatiske udfoldelser, som var en "Richard den III" værdig, ville få en kvart skrue mere.

Og den tanke var uudholdelig.

Sæt dig derhen på sofaen...

...manden kiggede helt forvirret på alt og alle, og gjorde så som foreslået, mens han midlertidigt holdt pause fra sine udfoldelser...

...en sofa foran et fjernsyn. Begravelsesskikke blandt bronzealderens kystboere.

Det gjorde lidt ondt, men mest af alt susede det bare i hans ører.

Han kunne ikke holde øjnene fast, og hans krop gav efter og sank sammen.

Hans kone kom med et brøl, selv om hun sad lige ved siden af ham.

Derefter ingenting og så en klistrende fornemmelse i halsen og ondt overalt.

Især ved brystbenet, hvor hans kone, der også havde hvid kittel til hverdag, havde givet ham et håndkantslag som indledning til resten af den fabelagtige kropsudfoldelse, som følger hastigt på, når et eller andet tilrøget, forædt skvadderhved endelig har fået ram på sin hjertemuskel.

Han havde lyst til at skælde ud.

Nu havde han det lige så rart, der hvor han var, og så skulle han på sygehuset og derefter kommanderes tilbage til den jordiske straffeanstalt.

Og de blev ved - redderne og konen.

Han rejste sig fra den hårde træstol, kantede sig forbi havgassen, skvattede næsten i de udstrakte ben fra "hjertetilfældet", stødte yderdøren op og gik sin vej, så hurtigt han kunne.

En ting er at leve, noget andet er at leve i et venteværelse, hvor alle bare sidder og holder udkig efter det næste, forud proklamerede mirakel.

Så hellere skvatte om for sidste gang herude.

Væk fra alle de andre hjælpeløse;  væk fra de smattede ugeblade og de evindeligt nasalerende Klogeåger.

(Overskriften er taget fra titlen på en bog af tyskernes p.t. modefilosof Richard David Precht, som godt nok ikke filosoferer, men udelukkende skriver overfladisk om psykoanalyse og uden dybere forståelse om arternes mangfoldighed)

tirsdag den 29. november 2011

Vertigo at large




...

Tinker, tailor, soldier, rasta, sumper...

-Jeg er voldsomt alternativ. Jeg er farlig for alle andre...! Men det ville jeg helst være fri for. Det er ikke så nemt at få en siddeplads i en middelstandsbil, når man ligner en af dem, der kan finde på at stjæle sådan en - helt uden at tage hensyn til den kærlighed og de ambitioner, ejeren har anbragt i den gennem de mange, sparsommelige år, før han nåede sit tredie livsmål: kone, børn - bil...

-Hvorfor skal man overhovedet stå her og stritte med sin tommelfinger? Har de aldrig hørt om car-pools, alle de der, som fiser ud af motorvejen her....

-Hvorfor skal vi mennesker altid have en grund. En grund til at hjælpe - ikke nok med, at der er brug for hjælp! Vi skal også have en filosofi til at forsvare hjælpen, så vi ikke forfalder til føleri og venskab....

-En grund til ikke at hjælpe - ikke nok med at folk ser farlige ud. Vi kan jo ikke risikere, at de ved nærmere eftersyn rent faktisk viser sig som farlige...

-Så vi kigger ikke nærmere efter, det er der nemlig ikke nogen "grund" til.

En lille, rød bil hviskede nænsomt ind til siden og standsede. Den højre bildør blev åbnet, og rastafari-blafferen satte i løb.

-Tak! nærmest råbte han, idet han satte sig på forsædet ved siden af føreren. Bilen accelererede hurtigt og glidende.

-Hvad fanden vil du? spurgte føreren uden at se til siden.

Blafferen troede det var en vits, men det var det ikke.

Opdagede han, da hans latter næsten synligt faldt ned mellem de to sæder.

-Det var ham bagved, der sagde, jeg skulle!

Blafferen havde slet ikke set, at der sad en totalt sumpet fyr på sædet lige bag sig. Denne nikkede voldsomt, så hans fedtede hårstrimer lagde sig klistrende ned over ansigtet, der var så uens i farven, at fyrens udseende måtte skyldes en lasur af mange års lag af aldrig helt afslidt møg.

Rastafari-blafferen var helt desorienteret. Han kiggede fra den ene til den anden, så stanken fra hans solvarme hår bredte sig ud i hele bilen.

-Så sid dog stille, for fanden! snerrede føreren...

Og fortsatte:

-Jeg kan ikke fordrage sådan nogle skiderikker som jer! Ja, dit bøvedhoved! Så nikker han! Ham der på bagsædet forstår ikke en skid, efter jeg hældte noget sprit på ham - med rohypnol.

-Og hvad vil du så have, min dreng? Er du sådan mere til "lykkepiller?!

Rastafariblafferen hostede kraftigt et par gange og kom, nærmest snerrende, til at sige, at han "faneme ikke var hverken det ene eller andet..."

-Undskyld! svarede føreren med et forskrækket udtryk: Jeg ville jo bare hjælpe...

Tårerne begyndte uhæmmet at trille ned over hans ansigt.

-Jeg er ved politiet, forstår du...


...

Fixed villain




...


"Og herren vender r.... til sin dame!"

Når man nu pænt, ordentligt og i fred vil gifte i et fjernt land og derfor kører hele natten fra Tåstrup næsten til Milano i en 2CV, er det total nedtur, når man alligevel render ind i landsmænd - så fjernt fra Danmark.

Min forlovede, hendes søn og jeg havde slået os ned på en afsidesliggende campingplads i Brixental. Under en jernbanebro, hen over en markvej. Der var plantet kartofler på den del, som ikke blev lejet ud til campister på jagt efter fred og frihed.

Min nye kone, der har arbejdet i Italien, havde forberedt mig på, at jeg skulle dytte, når jeg kørte igennem tunneler, som dels var ensporede, dels uoverskuelige. Det gør italienerne nemlig. Så jeg var den perfekte nationalkamæleon, helt hjemmefra af.

Vi var kommet sikkert frem, havde afleveret vores pas til gennemsyn hos de lokale carabinieri og havde slået vores telt op.

"Slået op" - det er nu så meget sagt, for det hang trofast på sine to stænger, helt uden anden hjælp - pånær i stormvejr, men det er en anden sag.

Jeg havde godt nok bemærket, at der holdt en anden dansk bil på pladsen, med et tilhørende, kæmpestort prangende villatelt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke:
-Jyder og gråspurve træffer man overalt på Jorden.

At det også inkluderede partifæller fra min danske hjemkommune, havde jeg slet ikke forestillet mig.

Men sådan er det åbenbart, for jeg havde dårligt nok fået sat mig til rette med min italienske lommeparlør, da en smilende dansker kom over til vores telt og, samtidig med at han slog på teltdugen, grinende råbte:
-Banke, banke på - er der no'en hjemme?

Hvem siger også, at alle danskere kan have en god vits parat, bare fordi de trænger sig ind på deres landsmænd i et fjernt land?

-Okay, kom bare ind. Min dag er alligevel ødelagt! sagde jeg med et grin, der snerrede en smule.

-Åh,hå, hå, hå! svarede min gamle ven, som jeg ikke kendte personligt, men hans "A'larm - her er intet at stjæle. Schlüter har taget det hele!" - skilt sagde alt om, hvad han indeholdt.

Sådan et havde jeg nemlig også - derhjemme, i bunden af sokkeskuffen.

-Er vi i dårligt humør, vi tre? han nikkede rundt til min forlovede og hendes søn.

-Først nu! Vi skulle bare giftes uden familien til at kigge på!

Min "gamle ven" kiggede hjælpeløst fra den ene til den anden til den tredie, men ingen smilede igen.

-Vi går udenfor! sagde jeg forekommende og gik efter ham uden for hørevidde, hen til foden af et bjerg, der virkelig fik mig til at se i postkort - så smukt var det.

-Min kone og jeg glædede os til at komme helt ned til et sted, hvor ingen taler dansk. Vi opdagede så, at vi heller ikke havde lyst til at tale dansk med hinanden. Vi ville være tæt sammen og fjolle rundt, bare med hinanden - du ved.

-Vi myrder hinanden, hvis vi ikke snart finder nogle, vi kan snakke med! sluttede han af med et langtrukkent suk.

Jeg havde jo ikke noget imod ham.

Og da slet ikke mod hans kone, som jeg slet ikke havde mødt.

