...så var aftenen kommet.
"Augustin", avisen for de uheldige, kunne fejre sit 13-års jubilæum, med alt hvad dertil hører af berømte gæster, kendte gæster, sjove gæster - og velkomne gæster.
Og det hele blev betalt af "Augustins forlag" - "UHUDLA", det eneste stykke kommunisme, der nogensinde havde givet overskud i Østrig.
Troede han.
Han glædede sig til at være noget "særligt", mens han gik ad snoede bagveje om til den "lille", men pyntede festsal, som lå økonomisk korrekt, lige bag en af de "store", prangende festsale med indgang fra den kendte boulevard med parkeringspladser, busser og sporvogne...
Han blev ret irriteret, da han opdagede, at indgangen til den "lille" festsal faktisk befandt sig på en smal stikvej til den "store" sals nødudgang.
Selv om der kun var en enkelt lille dobbeltdør i hele murfladen, var han lidt i tvivl om, hvor han skulle gå hen.
Han var jo heller ikke en del af "miljøet", og man måtte vel tilgive ham, at han bare vadede på.
Han holdt sin invitation foran sig, så man i hvert fald vidste, at han havde ret til at komme.
En temmeligt svær, ung dame med krasrødt hår gik ham i møde med udbredte arme og hovedet på skrå:
-De er velkommen! Skal jeg tage Deres frakke?
Hun kurrede nærmest på et blidt, neutralt tysk - det "Kloge-Ågerne" brugte på TV, når de hjalp alle andre til et godt liv.
-Min invitation! han rakte det lille papstykke frem imod hende, som ville han forhindre, at hun øjeblikkeligt blev alt for nærgående og hyggelig.
-Pjat med Dem! Alle, der kommer her, er velkomne! Vi mennesker er jo så forskellige! Mangfoldige!...
-Jeg fryser røven af! snøftede han til hende, før hun kunne fortsætte sin talestrøm.
Hun lagde hovedet på skrå og smilede forstående til ham, da han gik forbi hende og ind til garderoben, hvor han ikke - ikke - hængte sin frakke, men blot børstede den smeltede sne af ærmerne og derefter fortsatte ind i salen, hvor den rødhårede fra før stod og ventede på ham.
-Hvordan fanden...!
Hun lagde igen hovedet på skrå og nikkede smilende hen mod salens sikkerhedsudgang, som, fordi låsetøjet var i stykker, og der "sowieso" aldrig var noget at stjæle her, kunne åbnes udefra - selv med lange, lakerede negle som hende, den ders...
-Her er Deres to ølboner, De kan også få et par glas vin på dem, så skal De bare huske at sige det til barpersonalet!
Hun rakte ham to stykker kvadreret skolepapir, som med sirlig tøsehåndskrift oplyste, at "Indehaveren..." og så videre.
- Jeg drikker ikke! sagde han og kiggede skråt og længe på hende.
-Tag De nu bare Deres boner - og hvis De er mere tørstig, kan De sagtens få noget mere. Vi skal jo have en hyggelig aften!
"Vi?" tænkte han, uden at svare.
"Vi!"
-Skal jeg ikke tage Deres frakke alligevel? Det er da ikke behageligt at sidde med den på hele aftenen! Når der kommer andre, og det bliver varmt!
Han skubbede sig sideværts ned på en bænk, som stod ved et bord med kiks og mineralvand, lænede sig med ryggen op ad den kalkede væg og gav sig til at studere det program, han havde fået sammen med invitationen.
-Vil De ikke hellere have æblesaft eller kaffe? Det må De godt få, indtil De drukner i mængden og bare kan hente Deres øller uden at nogen opdager det!
Hans åndedræt blev tungere og tungere. Ansigtskuløren fik en ret usund, rødlig tone.
Og pludseligt var hun væk.
Der var Gudskelov kommet andre til, så han kunne få en smule fred.
Han så, og glædede sig over afstanden til hende, hvordan hun gelejdede folk på plads.
Støttede dem!
Løftede dem!
Forklarede dem!
Og smilte dem!
Der var intet "Rygning forbudt"-skilt, så han rakte ned i lommen efter en af sine dyre, udenlandske cigaretter.
Knipsede ild i den med sin forgyldte lighter og tog et dybt drag...
Den rødhårede dukkede ud af tobaksskyen med hovedet på skrå og et sødt smil.
-Nej, hvor er den flot, den lighter!
-Er de der cigaretter gode?
Han begyndte at hoste - og dennegang var det ikke med vilje.
Han troede virkeligt, hans sidste time var kommet, fordi han var kommet til at tage et kæmpehiv ved det blotte syn af den der røde Haltefanden.
Nå ja, hun haltede måske ikke...
...ikke endnu. Men bare vent!
Lovede han sig selv.
Han strøede demonstrativt asken fra cigaretten ud over gulvet, hvilket fik den rødhårede til at forsvinde, for dog blot at dukke op igen med et stort askebæger, få splittede sekunder senere ...
-Det er da ikke rart at sidde og jokke i sådan noget til en fest, vel? nikkede hun formanende til ham og stillede askebægeret på bordet.
-Vil De ikke have noget at spise? Jeg skal nok hente det til Dem?
Han holdt ikke af at spise sammen med andre, og da slet ikke med hende...
-Nej! svarede han med et dybt suk.
Hun rakte askebægeret hen under den sidste glødende stump af hans cigaret.
-Kommer Du fra den katolske kirke!
-Nej! svarede hun lidt tøvende.
-Fandens osse. Ellers kunne du jo fise hjem og forføre din præst!
Hun lagde smilende hovedet på skrå, men mistede alligevel overblikket i så lang tid, at han kunne nå at tvære sin cigaretstump ud over gulvet med sin fugtige skosål.
-Hvor er De altså uartig! smilede hun bredere og fes afsted efter kost og fejebakke...
...men det opdagede han aldrig, for han gik, hurtigt og med ansigtet skjult i sin frakkekrave, ud og væk fra den der forbandede "gode ide"...
...og derfor fik han heller aldrig at vide, hvorfor servitricen havde været så venlig og hjælpsom.
Da ejeren af "Augustin" takkede alle de medvirkende, udstrakte han en særlig anerkendelse til de otte kvindelige socialarbejdere, som, i forbindelse med en videreuddannelse i "social management", havde været så søde og venlige at klare alt det praktiske med køb, tilberedning og servering for de mange gæster.
De havde klaret alt det, som gæsterne aldrig havde kunnet finde ud af i deres liv - alt det som havde manglet og havde ført dem ud i elendigheden...
...det sagde han virkeligt, den gode kommunist...
...og så var det hele iøvrigt betalt af kommunen, grinte han, den der smarte kommunist...
...
