-Og så skal vi have en masse børn. Og øve en hel masse først!
De sad på hver sin side at et gammelt spisebord, hvis lak hang i flager og laser. Hun så lys, så lys i sin grå joggingdragt.
Han så hvid, så hvid i sin kontorskjorte med slips og så videre.
Oppefra lyste en enkelt pære i sin bøjede ledning og med bakelitfatning sin velsignelse ud over parret.
-Lad os få tyve af dem! Sagde han hen mod det nussede vinduesglas lige bag hende.
-Og så skal vi have et nyt hus med græsplæne, blomster og legeplads...
Hun lagde sit hoved bagover og smilede.
Hvidt.
-Ja, lad os få tyve af dem! Noterede han til bordpladen.
-Og du kan lære min familie rigtigt at kende, når de hjælper os med det grønne. De elsker landet!
-Lad os få tyve af dem.
Hun begyndte at kradse i noget forvildet lak. Med sine lyse negle. Forvirret.
-Og du skal have den bil, du drømmer om. Så skal jeg nok nøjes med familiens minibus.
-Ja, ...
Inden han nåede at fortsætte, blev han afbrudt af de rituelle snøft, der hver gang fik deres ”drømmeparforhold” til at drømme videre.
-Vil du have en elskerinde, eller hvad?
-Ja, lad mig få tyve af dem!
-Røv..
...-med fremtid!
Venstre, højre, venstre...venstre...venstre...
...