Jeg vidste fra mit første ægteskab, hvor dræbende selv en lille smule tavshed kan være. For ikke at tale om uger og måneder.

-Vi skal først hjem om to uger...

Han gjorde ikke sin forklaring færdig.

Han kunne se, at jeg havde forstået, for jeg gjorde mine til at hive den obligate, medbragte kasse øl ud af bagagerummet på vores lille bil, og havde nikket til min forlovede, som havde forstået både min mimik og mine hensigter.

Vi havde kun kendt hinanden ret kort, men havde hele tiden forstået hinanden uden de store armbevægelser, så imens vi snakkede foldbold, italiensk mad og italienske kvinder/mænd, glædede jeg mig så vidunderligt over, at mit nye ægteskab under ingen omstændigheder ville komme til at ende på en campingplads i Italien - allerhøjst ville det begynde, og helt fra sin begyndelse være et smukt minde.


...

Begravelse i Wien

.








Man kunne vel godt kalde det en "skov" - det sted, man har lagt Wiens store kirkegård .

Der er i hvert fald heller ikke spor af civiliseret byggeri, for eksempel.

"Centralkirkegården", uden for byens periferi - så langt, at man må tage en sporvogn i uendeligt god tid for at komme til et af dens yderpunkter.

To millioner registrerede gravsteder og urnehylder.

Og det er uhøfligt at komme for sent til en begravelse - især når man skal levere sørgemusikken og den rigtige stemning af kristelighed.

Til en ateistbegravelse godt nok, men af hensyn til de efterladte, børnene, naboerne, de latinamerikanske svigerdele o.s.v.

Og så er gult ikke "falskhedens farve" her på tærsklen til døden - den er officielt, katolsk autoriseret "genopstandelsesfarve".

Hvilket er vigtigt, når man bliver begravet kun to dage, efter festen for Jesu genopstandelse i Påsken for en hel masse år siden.

Vores boss, der i dagens anledning havde taget netop den uniform på, som hun slet ikke længere havde tilladelse til at bruge, kom styrtende ned til os.

Helt nede ved porten.

Selv om hun er fra landet her, har hun aldrig været til en normal begravelse selv.

Hendes tjeneste har altid været for særlige mennesker, med faner, hulken og heste med vajende, sorte fjerbuske.

Vi har kun 25. minutter til det hele! hun kom, skingert råbende, ned til os ved "kirkegårdslågen" - officielt "Tor vier"-så snart hun havde set spidsen af min guitartaske.

Jeg fik et chok, som forplantede sig hele vejen ned til karabinhagen ved taskens lynlås så min omhyggeligt plejede, lange højre tommelfingerguitarnegl revnede og fremkaldte, dels en svidende smerte i hele hånden, dels en stribe danske forbandelser fra mine læber.

En smøg! tænkte jeg og fik i farten skruet op for flammen på mit fyrtøj - i Østrig er dette ikke "en lighter", så tror folk nemlig, man kun er åndssvag og ikke bare en smule selvdestruktiv på en civiliseret og langsommelig måde.

Så jeg ankom til "bårehallen" med et halvt afsvedent øjebryn, som stank hen over den øvrige degeneration og forfald.

Uden min guitartommelfingernegl kunne jeg næsten heller ikke få min beskedne guitar ud af sin prangende "fender"-taske, men med hjertebanken og buldrende tindinger fik jeg lagt de første toner til "Näher Mein Gott zu Dir" så min kones englestemme kunne overdøve mine lavmælte eder over smerterne i den flækkede negl, sveden som uhæmmet strømmede ned i øjnene, der hvor det ellers skulle have været standset af mit nu afsvedne bryn

og så videre.

Min familie og jeg kom hertil med tre kufferter, to børn og fem tusinde kroner for ti år siden - og da jeg endelig forlod den gode begravelse, overvejede jeg i fuldt alvor at stjæle den ene kuffert igen - i ren diskretion og nattens dyb - og lige så stille, uden at gøre krav på en trediedel af de oprindelige rejsepenge, at sætte afsted mod mit oprindelige mål, Prag, for at undgå at få et lignende endeligt, som det vi lige havde været med til at skabe for en eller anden uskyldig latinamerikaner.

På den anden side er det måske ikke en skid bedre, bare fordi de taler tjekkisk det andet ste

Stephansplatz for nybegyndere ("Hey look up there! A distraction!")

.







Hvorfor skal billedmagerne have eneret på den spændende byscene?

Det kan jeg da også lave til hver en tid.

Og bedre, fordi tiden kan gå.

Først har vi til venstre St. Stephans Domkirke.

Lige frem er konturerne af det underjordiske Vigiliekapel, hvor Mozart blev vist den sidste ære.

Ovenpå kirken ser man Franz Josef den Førstes navnetræk, med kejserørn og hele den tyrkiske musik.

Glaseret!

Lige frem kúnne vi anbringe den nu afdøde borgmester Helmuth Zilk, som netop er i gang med at skælde en eller anden knold bælgen fuld, fordi han hensynsløst er krydset ind over nogle afspærringer, som skal beskytte folk imod sig selv, imod at få porøse kalksten i hovedet og andre steder.

Helmuth Zilk kunne man male med de to blomstrede luffer, som hans kone syede til ham, da en brevbombe havde sprængt hans fingre af.

Blå med hvide blomster.

den anden side kan man jo ikke se det herfra.

Eller overhovedet.

Nå.

Til højre står en "Augustin"-sælger.

"Zeitung für uns Obdachlose"

Set på denne afstand ligner han grangiveligt den Marcus Aurelius-statue, som kigger sydpå over Donau fra den yderste udkant af byen Tulln...

...maleren Egon Schieles fødeby, hvor hans far var stationsmester på Nordbanen.

Men avissælgeren er ikke en romersk kejser, og Egon Schiele er intet steds i nærheden af dette billede fra det centrale Wien.

Han måtte jo også flygte til Krumau i Tjekkiet, fordi man mente, han havde en svaghed for småpiger.

Hvilket lige siden er blevet afvist af det nationale kunstestablishment, med foragelse:

- han var jo bare langt forud for sin tid.

Det er man nok nødt til at være, når man dør allerede som 28-årig, med patent på de kommende hundrede års moderne malerkunst.

Men tegne kunne han sgu'.

I gamle dage var alting bedre.

Selv fremtiden.

"Augustin"-sælgeren går smågrinende rundt mellem sine potentielle kunder.

2 Euro 50...

...hvilket er noget af en stang at give til godgørende bajere.

Måske er sælgeren derfor så forceret i sine smil og sine fagter.

For at understrege, at han har fundet glæden og meningen uden for rusgiftenes verden.

man roligt kan betale.

Da "Augustin" holdt 13-årsjubilæum, var jeg inviteret med, fordi en af mine efterhånden meget gamle venner synger i avisens sangkor.

"Levende billeder på nyhederne" - kunne man sige.

Bortset fra, at koret ikke fungerer som levende billeder, og avisen ikke trykker nyheder.

Tværtimod bærer dens artikler præg af en fattigdomstænkning, som den skulle have været udryddet for mindst 100 år siden.

Ham sælgeren ligner vist mest af alt en gammel, kæmpehøj og fed socialdemokrat, jeg kendte i Danmark.

Kirken til venstre for mig er ikke beskidt, men bare helt sort med grå, usystematiske felter i sin vistnok-kalksten.

"Hedningetårnene" hæver sig massivt yderst i mit synsfelt, ved foden omgivet af levende reklamer for Staatsoper:

- unge mennesker iført pudderparykker med videre, som de høfligst har at aflevere efter endt tjeneste.

Skidedyre er de vel.

Forresten kan man jo ikke se Franz Josef I's initialer ovenfra, når man ser dem nedefra.

Herfra.

Ikke på et billede i hvertfald, men netop i et stykke prosa.

Hurra! et point forud for malerkunsten efter kun halvanden side!

Måske skulle jeg overlade det videre arbejde til ham pantomimikereren ved siden af.

Han tegner lynskitser af folks børn...

...som viser smilende standardansigter - lige præcis som vi gerne vil huske dem senere.

...meget senere.

Og så rejser han sig, når man putter en mønt i hans blikkrus, helt sølvfarvet, og begynder at gøre robotfagter med sin violin.

Plastik vistnok.

Eller bare plastisk og hæderligt.

Der er alligevel ingen turister her nu, og heller ingen glade børn, kun skoleklasser på bytur i hovedstaden.

