Når man kiggede på de syv vinduer i den gamle husbloks stueetage ude fra buskadset i haven, fik man et sigende indtryk af den absolutte jævnhed, som boede i lejligheden.
Jævnhed på højt økonomisk niveau, men alligevel.
Og ensartetheden i belysningen i hele lejlighedens længde var, som hos en masse ægtefæller der havde delt et langt liv med hinanden.
Inde i lejligheden, men usynlig udefra, sad en midaldrende mand og fingererede lidt klodset med sin laptop, som stod oven på et gammelt bord.
Ikke et kontormøbel, men snarere et oversolidt bygget, gammelt køkkenbord.
Rustik, angiveligt.
Han skrev noget og fik lige efter et hvidt skær i ansigtet fra det helt forandrede skærmbillede.
-Du er ude! læste han og kneb øjnene sammen.
Ude! Hvad fanden bildte de sig ind.
-Ude! brummede han højt og rejste sig.
Af skræk for at forstyrre sin familie brølede han ikke.
Vel også af skræk for, at de skulle opdage hans nederlag.
"Nederlag"? Nej, nok snarere "skuffelse".
Men alle andre ville se det som et nederlag uden formildende omstændigheder.
Han rejste sig og gik over til "kontorvinduet".
Kaldt sådan, selv om det ikke adskilte sig den mindste smule fra de seks andre, men var det, der befandt sig nærmest hans skrivebord.
"Arbejdsbord", selv om han udelukkende udførte immaterielt arbejde, som ikke engang ville veje et mikrogram, hvis nogen på et eller andet tidspunkt skulle få den åndssvage ide at udvikle måleredskaber til hans form for indsats.
Han trak gardinerne for, men bag sit hoved, så han i dækning og sikkerhed kunne hviske højlydt og sætte åndepletter på ruden.
-Hvad fanden bilder den flok varylere sig ind!
-Ude! det var sgu' da dem, der var ude, når han ikke var med!
Åndepletten fik klare prikker af det spyt, som stod ud, når han hvislede højt.
-What the fuck! råbte han, dennegang så højt, at de andre i lejligheden ikke kunne undgå at høre ham.
Hvis det ellers interesserede dem.
Hvilket normalt ikke var tilfældet.
Og så tilmed formet i ord, han havde lært af sin datter.
Sådan med på noderne.
-Hvad fanden er det, der blinker ude i haven?
Han hørte hviskende sutter bag sig.
Sikkert konen.
-Hvad er der dog?
-Det blinker ude i buskene! svarede han med en uvant indædthed.
Han plejede ellers at være fløjtende ligeglad med den slags.
Konen kiggede undersøgende på ham.
-Er det så vigtigt, at du absolut skal forstyrre alle andre! ikke "spurgte" hun, selv om hun tydeligvis forventede et hurtigt nej-svar på sin skideballe.
-Jeg vil ikke have tilskuere, når jeg arbejder! hævdede han påståeligt.
-Det har du heller ikke, når du sidder på din plads! hun pegede på kontorstolen, som om hun ville sige "plads" og "dæk" som de næste ord.
Han følte en indre lettelse, da hun begyndte at kommandere.
Fordi han ikke så godt kunne modsige hendes argumenter. Og han var forresten nødt til at sætte sig igen, så hun ikke fik mulighed for at studere skærmbilledet nærmere.
Hvorfor pokker brugte han aldrig pauseskærm! Så kunne han nu havde skældt videre over denne verdens uret - især familiens uret over for ham.
-Hvad blander du dig i det for! han satte sig ned og slog hurtigt over på et andet skærmbillede.
"Velkommen" lyste imod ham nu fra laptoppen og gav ham en rødere, sundere ansigtskulør.
-Der kan du selv se! Og hvis det glimter udenfor, kan du såmænd heller ikke se det! konen drejede om på hælen, eller rettere "bagstykket" af sine sunde, varme hjemmesutter, og gik ind til de andre.
Underforstået, at han så kunne passe sine åndssvage ideer selv.
"Reddet"! lød det triumferende og næsten uhørligt i hans baghoved. Nu var han nemlig "velkommen" igen!
Han valgte at lade alle lamperne brænde, som de plejede.
Og udenfor, i buskadset, rejste en yngre mand med et kraftigt lysforstærket kamera sig og gik grinende og uset væk.
Fordi alle lejlighedens vinduer igen var ryddet for liv og derfor igen lyste komplet ensartet og tilpasset.
Uden risiko for returiagttagelser.
