Man kunne vel godt kalde det en "skov" - det sted, man har lagt Wiens store kirkegård .
Der er i hvert fald heller ikke spor af civiliseret byggeri, for eksempel.
"Centralkirkegården", uden for byens periferi - så langt, at man må tage en sporvogn i uendeligt god tid for at komme til et af dens yderpunkter.
To millioner registrerede gravsteder og urnehylder.
Og det er uhøfligt at komme for sent til en begravelse - især når man skal levere sørgemusikken og den rigtige stemning af kristelighed.
Til en ateistbegravelse godt nok, men af hensyn til de efterladte, børnene, naboerne, de latinamerikanske svigerdele o.s.v.
Og så er gult ikke "falskhedens farve" her på tærsklen til døden - den er officielt, katolsk autoriseret "genopstandelsesfarve".
Hvilket er vigtigt, når man bliver begravet kun to dage, efter festen for Jesu genopstandelse i Påsken for en hel masse år siden.
Vores boss, der i dagens anledning havde taget netop den uniform på, som hun slet ikke længere havde tilladelse til at bruge, kom styrtende ned til os.
Helt nede ved porten.
Selv om hun er fra landet her, har hun aldrig været til en normal begravelse selv.
Hendes tjeneste har altid været for særlige mennesker, med faner, hulken og heste med vajende, sorte fjerbuske.
Vi har kun 25. minutter til det hele! hun kom, skingert råbende, ned til os ved "kirkegårdslågen" - officielt "Tor vier"-så snart hun havde set spidsen af min guitartaske.
Jeg fik et chok, som forplantede sig hele vejen ned til karabinhagen ved taskens lynlås så min omhyggeligt plejede, lange højre tommelfingerguitarnegl revnede og fremkaldte, dels en svidende smerte i hele hånden, dels en stribe danske forbandelser fra mine læber.
En smøg! tænkte jeg og fik i farten skruet op for flammen på mit fyrtøj - i Østrig er dette ikke "en lighter", så tror folk nemlig, man kun er åndssvag og ikke bare en smule selvdestruktiv på en civiliseret og langsommelig måde.
Så jeg ankom til "bårehallen" med et halvt afsvedent øjebryn, som stank hen over den øvrige degeneration og forfald.
Uden min guitartommelfingernegl kunne jeg næsten heller ikke få min beskedne guitar ud af sin prangende "fender"-taske, men med hjertebanken og buldrende tindinger fik jeg lagt de første toner til "Näher Mein Gott zu Dir" så min kones englestemme kunne overdøve mine lavmælte eder over smerterne i den flækkede negl, sveden som uhæmmet strømmede ned i øjnene, der hvor det ellers skulle have været standset af mit nu afsvedne bryn
og så videre.
Min familie og jeg kom hertil med tre kufferter, to børn og fem tusinde kroner for ti år siden - og da jeg endelig forlod den gode begravelse, overvejede jeg i fuldt alvor at stjæle den ene kuffert igen - i ren diskretion og nattens dyb - og lige så stille, uden at gøre krav på en trediedel af de oprindelige rejsepenge, at sætte afsted mod mit oprindelige mål, Prag, for at undgå at få et lignende endeligt, som det vi lige havde været med til at skabe for en eller anden uskyldig latinamerikaner.
På den anden side er det måske ikke en skid bedre, bare fordi de taler tjekkisk det andet ste