Folk, der kan lide musik fra Tirol, skulle prøve at høre sproget...

"Bäähriccchhhh"

...hvilket betyder "fedt" på dansk.

Men "Hinterseer, Hansi" nøjes med at synge, og pudderparykkerne, som stadigvæk står i læ af "Hedningetårnene" kunne måske yde et bidrag til pantomimikereren.

Men hvorfor fanden skulle de det!

De er sikkert studiekammerater til hverdag og vil under ingen omstændigheder blive hængende i mit ordbillede.

Lirekassemanden nede ad Doroteegasse er sikkert begyndt på den måde, som tegner eller statue, og er aldrig kommet længere i sit liv end til den modsatte side af pladsen foran domkirken.

Uden abe, men med myndighedsautoriseret lirekasse.

Skal man have.

Formedelst 30 Euro pr dag.

Ellers skal man være gratis, og "gratis" er trods alt værre end at være lirekassemand med lirekasse, men uden abe.

Og der ligger sgisme "Medici Bank", lige over for Bispepalæet, kun adskilt af domkirken.

De der har også plattet folk i massevis i hælene på Bernhard Madoff.

Og har ikke noget med hverken Firenze eller Medicifamilien at gøre.

Det var bare en smart gammel provinskone, som ville tjene lidt ekstra til sin alderdom og sin "toy boy", som fik ideen til navnet.

Nu sidder hun i fængsel.

Og ingen har råd til at købe de billeder, man laver på kunstakademiet.

jeg skriver videre.

2 points til skriverkarlene.

Jeg kan sagtens komme af med mine skrifter.

I den henseende er den gratis del af Internettet bundløs i sin interesse.

Nu mangler jeg egentlig bare et par centralafrikanere og nogle halvnøgne damer til at danse rundt på min website.

er successen sikker.

Uden at tegne en linie.

Men hvem havde også kunnet tegne Medicibanken med indhold - vel!

Nobelpristageren Le Clezio taler i en af sine bøger, om hvordan han vil skrive en scene i bedste impressionistisk malerstil.

Hvorefter man får en helvedes masse impressioner af sten, buske og en skideligegyldig flod.

Helt "renoirsk", ville jeg sige.

Men uden dansende negre og halvnøgne damer.

Og nu vil jeg give hele min kultur og socialitet i arv til ham pantomimikereren ved siden af, så han kan tegne et smilende barneansigt nederst og glæde sig over alle de nye erkendelser vedrørende Stephansplatz, som han aldrig havde bemærket på egen hånd, og som han aldrig vil forstå en brik af, fordi hele min donation er på dansk.

Game, set and match!



Get GigsQuantcast


...

søndag den 20. november 2011

Masser af masser




Der kommer alligevel ikke noget ud af at koble sig på den forsamling.

Vejen lå, hvor den plejede, Himmelen var på sin plads og luften ulidelig, som altid.

Sørg for at leve, hvor du bor!

Det forudsatte, at han ville flytte hen, hvor han troede på livet.

"Flytte"! Næh, nej!

For ham var loftet altid det samme - Himmelen derimod ændrede sig hele tiden.

Hvorfor siger østrigerne iøvrigt altid, at de "lever", aldrig at de "bor" i deres hjem?.

Eller at deres hjem "ligger", ikke at det "står" eller "befinder sig" et eller andet sted?

Og ubevægelighed er jo en antikatolsk, satanisk egenskab

Det kunne han nok finde ud af, men ville så samtidig vise, at det interesserede ham.

Hvilket det ikke gjorde, eller gør!

Død, levende eller boende - som læseren vil!

Kan man bevæge sig med en masse, når massen bevæger sig samtidigt?

Så ville han jo lide under illusionen, at han stod stille i skridtgang mellem alle de andre.

Og illusioner havde der været alt for mange af i hans liv.

Aldrig mere illusioner!

Heller ikke troen på, at han som 57-årig kunne opleve en "midlifecrisis"...

..."midlife" i den alder?

Som om han kunne leve i mere end 100 år sammenlagt!

Han måtte videre.

Og kunne sende sin datter i stedet for!

Eller sin kone!

Eller sine katte for den sags skyld.

Til de der socialistiske nærmiljøflippere med lår, som var hårde af at sidde tæt på "de andre".

"Man kan leve sammen med godt naboskab", som den seneste kampagne gik ud på.

"Halvdelen af europæerne frygter muslimmerne", havde det lydt for ikke så længe siden som konklusion på en meget, meget, meget stor undersøgelse.

Og man havde selvfølgelig ikke ville ulejlige så mange mennesker eller bruge så mange skatteyderpenge på et eller andet, som ikke derefter gav rabalder alle vegne.

Arbejdsindsats set og noteret.

Vi gør noget!

Vi!

Hvilken masse var så "vi"!

Den halvdel, som frygter, var fra nu af synlig overalt, fordi den havde markeret et standpunkt.

Den anden halvdel var som før usynlig, fordi man ikke kunne kategorisere dem ind i en forståelig, statistisk sammenhæng.

De var altså for diffuse og forvirrede til, at man kunne tage dem alvorligt.

De var slet ikke en hel masse, og heller ikke bare en enkelt masse.

De havde meldt sig ud pletvist i forbandet ligegyldighed over for netop den store trussel, som den interesserede halvdel havde peget ud.

Et stort problem for politikerne, som gerne ville samle de besindige kræfter i samfundet bag tolerance og sameksistens.

De "besindige" udgjorde altså en masse, bare ikke i deres eget hoved.

Der var de ensomme og fornuftige....

...hvis man kan tale om "fornuft" i opsplittet ental uden forbindelse til andre.

Og det kan man jo ikke, så vi må hellere blive stående, indtil en fællenævner dukker op eller falder ned i hovedet på os.

Og guder er der jo nok af.

Det offentlige rum er splittet af alle de her guder!

Meget få bliver lige irriteret over dem allesammen...

...der er næsten altid en eller anden gud, man betragter med velvilje og forståelse...

...også selv om hans tilhængere mange gange i historien har vist sig som primitive røvhuller.

Og det kan østrigerne heller ikke sige!

Et helt igennem banalt, dansk ord som de forvansker til sympatisk ukendelighed.

Jeg mener: danskerne kan da tit nogle brokker tysk!

Er det så for meget forlangt, at de tysksprogede kan udtale nogle få, centrale danske ord fejlfrit?

Åbenbart!

Deres masse, som godt nok er stor, når man tæller Tyskland og deres østeropæiske satelitter med, er altså for evigt tabt for min masse.

Som jeg jo heller ikke vil have, fordi jeg gerne vil bevæge mig synligt, hvis jeg endelig bevæger mig overhovedet.

Hvis man nu havde penge...

...så ville man tilhøre en masse, som er højst individuel:

forskellige biler, forskellige koner, forskellige forretningsforbindelser...

Han kunne jo købe nogle sjældne værdipapirer...

Statsobligationer fra Togo.

På den anden side var selv hans Eurosedler en sjældenhed.

Og de hurtige penge fandtes ikke i hans liv.

Asfalten under hans fødder var også altid den samme....

...lige som jernbaneskinnerne og loftet i hans lejlighed.

Der burde ske noget! han knyttede hænderne i sine lommer....

....nåh nej, for pokker da!

...den ene hånd skulle han jo bruge til sin stok, som i dette øjeblik slog kraftigt mod hans højre ben, fordi han havde glemt den.

Den ultimative latterlighed:

-at skvatte i sin egen støtte!

Man skulle tro, han var blevet dansk politiker for en kort bemærkning!

Og det var han ikke, for når man kiggede på den politiske sal og dens okkupanter, var det også en masse, som ikke bevægede sig!

De gik på talerstolen og sagde måske også noget, men deres hurtige trin var en yoyo-flugt, som altid endte i den samme, klamme hånd.

Selv byens individualistiske, gammelliberale ludere var efterhånden organiseret i monokulturelle bordeller:

... synd på ungarsk! på tjekkisk! tysk! russisk!

Negerboller det hele.

Selv sex var blevet en stillestående sag mellem fremmede.

Og kærligheden ikke at forglemme...

...når ægtefællerne oksede livet af sig ude i samfundet for at kunne betale en papirfotografisk hukommelse, de kunne holde sig til...

...nåh! der var sg'u' et barn...

...og der et mere...

...alle taknemmeligt smilende til fotografen som erkendtlighed for dennes betalte interesse.

