Det var en stor, tung vogn, som hans håndled hele tiden havde fortalt ham, lige fra den dag han købte den.
Alligevel var det en fed fornemmelse at brumme afsted ud til et naturskønt beliggende fængsel sammen med en anden uniformeret mand, som også havde en stor fremtid bag sig.
Og så kom "alpeuvejret" ud af ingenting.
Præcis som han altid var blevet advaret imod det.
Han havde snakket hyggeligt med sin passager, da det pludseligt sagde "sjask" mod forruden, og udsynet blev spærret af et tykt lag halvsmeltede haglkorn, som ikke engang de massive og store vinduesviskere kunne udrette noget som helst imod.
Han satte symbolsk viskerne på dobbelt hastighed og forsøgte at komme i tanke om, hvad han havde set på og ved vejen, lige før det blev umuligt.
Han bremsede blødt, som han havde lært, men alligevel for hårdt på grund af den begyndende panik.
Manden i passagersædet, der var født og opvokset i Østrig, begyndte højlydt at bekende sine synder og bede Gud om at tage godt imod både sig selv - og bilens fører, samt alle andre, som måtte komme til skade nu.
Bilen skred lidt ud med sin alt for bevægelige bagende.
-Der var noget med en bro, og nogle huse, en grøft, nej to grøfter. Der var en bil langt foran, måske nogle bagved.
En lastbil bagved.
En ungarsk lastbil. Det værste mareridt for en forsigtig søndagsbilist.
Han trykkede igen svagt på bremsen, men slap straks, da han fik et brøl fra et kompressorhorn bagfra.
Bilen rettede sig for hurtigt op og skred derfor til den anden side.
Han korrigerede med rattet.
Uden held.
Bilen var næsten kommet ud af kontrol og skred sidelæns over mod - hvad?
-De måtte have kurs mod vejens venstre side. Gudskelov var de kommet over broen. Men han kunne ikke huske, hvordan der så ud - der hvor de var på vej hen.
Forhjulene knasede ind i et tilgruset område.
-Det måtte være tæt på rabatten.
Han trak vejret dybt, med et gisp, fordi selv hans åndedræt ikke vidste, hvad det ville.
Pludseligt krængede bilen voldsomt mod højre og drejede derefter helt rundt, så de skred baglæns ned ad en skråning...
...som endte i hvad?
Det gav et kæmperabalder, da baghjulene uden varsel ramte noget asfalt og begyndte at skrige under den fortsatte, men stadigt langsommere rutschetur.
Den tunge motor vendte bilen med fronten i kørselsretningen - og han jokkede på bremsen, som han ellers aldrig havde gjort det.
Nu ville han have en afgørelse på sin skæbne.
Bilen rystede svagt nogle få gange, og motoren satte ud med en opgivende hvislelyd.
Forsigtigt åbnede han sin dør, mens han for sit indre blik genkaldte sig alle de amerikanske film, hvor man overlever en trafikulykke, blot for så at blive ramt af en anden skæbne umiddelbart efter
- i et øjebliks lettet tankeløshed.
Der var fast grund og villahaver så langt øjet rakte.
En ældre mand kom hurtigt gående hen imod dem.
-Hvad er det? spurgte manden.
De to ved bilen var lidt desorienterede.
De syntes ikke, de ligefrem fortjente en skideballe for det, der var sket.
At de havde reddet liv og lemmer uden at skade andre.
Eller havde de?
-Findes det der virkelig? han pegede på "Heilsarmee"-mærket, der fyldte hele bilens køler.
-Hvad? spurgte føreren tilbage.
-Jeg har kun hørt:
-Wo geht's hier zur Heilsarmee!...
...som folk siger, når de er skidefulde, men "Heilsarmee" findes altså i virkeligheden. Det må jeg hjem og fortælle min kone!
Hvorefter han forsvandt igen, efterladende en ramponeret bil og et par chokerede mennesker, i live, men ellers midt i ingenting, eller rettere, noget der for en bil var midt i ingenting.
En gangsti i et roligt villekvarter, en forstad til den soveby, hvor man i sin tid havde anbragt et fængsel for svage, men farlige mennesker.
...
