...
Han elskede at få syltede agurker med på sin madpakke.
Og hun var ikke ked af, at hun i det lille, trængte køkken kunne vende ryggen til resten af familien og lade som om hun bare smurte, smurte og smurte i stedet for at skulle vælge side mellem "far" og "svigersøn", som lige nu var travlt optaget af at kigge skråt på hinanden, henover deres svære, sorte brillestel.
Hendes mand havde endda beholdt sine antikverede læsebriller på, så hans var sortere og kraftigere end svigersønnens.
Han kunne ikke se ret meget med dem, men han vidste jo også udmærket godt, hvordan svigersønnens analytikerblik så ud.
Og svigersønnen med, for den sags skyld.
Hun kunne kun finde en enkelt, lille, syltet agurk, som nærmest lignede en apostrof, med en tynd stilk i den ene ende og en lille, knubbet klump i den anden.
Selv om den tørre, klumpede müsli satte sig på tværs i halsen, fastholdt han også i dag, at han ikke mente, det var en mislykket pottetræning, som havde skænket ham den største lidenskab i hans liv: ind- og udlån i den lokale sparekasse.
Konen kunne altså bare ikke få sig selv til at snitte den lille, forhutlede agurk i skiver.
Så måtte han jo bare bide den fra en ende af.
Hun syntes, det så festligt ud med den dusk dild, der have samlet sig omkring agurkens stilk, da hun fiskede den op af glasset, så hun arrangerede den, næsten som om den var et gummihåndtag, der skulle beskytte hendes mands glatte og pæne fingre mod overlast.
Hun pakkede den sirligt i et stykke grønt plastik og slog derefter den grå pergament rundt om alle fire stykker belagt.
Han nikkede kort gennem vinduet ind i sparekassen, da han stillede sin cykel.
Han anede ikke, om nogen kunne se det, men han ville jo ikke virke kold og uoplagt her om morgenen, hvor man kunne hygge sig og have det sjovt sammen, fordi i hvert fald de store kunder, dem der bare krævede, først kom senere.
Meget senere.
Så sent, at de tit forkortede hans ellers frie aftener med kostbare, ja sommetider timer.
Timer.
Og så var han ved at få hovedpine.
Vistnok ikke migræne, så han kunne gå hjem, men alligevel.
Han satte sig i sit lille glaskontor og stak næsen i en eller anden regnskabsbog.
Måske skulle han spise noget.
Den der sunde müsli fra Schweiz havde det med at lægge sig som bly i maven.
Særdeles god for mennesker med 16 timers hårdt arbejde foran sig.
Nej, han kunne ikke.
Og alligevel.
Han fiskede madpakken op og følte sig frem, stadigvæk med øjnene i kassebogen.
En agurk.
Lige hvad han manglede: en forfriskende gang eddike.
Han kiggede op fra kassebogen, hen på den lille, krumme agurk med en dusk dild i den ene ende.
Den var ikke snittet.
Den var ikke anonym.
Den var en næsten levende, syltet agurk.
Han forsøgte at sutte lidt eddike fra den tykke ende af den, men der var næsten ikke noget.
Ikke nok til et mirakel.
Han satte blidt tænderne i dens knoprede hud, men de ville ikke bide så hårdt og brutalt.
Han vidste, hvor meget han skyldte de syltede agurker i sit liv.
Øjnene så ikke noget, men det var også lige meget, for en kassebog kiggede aldrig igen.
Af bare kedsomhed gled hans hånd ned i den lædermappe, han altid bar rundt på, og søgte efter noget større.
Noget bedre.
Han drømte.
Han drømte aldrig "om", for det ødelagde bare hans humør.
Han drømte, slet og ret, at kølige tåger gled hen over hans ansigt.
Pludseligt for han op.
Han vidste ikke helt hvorfor, for han havde bare, igennem de blide tåger, hørt en stemme.
Hende.
Hende med det forældedede 14-års "walkersboomboomhår".
Og hans hjerte bankede også.
Boom, boom, boom...
Hun var fra samme lille by, samme skole og samme årgang som han.
Med et katastrofalt rod i sine penge, som hun helt tydeligt slet ikke skammede sig over.
-Nå, hygger din valuta sig godt i sine små ruller, eller er de allerede gået til kasseapparaterne?
Hun grinte og slog med det hårdt lakerede hår, hvilket godt nok ikke lykkedes, men kort fik hende til at ligne en skolepige.
-Eller er det agurkerne, du hygger dig med nu?
Hun var den eneste, han nogensinde havde fortalt om sig kærlighed til agurker, der dryppede af sylteeddike.
Han mærkede, hvordan hans mave begyndte at krampe.
Han havde villet hele morgenen, men ikke gjort det.
Og det havde heller ikke været en fornøjelse med hende.
Dengang efter festen for alle skolens 150 elever.
-Er du ved at gå agurk?
Var det sidste han hørte fra hende den dag.
Sagt med hendes drævende, nasalerede, arrogante, snerrende, ydmygende stemme.
Stemme.
...