Et fotoudhængsskab på hovedgaden!

Det var den nye, politisk definerede familieenhed.

Hvorfor var der aldrig fotos af folks hjem og, langs ad vejen, deres begravelser og familiesteder på kirkegården?

Fotografen var nok for dyr til den slags!

Ægteskaber! ja...

...begravelser, fødsler, sten, mursten med videre! nej!

Han måtte bevæge sig! Han måtte findet en vej ud af trægheden.

Han skråede hurtigt ind på Casinoet med den diskrete facade, som skulle sikre mod opmærksomhed fra svage sjæle som ham.

Sådan nogen skulle ikke kaste sig i ulykke, for de skulle nemlig slet ikke kaste sig nogen steder hen.

-En jeton til 500 Euro!

Han gik til den nærmeste roulette og smed den på bordet, hvorefter den hurtigt blev rykket til rette af croupieren.

Faustsekundet!

Bliv du her!

Det, Djævelen havde sigtet mod og håbet på, var nået, da han hørte ordene:

-Rien ne va plus!

Intet bevæger sig længere!

-selv om det for hans øjne blev fremført, at det også var løgn.

søndag den 13. november 2011

I den stjerneklare nat.






Når man kiggede på de syv vinduer i den gamle husbloks stueetage ude fra buskadset i haven, fik man et sigende indtryk af den absolutte jævnhed, som boede i lejligheden.

Jævnhed på højt økonomisk niveau, men alligevel.

Og ensartetheden i belysningen i hele lejlighedens længde var, som hos en masse ægtefæller der havde delt et langt liv med hinanden.

Inde i lejligheden, men usynlig udefra, sad en midaldrende mand og fingererede lidt klodset med sin laptop, som stod oven på et gammelt bord.

Ikke et kontormøbel, men snarere et oversolidt bygget, gammelt køkkenbord.

Rustik, angiveligt.

Han skrev noget og fik lige efter et hvidt skær i ansigtet fra det helt forandrede skærmbillede.

-Du er ude! læste han og kneb øjnene sammen.

Ude! Hvad fanden bildte de sig ind.

-Ude! brummede han højt og rejste sig.

Af skræk for at forstyrre sin familie brølede han ikke.

Vel også af skræk for, at de skulle opdage hans nederlag.

"Nederlag"? Nej, nok snarere "skuffelse".

Men alle andre ville se det som et nederlag uden formildende omstændigheder.

Han rejste sig og gik over til "kontorvinduet".

Kaldt sådan, selv om det ikke adskilte sig den mindste smule fra de seks andre, men var det, der befandt sig nærmest hans skrivebord.

"Arbejdsbord", selv om han udelukkende udførte immaterielt arbejde, som ikke engang ville veje et mikrogram, hvis nogen på et eller andet tidspunkt skulle få den åndssvage ide at udvikle måleredskaber til hans form for indsats.

Han trak gardinerne for, men bag sit hoved, så han i dækning og sikkerhed kunne hviske højlydt og sætte åndepletter på ruden.

-Hvad fanden bilder den flok varylere sig ind!

-Ude! det var sgu' da dem, der var ude, når han ikke var med!

Åndepletten fik klare prikker af det spyt, som stod ud, når han hvislede højt.

-What the fuck! råbte han, dennegang så højt, at de andre i lejligheden ikke kunne undgå at høre ham.

Hvis det ellers interesserede dem.

Hvilket normalt ikke var tilfældet.

Og så tilmed formet i ord, han havde lært af sin datter.

Sådan med på noderne.

-Hvad fanden er det, der blinker ude i haven?

Han hørte hviskende sutter bag sig.

Sikkert konen.

-Hvad er der dog?

-Det blinker ude i buskene! svarede han med en uvant indædthed.

Han plejede ellers at være fløjtende ligeglad med den slags.

Konen kiggede undersøgende på ham.

-Er det så vigtigt, at du absolut skal forstyrre alle andre! ikke "spurgte" hun, selv om hun tydeligvis forventede et hurtigt nej-svar på sin skideballe.

-Jeg vil ikke have tilskuere, når jeg arbejder! hævdede han påståeligt.

-Det har du heller ikke, når du sidder på din plads! hun pegede på kontorstolen, som om hun ville sige "plads" og "dæk" som de næste ord.

Han følte en indre lettelse, da hun begyndte at kommandere.

Fordi han ikke så godt kunne modsige hendes argumenter. Og han var forresten nødt til at sætte sig igen, så hun ikke fik mulighed for at studere skærmbilledet nærmere.

Hvorfor pokker brugte han aldrig pauseskærm! Så kunne han nu havde skældt videre over denne verdens uret - især familiens uret over for ham.

-Hvad blander du dig i det for! han satte sig ned og slog hurtigt over på et andet skærmbillede.

"Velkommen" lyste imod ham nu fra laptoppen og gav ham en rødere, sundere ansigtskulør.

-Der kan du selv se! Og hvis det glimter udenfor, kan du såmænd heller ikke se det! konen drejede om på hælen, eller rettere "bagstykket" af sine sunde, varme hjemmesutter, og gik ind til de andre.

Underforstået, at han så kunne passe sine åndssvage ideer selv.

"Reddet"! lød det triumferende og næsten uhørligt i hans baghoved. Nu var han nemlig "velkommen" igen!

Han valgte at lade alle lamperne brænde, som de plejede.

Og udenfor, i buskadset, rejste en yngre mand med et kraftigt lysforstærket kamera sig og gik grinende og uset væk.

Fordi alle lejlighedens vinduer igen var ryddet for liv og derfor igen lyste komplet ensartet og tilpasset.

Uden risiko for returiagttagelser.

torsdag den 17. februar 2011

She gave me water.... The Idan Raichel Project

.




...

Han elskede at få syltede agurker med på sin madpakke.

Og hun var ikke ked af, at hun i det lille, trængte køkken kunne vende ryggen til resten af familien og lade som om hun bare smurte, smurte og smurte i stedet for at skulle vælge side mellem "far" og "svigersøn", som lige nu var travlt optaget af at kigge skråt på hinanden, henover deres svære, sorte brillestel.

Hendes mand havde endda beholdt sine antikverede læsebriller på, så hans var sortere og kraftigere end svigersønnens.

Han kunne ikke se ret meget med dem, men han vidste jo også udmærket godt, hvordan svigersønnens analytikerblik så ud.

Og svigersønnen med, for den sags skyld.

Hun kunne kun finde en enkelt, lille, syltet agurk, som nærmest lignede en apostrof, med en tynd stilk i den ene ende og en lille, knubbet klump i den anden.

Selv om den tørre, klumpede müsli satte sig på tværs i halsen, fastholdt han også i dag, at han ikke mente, det var en mislykket pottetræning, som havde skænket ham den største lidenskab i hans liv: ind- og udlån i den lokale sparekasse.

Konen kunne altså bare ikke få sig selv til at snitte den lille, forhutlede agurk i skiver.

Så måtte han jo bare bide den fra en ende af.

Hun syntes, det så festligt ud med den dusk dild, der have samlet sig omkring agurkens stilk, da hun fiskede den op af glasset, så hun arrangerede den, næsten som om den var et gummihåndtag, der skulle beskytte hendes mands glatte og pæne fingre mod overlast.

Hun pakkede den sirligt i et stykke grønt plastik og slog derefter den grå pergament rundt om alle fire stykker belagt.




Han nikkede kort gennem vinduet ind i sparekassen, da han stillede sin cykel.

Han anede ikke, om nogen kunne se det, men han ville jo ikke virke kold og uoplagt her om morgenen, hvor man kunne hygge sig og have det sjovt sammen, fordi i hvert fald de store kunder, dem der bare krævede, først kom senere.

Meget senere.

Så sent, at de tit forkortede hans ellers frie aftener med kostbare, ja sommetider timer.

Timer.

Og så var han ved at få hovedpine.

Vistnok ikke migræne, så han kunne gå hjem, men alligevel.

Han satte sig i sit lille glaskontor og stak næsen i en eller anden regnskabsbog.

Måske skulle han spise noget.

Den der sunde müsli fra Schweiz havde det med at lægge sig som bly i maven.

Særdeles god for mennesker med 16 timers hårdt arbejde foran sig.

Nej, han kunne ikke.

Og alligevel.

Han fiskede madpakken op og følte sig frem, stadigvæk med øjnene i kassebogen.

