Wien er en drømmeby.
Den har kun to fejl, som desværre ikke lader sig reparere: juli og august.
Det er en sommerby, bygget som et overlevelsescentrum på Antarktis.
Og er derfor helt igennem uudholdelig til midsommertid.
I denne by mødes mennesker fra stort set hele verden. Og især schweizerne har taget den til sig som deres egen.
Jeg anede ikke engang, at der er så mange schweizere i Schweiz, som jeg har lært at kende i Wien.
Allesammen i glædelige sammenhæng -
"Wien er byen, hvor man får sig nye venner, mens man venter på sporvognen" - står der på bænkene overalt ved sporene.
For det meste sponseret af et større pengeinstitut.
Mit venskab med schweizerne er måske netop så stabilt, fordi aktiekurserne på de af bankerne udbudte guldkalve er faldet dramatisk i værdi, siden bænkene blev stillet op.
Så vi har kunnet lægge hovedvægten på de menneskelige formuer.
Så selv om den reklamerende bank sponserer et eller andet, behøver man ikke at tage det så højtideligt - men kan nøjes med at snakke om Gud, Verden, Døden, Livet, Intetheden...
...og om Schweiz, landet hvor halvdelen af alle byggegrunde står lodret, og hvor min bedste ven boede indtil for godt 20 år siden...
Han havde kun få kilometer på arbejde, derfra hvor han boede, men, og det er ikke en vits, han kravlede op og ned af meget stejle klippesider, så det alligevel tog en rum tid, at komme frem og tilbage - eller måske snarere: ned og op...
Når venner nu bliver halvgamle, som schweizeren og jeg, begynder humoren at blive en smule stiv, men til gengæld forbliver den stabil og velvillig.
Jeg mener, jeg har talt med hundredevis af mennesker, siden jeg kom til "drømmebyen", men det typiske "bænkevenskab" varer normalt kun, til man har vendt ryggen til hinanden første gang.
Så har begge "de to nye venner" totalt glemt, at den anden eksisterer.
Anderledes med min schweizer - vi kan jo kalde ham "Marcel", for det hedder han.
Da vi første gang mødte hinanden, var det netop i begyndelsen af august.
Jeg så ud, som jeg plejer på den tid af året, og Marcel grinte til mig: "Jeg vidste slet ikke, at det regnede udenfor..."
Og jeg svarede med finesse: "Det regner skam ikke derude, jeg svømmede bare hertil gennem kloakken for at sikre min naturlige, sprutrøde teint mod solbrændthed".
Så grinte vi begge to - for vi har nemlig også begge set "Den tredie Mand" med OrsonWelles og det hele, så vi ved godt begge to, at man ikke kan svømme i de wienske kloakker...
...eller hvordan det nu er...
Vi gik det følgende år med til Kristi Legemsfest, som egentligt ikke vedrører os en pind, men som er en derart ekscentrisk oplevelse, når man kommer ude fra...
...og vi kom meget udefra.
Jeg mener, når en schweizer taler sit hjemlands dialekt, er det ikke muligt at få noget ud af det for udenforstående, der vil forsøge sig med en lytter.
Lige som når jeg taler dansk til vores børn...
Eftersom det schweiziske er uforståeligt, har jeg tit lyttet med - og, hvor mærkeligt det end forekommer, er det faktisk fra tid til anden et meget smukt tungemål ... netop "tungemål"...
Hvilket gav anledning til vores anden venskabsbevarende vits - den om "Canton-kinesisk".
Canton-kinesisk er jo i virkeligheden et respekteret sprog sammen med "mandarin" og en masse andre særheder på billeder fra fjernøsten.
Men min ven troede, jeg gjorde grin med hans sprog - og at det var hans "Kanton-kinesiske" , jeg havde kommenteret.
Til alt held skriver vi sjældent til hinanden, så lige siden dengang, for otte år siden til Kristi Legemsfest i Wien, har han udbredt sig om min fantastiske humoristiske sans, der gav sig udslag i min sammenligning af "kanton-tysk" med det uforståelige, derovre fra Asien...
Nu foregår Legemsfesten ikke i juli og august, men det er alligevel utroligt, så meget tøj, hele den katolske kirke møder op med. Og de slæber såvel sig selv som diverse statuer og "Monstranser".
Det sidste er en guldplade, som reflekterer det guddommelige sollys ned på de mennesker, der kigger på...
Netop på sådan en tung dag, kunne jeg godt undvære det krasse sollys, der iøvrigt her i byen - sikkert fordi Wien ligger ret højt (bunden af Donau ud for Wien ligger 70 meter over Danmarks højeste punkt) - kan ødelægge selv et hår som mit.
Men sollyset fra monstransen traf mig lige i mit kogrøde ansigt og blev næsten reflekteret 1:1 af min våde ansigtshud...
...det betragter man som et guddommeligt tegn på nåde, når man træffes af genskinnet fra sådan en...
...og det passer vel, men lige da det skete, var jeg mest interesseret i, hvordan Wiens ærkebiskop, kardinal Schönborn, klarede slæbet gennem byen...
...der var ikke den mindste anstrengelse at spore i hans ansigt, der stak mat og klart frem under bispehuen...
Manden er over 60, men til syneladende med en fysik, der siger sparto til min...
...lige som Marcels - eller også har de der katolikker virkeligt et eller andet i huen, der sikrer dem mod overlast fra vejret - uanset årstid.
Det tror jeg godt nok...
..og iøvrigt afholdes Kristi Legemsfest - i hvert fald siden afslutningen af 2. Verdenskrig - som en fest for det daglige brød...
Og det er jo ikke det ringeste at gå i optog for at gøre opmærksom på, at der er mennesker, som ikke får nok at spise - selv i vores egne baggårde...
...og selv om jeg, hvis jeg havde forsøgt at spise brød den dag, villle have sjasket det hele til, før jeg kunne nå at få det i munden. Havde forvandlet det...
...til øllebrød, så var det en god sag og jeg benyttede bare dagen til at faste i stedet for, hvilket gjorde ret godt...
...for det var trods alt ikke juli eller august endnu.
Men det er det nu....
...
