Da den røde bus standsede og åbnede døren ude midt i det ingenting, snestormen havde skabt, gik de passagerer, der overhovedet bemærkede det, ud fra, at chaufføren havde brug for en smule frisk luft.
Måske for ikke at falde i søvn, lige som alle andre i det tilfældigt sammenkomne selskab var på nippet til.
En midaldrende mand steg ind og begyndte med store fagter og tydelige mundbevægelser, dels at bede om en "ENKELTBILLET", dels at finde sine danske "HUNDREDEKRONER" frem
Han stod i midtergangen og sjaskede snesjap ud over bussen, chaufføren - og snart efter også over de forreste passagerer.
Til sidst, samtidig med at han puttede byttepenge og billet i sin frakkelomme, rystede han tilmed sit hår til alle sider, hvilket fik chaufføren til at sætte bussen i gang med en pludselig og grov koblingsbevægelse.
Alle havde travlt med at sløve eller sove - så de ikke skilte sig ud fra mængden. Alligevel fik han øje på en yngre dame, kontortype, som forsøgte at brede sig selv ud over sine to siddepladser, bagerst i højre side af bussen - set forfra.
Damen var ikke så heldig, at hun havde en større taske eller bagage med, så hun kunne ikke lade, som om der under ingen omstændigheder var plads til ham der - snegæsten, snotgæsten....
Han satte kursen direkte ned imod hende og smed sig sidelæns ned på sædet, så hun forskrækket rykkede helt op mod bussens side - måske snarere et forsøg på at redde sig op ad bussens side og lande i sikkerhed, helt oppe i bagagenettet.
Manden gravede meget omstændeligt sit ansigt frem fra de våse tjavser, der kunne have siddet på en aldrende rockmusiker, men næppe gjorde det.
-Må jeg sætte mig her? Tusind tak! Kører De tit her? han lænede sig tilbage i sit sæde, så hans beskidte og nassede trench-coat røg ud over damens pæne vinterfrakke...
---
Der er intet i verden, der er så smukt, som det spontane. At tage med bussen her midt i ingenting mellem Roskilde og Hedehusene.
Og så en aften med snestorm og buldrende mørke.
Jeg burde vel have gået hele vejen, men så ung er jeg jo heller ikke. Og så fattig heller ikke - ikke.
Og når man nu har muligheden for at møde nye mennesker...
I gamle dage ville jeg bare have fræset afsted i min bil - hvis jeg havde været åndssvag nok til at køre i sådan et vejr.
Glatvej og så mig - ikke lige sagen.
Jeg var fast overbevist om, at det grønne lort, der altid stod i vejen for køleren på min bil - kaldet "naturværdier" - skulle holdes nede, så vi andre ikke kom til skade.
Det samme med vejret.
Jeg elsker lugten af bus.
Og dengang til skole, var det en fed tur i lugten af diesel og støvet fra de plyssede, røde sæder - med snakkesalighed, vitser og alt det...
Det er næsten som dengang. Alle kigger på mig lige nu.
De kiggede ikke ud af vinduet for at se mig, men nu, hvor jeg lige har "taget billetten" - hm - er alle interesserede og imødekommende.
Det er jo nok et sluttet selskab af mennesker, som hver eneste aften kører her.
Mellem Hedehusene og Roskilde - mest Roskilde.
-Må jeg sætte mig her? Tusind tak!
Damen flytter sig tilmed så langt ind, som hun overhovedet kan.
-Kører De tit her? - Man skal jo være høflig og interesseret.
-Ja! hun ser direkte på mig, uden at se mig i øjnene.
-Genert, ikke?
Hun kigger smilende rundt på alle de andre passagerer, så stolt er hun over mit selskab...
...