En agurk.

Lige hvad han manglede: en forfriskende gang eddike.

Han kiggede op fra kassebogen, hen på den lille, krumme agurk med en dusk dild i den ene ende.

Den var ikke snittet.

Den var ikke anonym.

Den var en næsten levende, syltet agurk.

Han forsøgte at sutte lidt eddike fra den tykke ende af den, men der var næsten ikke noget.

Ikke nok til et mirakel.

Han satte blidt tænderne i dens knoprede hud, men de ville ikke bide så hårdt og brutalt.

Han vidste, hvor meget han skyldte de syltede agurker i sit liv.

Øjnene så ikke noget, men det var også lige meget, for en kassebog kiggede aldrig igen.

Af bare kedsomhed gled hans hånd ned i den lædermappe, han altid bar rundt på, og søgte efter noget større.

Noget bedre.

Han drømte.

Han drømte aldrig "om", for det ødelagde bare hans humør.

Han drømte, slet og ret, at kølige tåger gled hen over hans ansigt.

Pludseligt for han op.

Han vidste ikke helt hvorfor, for han havde bare, igennem de blide tåger, hørt en stemme.

Hende.

Hende med det forældedede 14-års "walkersboomboomhår".

Og hans hjerte bankede også.

Boom, boom, boom...

Hun var fra samme lille by, samme skole og samme årgang som han.

Med et katastrofalt rod i sine penge, som hun helt tydeligt slet ikke skammede sig over.

-Nå, hygger din valuta sig godt i sine små ruller, eller er de allerede gået til kasseapparaterne?

Hun grinte og slog med det hårdt lakerede hår, hvilket godt nok ikke lykkedes, men kort fik hende til at ligne en skolepige.

-Eller er det agurkerne, du hygger dig med nu?

Hun var den eneste, han nogensinde havde fortalt om sig kærlighed til agurker, der dryppede af sylteeddike.

Han mærkede, hvordan hans mave begyndte at krampe.

Han havde villet hele morgenen, men ikke gjort det.

Og det havde heller ikke været en fornøjelse med hende.

Dengang efter festen for alle skolens 150 elever.

-Er du ved at gå agurk?

Var det sidste han hørte fra hende den dag.

Sagt med hendes drævende, nasalerede, arrogante, snerrende, ydmygende stemme.

Stemme.





...

Goljadka

.




Nyere, solid, dansk forstadsvelstand. Skalmure af gule sten, tag af sort skiferimitat, belånt, belånt og belånt, men stadigvæk en god investering til den usandsynlige alderdom.

Med møblerbar gang, soveværelse med akustisk tilgang til alle naboer og et køkken, som kunne oprustes til noget imponerende.

-hvad fanden laver jeg egentlig her? spurgte han sig, da han gik det sidste stykke, hjem fra sit månedlige damebesøg.

-hvad fanden laver du egentlig her? han fornemmede stemmen, mere end hørte den.

-hvad! han drejede sig med et spjæt.

Hvorfor blev han nu bange, som om han ikke vidste, at han havde fulgt i hælene på ham, lige siden damen begyndte at gøre vrøvl.

-hvornår kan du være hjemme, hvis du går nu!

-lige så hurtigt som dig! lad være med at glo. du kender mig! Han følte en vis beroligelse inden i, da han sagde det, med varm og forstående stemme.

Men frøs til is, da han opdagede, at han ikke kunne ryste det af sig. Hans bevægelser blev stive og hans slag bagud kom langsomt og dumt.

-hvorfor slår du! det kommer til at gøre mere ondt på dig end på mig. hvordan har du det, derhjemme?

- jeg ville da gerne invitere dig med indenfor, men mine børn er ikke hjemme, så det roder allevegne!

De havde lige mødt hinanden. Nede hos en eller anden dame. Han stod der, ud af ingenting, og kiggede genkendende på ham.

Igen et af de røvhuller, som altid skal prale med deres dyre ejerlejligheder og alt det krims krams, de har stoppet dem ud med.

Har jeg sagt noget forkert, tænkte han, mens han vendte ryggen til sin uvelkomne ledsager og forsøgte at fumle sine nøgler frem.

-nej du har ikke! men du er træls. det er du altid.

Hvor vidste han det fra?

-men jeg bor altså her, og du skal ikke med ind!

-nå, og hvordan vil du så slippe for det!

Han gjorde en hurtig bevægelse ved døren og forsøgte at svinge sig indenfor.

-klovn! det kan du ikke engang finde ud af! hvordan bar du dig ad med at få børn. skred du i svinget eller hvad!

-det var min kones ide. og nu har vi det hele. vi to og dem!

-så kan du vel også dele med andre!

-et halvt skibglas til hver af os! Han prøvede at smile arrogant, men den anden så det straks. Så skrækken.

-skibsglas! nej - bare giv mig flasken.

-hvorfor det!

-fordi vi kender hinanden. og venner deler vel!

Han turde ikke vrænge på "venner", men den anden vidste det og gav ham sved på panden.

-lad os så gå ind! Det undrede ham, at den anden lige pludseligt begyndte at tapsvede fra panden. Men han havde vel fortjent sin skræk, når han led under den.

-sådan er det, når man røver sine venner!

Døren smækkede, og han stod inde på den anden side med hamrende hjerte og hivende lunger, mens han forsøgte at blive fri .

Jeg stiller mig bare her udenfor, så bliver han så bange, at han til sidst slår sig selv i gulvet.

Han står uden for! sagde han til sig selv.

-hvad vil du!

-have noget af dit. det har jeg jo alligevel. hvis du ikke deler, bliver du bange og ringer til lægen, ik?

-jeg ringer til lægen lige nu. han må gøre noget.

-jeg vil ikke dele med dig! jeg ved ikke hvem du er. hvorfor var du hos min dame, så hun blev sur...

-hun blev sur på dig, ikke på mig. jeg opfører mig nemlig altid ordentligt. i modsætning til...

-mig! jeg er en gris.

Hvorfor skulle jeg dele med ham. Hvis jeg er en gris - som mor altid sagde.

-kan du huske, hvad mor altid sagde?

Han holdt det ikke ud et sekund længere.

-Lægevagten?

Han forsøgte at sige noget, men kunne kun komme med lyde. Hans hals var indtørret og læberne klæbede sammen, så han næsten hørte smerten.

-Lægevagten? Vil De noget - eller hvad!

Der var lige ved at slippe en sjofel ed ud af munden på ham, da han hørte braget fra døren, som blev åbnet brutalt.

-åbnet?

- jeg slutter mig til dig nu! Han så den sammenkrummede skikkelse i lænestolen ved telefonen.

Skikkelsen rettede sig, blev nærmest pumpet op, da han sluttede sig ind og rømmede sig.

-Ingenting! brummede han, krast og larmende.

-Ingenting, før du får fri dame!

Og så grinte de, grinte ad det hele.

Ad skrækken, når de var sammen mod alle.

Ad pænheden, hulrummene, skjul for mennesker uden indhold...

og følelser uden betydning.


...

mandag den 14. februar 2011

Ikke rød - lyserød!

.



Han havde altså aldrig gjort sådan noget før.

Han var seksten med pletfri straffeattest og samvittighed.

Han var i hvert fald aldrig blevet opdaget.

Et par Piratos hos skolekøbmanden, som straks havde sikret sig, at det store, buede spejl permanent viste køen ved slikdisken.

Og så selvfølgelig dengang han havde lånt en knallert, fordi han skulle skynde sig. Det var en af hans venners, og han havde ikke bemærket det mindste, fordi han straks havde stillet den tilbage, da han ikke skulle bruge den mere.

Men nu havde han et problem: afslutningen var nær, og han stod stadigvæk parkeret i en lille skov et godt stykke fra byen, hvor de havde fejret hele formiddagen og lovet hinanden at blive mindst til midnat.

Men de andre var langsomt sivet væk, efterhånden som de havde fået kørelejlighed.

Han var som sædvanligt den eneste, der havde forsøgt at holde de broderlige løfter fra og til den realklasse, han nu snart skulle forlade.

Han havde altid holdt meget af at gå, men det her var for meget.

Og så var han skidefuld, når han skulle sige sandheden.

Og det gør man tit, når man er skidefuld og i den alder.

Der var stadigvæk en del cykler parkeret rundt omkring, så han forsøgte at finde ud af, om han eventuelt kunne låne en af dem, men øjnene lystrede ikke, og hænderne heller ikke - selv om han havde en vis rutine i at åbne de mere primitive låse.

