Nyere, solid, dansk forstadsvelstand. Skalmure af gule sten, tag af sort skiferimitat, belånt, belånt og belånt, men stadigvæk en god investering til den usandsynlige alderdom.
Med møblerbar gang, soveværelse med akustisk tilgang til alle naboer og et køkken, som kunne oprustes til noget imponerende.
-hvad fanden laver jeg egentlig her? spurgte han sig, da han gik det sidste stykke, hjem fra sit månedlige damebesøg.
-hvad fanden laver du egentlig her? han fornemmede stemmen, mere end hørte den.
-hvad! han drejede sig med et spjæt.
Hvorfor blev han nu bange, som om han ikke vidste, at han havde fulgt i hælene på ham, lige siden damen begyndte at gøre vrøvl.
-hvornår kan du være hjemme, hvis du går nu!
-lige så hurtigt som dig! lad være med at glo. du kender mig! Han følte en vis beroligelse inden i, da han sagde det, med varm og forstående stemme.
Men frøs til is, da han opdagede, at han ikke kunne ryste det af sig. Hans bevægelser blev stive og hans slag bagud kom langsomt og dumt.
-hvorfor slår du! det kommer til at gøre mere ondt på dig end på mig. hvordan har du det, derhjemme?
- jeg ville da gerne invitere dig med indenfor, men mine børn er ikke hjemme, så det roder allevegne!
De havde lige mødt hinanden. Nede hos en eller anden dame. Han stod der, ud af ingenting, og kiggede genkendende på ham.
Igen et af de røvhuller, som altid skal prale med deres dyre ejerlejligheder og alt det krims krams, de har stoppet dem ud med.
Har jeg sagt noget forkert, tænkte han, mens han vendte ryggen til sin uvelkomne ledsager og forsøgte at fumle sine nøgler frem.
-nej du har ikke! men du er træls. det er du altid.
Hvor vidste han det fra?
-men jeg bor altså her, og du skal ikke med ind!
-nå, og hvordan vil du så slippe for det!
Han gjorde en hurtig bevægelse ved døren og forsøgte at svinge sig indenfor.
-klovn! det kan du ikke engang finde ud af! hvordan bar du dig ad med at få børn. skred du i svinget eller hvad!
-det var min kones ide. og nu har vi det hele. vi to og dem!
-så kan du vel også dele med andre!
-et halvt skibglas til hver af os! Han prøvede at smile arrogant, men den anden så det straks. Så skrækken.
-skibsglas! nej - bare giv mig flasken.
-hvorfor det!
-fordi vi kender hinanden. og venner deler vel!
Han turde ikke vrænge på "venner", men den anden vidste det og gav ham sved på panden.
-lad os så gå ind! Det undrede ham, at den anden lige pludseligt begyndte at tapsvede fra panden. Men han havde vel fortjent sin skræk, når han led under den.
-sådan er det, når man røver sine venner!
Døren smækkede, og han stod inde på den anden side med hamrende hjerte og hivende lunger, mens han forsøgte at blive fri .
Jeg stiller mig bare her udenfor, så bliver han så bange, at han til sidst slår sig selv i gulvet.
Han står uden for! sagde han til sig selv.
-hvad vil du!
-have noget af dit. det har jeg jo alligevel. hvis du ikke deler, bliver du bange og ringer til lægen, ik?
-jeg ringer til lægen lige nu. han må gøre noget.
-jeg vil ikke dele med dig! jeg ved ikke hvem du er. hvorfor var du hos min dame, så hun blev sur...
-hun blev sur på dig, ikke på mig. jeg opfører mig nemlig altid ordentligt. i modsætning til...
-mig! jeg er en gris.
Hvorfor skulle jeg dele med ham. Hvis jeg er en gris - som mor altid sagde.
-kan du huske, hvad mor altid sagde?
Han holdt det ikke ud et sekund længere.
-Lægevagten?
Han forsøgte at sige noget, men kunne kun komme med lyde. Hans hals var indtørret og læberne klæbede sammen, så han næsten hørte smerten.
-Lægevagten? Vil De noget - eller hvad!
Der var lige ved at slippe en sjofel ed ud af munden på ham, da han hørte braget fra døren, som blev åbnet brutalt.
-åbnet?
- jeg slutter mig til dig nu! Han så den sammenkrummede skikkelse i lænestolen ved telefonen.
Skikkelsen rettede sig, blev nærmest pumpet op, da han sluttede sig ind og rømmede sig.
-Ingenting! brummede han, krast og larmende.
-Ingenting, før du får fri dame!
Og så grinte de, grinte ad det hele.
Ad skrækken, når de var sammen mod alle.
Ad pænheden, hulrummene, skjul for mennesker uden indhold...
og følelser uden betydning.
...