Der var så også en kikset, lyserød pigecykel, som var blevet sat helt for sig selv.

Og den havde slet ingen lås.

Var måske også lidt lille, men alligevel et godt bud på at komme hjem og sove resten ud.

Han kiggede sig omkring. Der var en masse at høre, men ingen at se, så han satte sig op på den og hjulede afsted.

Ad grusvejen. Så hovedvejen. Og til sidst ad den hullede cykelsti i rabatten.

Cyklen var jo, med sin hjemmelavede kulør ikke ligefrem diskret, og han ville hade at blive opdaget.

Det var jo det, man lærte i skolen dengang: gør hvad du vil, men sørg for at ingen snupper dig på fersk gerning.

De seks kilometer på en lille pigecykel var alligevel noget af en opgave, men han trampede afsted og nåede, efter den lange, lange bakke, som førte op til byen, det cykelstativ, hvor han ville stille den.

Netop der skaffede folk sig så tit af med et eller andet, de havde lånt rent midlertidigt, og der blev det normalt også fundet igen af ejermændene.

Af en eller anden grund var han ked af, at han ikke kunne låse cyklen, før han gik, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Han gik lidt slingrende ad byens hovedgade, lidt lam i benene af den lange tur på den alt for lave cykel, men kunne alligevel igen nyde det gode vejr, som i første omgang havde fået ham til at love at feste videre derude i skoven.

Helt til midnat.

Nåja.

Damerne havde jo også været i feststemning, så det kunne man jo lige så godt glemme for dagen. Det lå ikke i det, at man ville kunne ende i et eller andet buskads - uden generende veninder.

I det fjerne, sådan forekom det ham, deroppe ved kirken, kom nogle piger gående på deres sædvanlige, fjantede facon.

Selv om de egentlig var for små til at fange opmærksomheden.

De nærmede sig hinanden, og han forsøgte at se dem så klart, at han kunne afgøre, om han kendte dem, og om han eventuelt skulle forsøge sig en sidste gang denne dag.

Selv om de var for små.

Førsterealere gik han ud fra.

Nej! Der var ingen redning i klyngen, som kom imod ham, så han kiggede ned i fortovet for ikke at vække opsigt.

Han var bare fuld, med begyndende tømmermænd og en forbandet tom følelse i hele kroppen.

Mest fra navlen og nedefter, men egentligt også der, hvor kærlighedens platoniske dele normalt sidder.

Sådan et eller andet sted omkring hjertet.

Han spidsede ører.

Det kunne jo være.

Og en af de allermindste piger klagede netop i forbifarten sin nød til de andre, fordi hun havde ladet sin cykel blive ude i skoven og nu skulle gå hele vejen derud og hente den.

Fordi hun havde været dum nok til at tro, at den fyr, som havde inviteret hende med i sin bil, ville andet og mere end at køre hende og veninderne tilbage til byen.

Han var straks efter forsvundet ind op på sit stamværtshus, hvor de ikke havde noget at gøre.

Som de huskede fra tidligere ydmygelser.

Og hendes far ville blive stiktosset, hvis hun kom hjem uden sin cyel, som han selv havde sat i stand til hende.

Hun sagde de sidste ord med stor alvor og vægt.

Man kunne næsten se faderens løftede, slidte pegefinger.

Han blev drevet af en sær fornemmelse og vel også ønsket om at undslippe sin ensomhed, så han spurgte, om hendes cykel måske var sådan en lille, lyserød en uden lås.

Hun kiggede meget længe på ham med rynkede bryn, men sagde så "ja".

-Så tror jeg, jeg lige har set den heroppe ved det store stativ!

Hun rystede svagt på hovedet og løb så i den retning, han havde vist hende.

Kort tid efter kom hun pustende og stønnende tilbage, med kurs direkte imod ham,...

Han dukkede sig og begyndte at dække sig mod hendes kommende raseri.

...kastede sig med begge arme om hans hals og gav han en kæmpestort, smaskende kys lige på munden.

-Tusind tak! Tusind tak! råbte hun, da hun løb tilbage for at hente sin cykel, så hun endelig kunne komme hjem.

Dagens højdepunkt i skoletid fuld af lavpunkter.

Han gik også hjem! Faldt i en dyb søvn, hvor han drømte om kærlighed, den lille pige og hende sære cykel.

Da han vågnede var han sur på hele verden. Alle de spildte muligheder, han alligevel ikke havde haft med hende.

Men han stjal aldrig noget igen.

Og i kærlighed blev han heller ikke klogere.



...

Åstedsforretning

.




Han var vistnok ikke duknakket, men han så lille ud, da han gik gennem den lange, mørke gang.

Kastede et hurtigt blik til højre, ind i receptionen, for at sikre sig at de havde set ham.

Og forstået, at han godt måtte være der.

Til venstre den store opslagstavle med de demokratiske valgplakater.

Alle nævnt, ingen glemt.

Over det hele: træpaneler i "rustik" udførelse.

"Ægte rumænsk håndværk" som man kaldte det lokalt.

Og så var det i virkeligheden lavet på et værksted for handicappede, som man jo skulle understøtte.

Til venstre igen ved den lave dobbeltdør, der med et slag fik ham til at virke meget højere.

Og ind i salen, som rummede ni overflødige stolerækker.

Og forrest, den der skulle bruges til det "talrige fremmøde".

Han havde boet i dette kæmpehus i mere end tredive år og havde da også nået at holde sit tiårsjubilæum, før han rejste til et bedre sted med masser af fri luft omkring kontoret.

I et industrikvarter ved storbyens alleryderste yderkant.

Nå ja, i det mindste skulle han ikke længere udnævne denne store, gamle kasse, han nu stod i, til "Paradis på Jorden" for de fattige og udstødte.

Nu skulle han bare opreklamere den nye bygning med det nye kontor til et Paradis for udstødte, ikke fattige.

Byen betalte jo det hele for dem, og de skulle slet ikke helbredes.

De skulle bare have lov til at dø i fred.

Stilhed overalt.

Måske ikke lige nu, men det kunne jo komme.

Han skred frem ad salens midtergang.

Op mod "Opstandelseskorset".

Ikke det katolske med den evindeligt lidende mandsfigur på, men det kors uden, helt uden.

Nøgent træ, kun med nogle blegede stænk fra de aggressive rengøringsmidler, man brugte for at holde Bedestedet Rent.

Lige som de rustikke træpaneler, der løb en evighed rundt om hele rummet.

Talerstolen i træ stod vægtigt i midten, oppe for enden af midtergangen.

Den havde tydeligvis gjort tjeneste et andet sted, før den var blevet brækket af sin sokkel og bragt hertil.

I en større sal, hvor man havde brug for den slags, så alle kunne se.

Det kunne "alle" også nu, fordi der ikke var så langt fra første række til taleren.

Nu betød dens absolutte synlighed egentlig bare, at man bemærkede, at hele træværket på talerstolens front måtte være lavet af en travl, men engageret amatør.

Mellem klokken tre og fire om natten.

Når han alligevel lå søvnløs.

På hele den højre side var der store, rundbuede vinduer, som skulle virke indbydende på de forbipasserende, men som i mange år snarere havde udstillet, hvor inderligt den "lille skare" kedede sig.

Nej, han var ikke bitter over sit liv.

Han var slet ingenting.

Og det var meget værre.





...

De megagrønne...

.


...jamen den slags er da svært! Meget svært. For det afgør hele ens indre værdi.

Den man træder frem for verden med...

...eller gemmer sig med.

Nu var der dengang, hvor ham der havde arbejdet hele natten med at sætte reklamer op for den ene, og alligevel med indædt stolthed om morgenen havde sagt, at han sgu' alligevel hellere ville have de andre.

De ultimative røvhuller.

Han rodede kort frem og tilbage i sit tynde, korte, grå hår.

Som han havde set jægere gøre det på deres overivrige hunde.

-Det lød som et tordenvejr, advarede alle,

...men ikke hos ham.

Han var for gammel og døv.

Han greb ud efter telefonen. Nu måtte han have et svar.

Svaret på, hvem han skulle være venner med i de kommende år...

...hvem han skulle se på i avisen - med hjertebanken.

Han trak vejret dybt og gik hen i telefonkrogen, lige foran havevinduet.

Gråt i gråt i gråt...

...selv telefonen. Diskret eller fantasiløst.

Afhængigt af, hvad han gjorde i dag...

...hvad stemmen i telefonen sagde i dag.

Han kunne aldrig trække vejret normalt, når han talte i telefon - det var skidepinligt.

Hvis stemmen i telefonen svarede det forkerte, ville han være venneløs i mange, mange år endnu - igen...

Han kunne være en falsk ven.

Det var de fleste andre - pånær ham, der gjorde sin pligt og sagde sandheden, da man ikke kunne bebrejde ham hans mangel på tro.

Han tastede langsomt københavnernummeret.

Bip-biip-biiip - eksisterer ikke!

Taber....

De andre ville sikkert gerne have nye venner - men jo kun, hvis han duede.

Og det havde han altid gjort, officielt, men et andet sted...

...et andet menneske.

Han tastede igen det lange nummer...

-Her er de megagrønnes automatiske telefonsvarer! Kontoret er lukket på grund af valg. Vi takker for din interesse og ber dig ringe igen, når vi....

...stemmen fadede langsomt - eller også var det bare den velkendte susen, der fortalte, at hans blod trak væk fra hovedet...

...ned i benene, hvor det ikke havde noget at gøre...



...

På tur som Øb og Bøv Øbberbøv


D. satte sig magelig tilrette i sine 75 kvadratmeter betonslumslejlighed, og begyndte i tankerne at lade dagens oplevelser fra turene med bybussen live op til nærmere overvejelse.

Den glatragede forbrydertype først, havde bare maset sig forbi såvel klippeautomat som buschauffør og medrejsende. Han havde skulet til alle sider, og havde virkelig opnået at kunne sætte sig i fred på en af de meget sjældent frie pladser.

Da han gjorde mine til at rejse sig, havde han kun nået at rette sine knæ halvvejs ud, før et par ældre damer med store, brune plastiktasker havde kastet sig sidelæns ind på sædet, under påberåbelse af deres gamle, nedslidte og værkbrudne folkepensionistkroppe. "Vi har opbygget denne velstand!!"

De havde også med held kunnet hævde deres territorierettigheder.

D. gjorde status: Han kunne ikke påberåbe sig, at han var en af dem, der havde "bygget Danmark". Han vidste af erfaring, at han nærmest lignede en fra "voksenhjælpeklassen", når han barberede sit hår af.
Og nej, han troede heller ikke på hverken franske, spanske eller græske sprogkurser hos venlige damer.

Ikke som Bøv og Øb.

Han kunne begynde at gå i kilt, men ville alligevel aldrig kunne vise ben som en ung, ikke-emanciperet dame, så det kunne være det samme.

Han hadede uniformer.

Han hadede legitimationer, politiskilte, lægeskilte, forbuds-,påbuds- og anvisningstavler.

Han ville satse på, at han kunne opnå en synergetisk effekt, hvis han rodede de mest effektive adfærdsformer sammen til et eller andet, som han selv havde lavet.

Han talte sine sidste penge op og drog ud på en fornyet oplevelsestur med de lokale, gule busser og hvad dertil hørte...




...

De eneste to fejl.

.

Wien er en drømmeby.

Den har kun to fejl, som desværre ikke lader sig reparere: juli og august.

Det er en sommerby, bygget som et overlevelsescentrum på Antarktis.

Og er derfor helt igennem uudholdelig til midsommertid.

I denne by mødes mennesker fra stort set hele verden. Og især schweizerne har taget den til sig som deres egen.

Jeg anede ikke engang, at der er så mange schweizere i Schweiz, som jeg har lært at kende i Wien.

Allesammen i glædelige sammenhæng -

"Wien er byen, hvor man får sig nye venner, mens man venter på sporvognen" - står der på bænkene overalt ved sporene.

For det meste sponseret af et større pengeinstitut.

Mit venskab med schweizerne er måske netop så stabilt, fordi aktiekurserne på de af bankerne udbudte guldkalve er faldet dramatisk i værdi, siden bænkene blev stillet op.

Så vi har kunnet lægge hovedvægten på de menneskelige formuer.

Så selv om den reklamerende bank sponserer et eller andet, behøver man ikke at tage det så højtideligt - men kan nøjes med at snakke om Gud, Verden, Døden, Livet, Intetheden...

...og om Schweiz, landet hvor halvdelen af alle byggegrunde står lodret, og hvor min bedste ven boede indtil for godt 20 år siden...

Han havde kun få kilometer på arbejde, derfra hvor han boede, men, og det er ikke en vits, han kravlede op og ned af meget stejle klippesider, så det alligevel tog en rum tid, at komme frem og tilbage - eller måske snarere: ned og op...

Når venner nu bliver halvgamle, som schweizeren og jeg, begynder humoren at blive en smule stiv, men til gengæld forbliver den stabil og velvillig.

Jeg mener, jeg har talt med hundredevis af mennesker, siden jeg kom til "drømmebyen", men det typiske "bænkevenskab" varer normalt kun, til man har vendt ryggen til hinanden første gang.

Så har begge "de to nye venner" totalt glemt, at den anden eksisterer.

Anderledes med min schweizer - vi kan jo kalde ham "Marcel", for det hedder han.

Da vi første gang mødte hinanden, var det netop i begyndelsen af august.

Jeg så ud, som jeg plejer på den tid af året, og Marcel grinte til mig: "Jeg vidste slet ikke, at det regnede udenfor..."

Og jeg svarede med finesse: "Det regner skam ikke derude, jeg svømmede bare hertil gennem kloakken for at sikre min naturlige, sprutrøde teint mod solbrændthed".

Så grinte vi begge to - for vi har nemlig også begge set "Den tredie Mand" med OrsonWelles og det hele, så vi ved godt begge to, at man ikke kan svømme i de wienske kloakker...

...eller hvordan det nu er...

Vi gik det følgende år med til Kristi Legemsfest, som egentligt ikke vedrører os en pind, men som er en derart ekscentrisk oplevelse, når man kommer ude fra...

...og vi kom meget udefra.

Jeg mener, når en schweizer taler sit hjemlands dialekt, er det ikke muligt at få noget ud af det for udenforstående, der vil forsøge sig med en lytter.

Lige som når jeg taler dansk til vores børn...

Eftersom det schweiziske er uforståeligt, har jeg tit lyttet med - og, hvor mærkeligt det end forekommer, er det faktisk fra tid til anden et meget smukt tungemål ... netop "tungemål"...

Hvilket gav anledning til vores anden venskabsbevarende vits - den om "Canton-kinesisk".

Canton-kinesisk er jo i virkeligheden et respekteret sprog sammen med "mandarin" og en masse andre særheder på billeder fra fjernøsten.

Men min ven troede, jeg gjorde grin med hans sprog - og at det var hans "Kanton-kinesiske" , jeg havde kommenteret.

Til alt held skriver vi sjældent til hinanden, så lige siden dengang, for otte år siden til Kristi Legemsfest i Wien, har han udbredt sig om min fantastiske humoristiske sans, der gav sig udslag i min sammenligning af "kanton-tysk" med det uforståelige, derovre fra Asien...

Nu foregår Legemsfesten ikke i juli og august, men det er alligevel utroligt, så meget tøj, hele den katolske kirke møder op med. Og de slæber såvel sig selv som diverse statuer og "Monstranser".

Det sidste er en guldplade, som reflekterer det guddommelige sollys ned på de mennesker, der kigger på...

Netop på sådan en tung dag, kunne jeg godt undvære det krasse sollys, der iøvrigt her i byen - sikkert fordi Wien ligger ret højt (bunden af Donau ud for Wien ligger 70 meter over Danmarks højeste punkt) - kan ødelægge selv et hår som mit.

Men sollyset fra monstransen traf mig lige i mit kogrøde ansigt og blev næsten reflekteret 1:1 af min våde ansigtshud...

...det betragter man som et guddommeligt tegn på nåde, når man træffes af genskinnet fra sådan en...

...og det passer vel, men lige da det skete, var jeg mest interesseret i, hvordan Wiens ærkebiskop, kardinal Schönborn, klarede slæbet gennem byen...

...der var ikke den mindste anstrengelse at spore i hans ansigt, der stak mat og klart frem under bispehuen...

Manden er over 60, men til syneladende med en fysik, der siger sparto til min...

...lige som Marcels - eller også har de der katolikker virkeligt et eller andet i huen, der sikrer dem mod overlast fra vejret - uanset årstid.

Det tror jeg godt nok...

..og iøvrigt afholdes Kristi Legemsfest - i hvert fald siden afslutningen af 2. Verdenskrig - som en fest for det daglige brød...

Og det er jo ikke det ringeste at gå i optog for at gøre opmærksom på, at der er mennesker, som ikke får nok at spise - selv i vores egne baggårde...

...og selv om jeg, hvis jeg havde forsøgt at spise brød den dag, villle have sjasket det hele til, før jeg kunne nå at få det i munden. Havde forvandlet det...

...til øllebrød, så var det en god sag og jeg benyttede bare dagen til at faste i stedet for, hvilket gjorde ret godt...

...for det var trods alt ikke juli eller august endnu.

Men det er det nu....




...

Hey! Ma-de-moisel, Ma-de-moisel, parle vu hamma hamma....?

.



Hans ansigtskulør havde et kraftigt, gulligt skær i lyset fra computerens pauseskærm.

Han rykkede sig uroligt et par gange frem og tilbage på sin kontorstol, der straks brød ud i høje klagende, knirkelyde.

-Åh for fanden! Nu har jeg garanteret vækket hende!

Han skævede forsigtigt over til den ægteskabelige dobbeltseng, hvor hans kone trygt sov videre.

Hen over hans hvisken.

Han var ensom, og ville gerne have selskab.

Men for sin egen skyld.

Han lod sine skuldre synke smertefuldt og lungerne sukkede helt af sig selv.

Han gik på "nettet"...

...lad os nu se...

...død, kvæstelser, voldtægt, sex, sex, bare damer, bare mænd, en kongelig gravhund, gardere, gardere, mandestripper i politiuniform - nej, han var sgu' ægte nok...

...lemmer, lemmer i SOS-takt: 3 korte, 3 lange, 3 korte....

....eller hvordan det nu var...

-Save My Soul! "SMS", moderne og halvsjofelt i 1909.

Det ville række, hvis han havde sendt signaler fra sin synkende skude...

...mænd, mænd, mænd...

-Hvad siger man om mænd, der har store hænder og fødder? Han hviskede ordene, og smilte kunstigt til...

-At de er de fødte klovne!...

Okay, når det ikke var oplagt, at han havde kommet med sin kvikke bemærkning i et selskab, som netop diskuterede de to køns forskellige opfattelser af "godt og rigtigt."

Han kiggede ned på sine størrelse 43-fodform. Fodform, fordi det fik hans prinsessefødder til at virke større og mere mandige...

...vel egentlig ikke. Men det havde han da troet, da han købte dem...

-Jeg må skrive noget! opfordrede han sig selv og åbnede for "works", som han var stolt af, selv om andre drillede ham med deres dyre ditto...

Han kiggede, kiggede og kiggede, først på skærmen, så hen over, så op i loftet og hen på sin sovende kone...

-Det kan jeg sgu' heller ikke finde ud af...

Han tog sig til brystet, fordi hans hjerte gjorde ondt.

Nej, ikke ondt, det kildede.

Ikke engang hans hjerte tog ham alvorligt længere.

Han kunne selvfølgelig give sig til at drikke, så folk ville ynke ham på grund af det, han gjorde og ikke som nu på grund af det han var...

Han fik hovedpine, åbnede den øverste knap i sine bukser og sukkede dybt endnu engang.
Han hoppede et par gange på kontorstolen, så hans kone vendte sig uroligt...

...hendes søvn var ikke så dyb længere...

...han håbede, han snart kunne vække hende på sin underfundige facon og få lidt selskab i sine søvnløse nætter og sine latterlige dage...

Det hele føltes som evigheden selv...

...og selv hans fødder fulgte med...


...



...

søndag den 13. februar 2011

Herr Seyfried og den græske prinsesse..

.



Hver eneste gang hun drejede hovedet, ja næsten hver eneste gang hendes rolige pasgænger flyttede et mulehår, klirrede hun lige så meget som alle de efterfølgende mænd og deres ringbrynjer.

Og hvorfor drejede hun hele tiden sit hoved?

Sådan noget skal kvinder slet ikke gøre. Selv Herr Seyfried kunne ikke helt sige sig fri for at være forarget over sin nye kone.

Fra Byzans, som han altid kaldte hendes hjemby, når han var sur. Så blev hun nemlig også sur, fordi alle de der græske romere og deres kejsere med flere hadede det navn, der af ondsindede historieskrivere var hentet fra det lille, stinkende fiskerleje, som havde ligget for mere end 800 år siden, der hvor Konstantinopel lå i dag.

Og "Topkapi", det kejserlige palads, hvor hun var født, var aldeles ikke en lokal udgave af Roms dyregårde.

Men selv Herr Seyfried syntes, det lød morsomt.

- Altså, min, du! Jeg har tilmed sat præsten i fængsel for at kunne bygge et lille rige til dig, hvor du kan føle dig hjemme.

Hun klirrede et par gange frem og tilbage, op og ned, da Herr Seyfried pegede næsten lodret opad. Op til nogle gevaldige bygninger i marmor, dekoreret med serpentine.

-Jeg skal ikke derop! nærmest skreg hun.

Og, indrømmet, de tre store sving, der udgjorde vejen op til "paladset", var umulige...

...simpelt hen umulige.

Hvis ikke lige Herr Seyfried havde rekvireret hjælp fra den nærliggende fæstning i Saxendorph, hvor han havde betalt selveste Walther von der Vogelweide for at komme tilstede og fremføre, med sang og musik, sin særlige velkomst til den fremmede "prinsesse".

Den fremmede "grevinde" strengt taget, men det var der ingen, der havde turdet sige højt endnu.

Walther, der, på grund af sine evindelige forsøg på at få andres hustruer med i seng, havde søgt tilflugt i fæstnigen Saxendorph, fordi selv den mest forhadte og fredløse kunne være i fred, hvis han var parat til at risikere sit liv i den konstante krig mod bøhmerne og deres såkaldte "konger".

Han var altså en modig og livskraftig mand, og da han først dansede ubesværet ned til selskabet med Herr Seyfried og hustru, og derefter, uden at standse sit lutspil, dansede op igen, lod prinsessen sig formilde til at forsøge en opstigning til sit nye hus.

Da de red ind gennem portbuen, satte et grandiost og ubehersket klokkespil igang og fik det hele til at virke hjemligt for alle.

Klokkerne for de mænd, Herr Seyfried havde haft med på korstog.

Hjemligt for grækerne, fordi de jo alle, som børn, havde leget i Konstantinopels klokketårne - som en slags manddomsprøve - og derfor, meget tæt på kæmpeklokkerne, havde oplevet lignende ulidelig støj og rabalder.

De bænkede sig langt om længe og gik over til at fortære de hjemlige spiser, som de havde måttet undvære i årevis.

På den ene side var den græske prinsesse lykkelig over at sidde til bords som alle andre - og ikke i et kvindehus som i sit hjemland - på den anden side kunne hun ikke mobilisere den mindste lyst til at spise hverken fyldte egern eller komave med urter.

Og vinen smagte som den sepiablæk, skriverne ved hendes fars hof brugte, og som hun en enkelt gang havde drukket, bare for at forstå, hvordan et så skrækkeligt dyr som en blæksprutte måtte føle sig.

Så hun nøjedes med at iagttage mændene, der blev støt mere modige og larmende, indtil de, en efter en, faldt i en dyb søvn, og hun kunne gå udenfor på svalegangen og nyde synet af sit nye rige.

-Dette her var altså bryllup på den indfødte måde - som hendes far, dennegang helt uden politiske bagtanker, havde sendt hende afsted til.

Hendes far havde elsket hende så højt, at han havde givet tilladelse til at hun giftede sig med en modig og rig mand fra et fjernt land, fordi hun ellers, hvis hun var blevet ved hoffet, ville have endt sine dage i et kloster, ellers med at få sine øjne brændt ud, hvis hendes far en eller anden dag blev styrtet som kejser.

Hendes far var en god mand.

Og selv Herr Seyfried havde virkeligt gjort sit bedste for at indrette et lille "grækerrige" på sine klamme og kolde alpetoppe.

...

Landsbyen "Kriegenreith" ligger stadigvæk i Waldvirtel, lige i nærheden af den by, Freischling, hvor vi boede nogle år.
Den har vitterligt heddet "Griechenreich", og baggrunden for det var Herr Seyfrieds kærlighed til sin græske prinsesse.

...



...