Han var vistnok ikke duknakket, men han så lille ud, da han gik gennem den lange, mørke gang.
Kastede et hurtigt blik til højre, ind i receptionen, for at sikre sig at de havde set ham.
Og forstået, at han godt måtte være der.
Til venstre den store opslagstavle med de demokratiske valgplakater.
Alle nævnt, ingen glemt.
Over det hele: træpaneler i "rustik" udførelse.
"Ægte rumænsk håndværk" som man kaldte det lokalt.
Og så var det i virkeligheden lavet på et værksted for handicappede, som man jo skulle understøtte.
Til venstre igen ved den lave dobbeltdør, der med et slag fik ham til at virke meget højere.
Og ind i salen, som rummede ni overflødige stolerækker.
Og forrest, den der skulle bruges til det "talrige fremmøde".
Han havde boet i dette kæmpehus i mere end tredive år og havde da også nået at holde sit tiårsjubilæum, før han rejste til et bedre sted med masser af fri luft omkring kontoret.
I et industrikvarter ved storbyens alleryderste yderkant.
Nå ja, i det mindste skulle han ikke længere udnævne denne store, gamle kasse, han nu stod i, til "Paradis på Jorden" for de fattige og udstødte.
Nu skulle han bare opreklamere den nye bygning med det nye kontor til et Paradis for udstødte, ikke fattige.
Byen betalte jo det hele for dem, og de skulle slet ikke helbredes.
De skulle bare have lov til at dø i fred.
Stilhed overalt.
Måske ikke lige nu, men det kunne jo komme.
Han skred frem ad salens midtergang.
Op mod "Opstandelseskorset".
Ikke det katolske med den evindeligt lidende mandsfigur på, men det kors uden, helt uden.
Nøgent træ, kun med nogle blegede stænk fra de aggressive rengøringsmidler, man brugte for at holde Bedestedet Rent.
Lige som de rustikke træpaneler, der løb en evighed rundt om hele rummet.
Talerstolen i træ stod vægtigt i midten, oppe for enden af midtergangen.
Den havde tydeligvis gjort tjeneste et andet sted, før den var blevet brækket af sin sokkel og bragt hertil.
I en større sal, hvor man havde brug for den slags, så alle kunne se.
Det kunne "alle" også nu, fordi der ikke var så langt fra første række til taleren.
Nu betød dens absolutte synlighed egentlig bare, at man bemærkede, at hele træværket på talerstolens front måtte være lavet af en travl, men engageret amatør.
Mellem klokken tre og fire om natten.
Når han alligevel lå søvnløs.
På hele den højre side var der store, rundbuede vinduer, som skulle virke indbydende på de forbipasserende, men som i mange år snarere havde udstillet, hvor inderligt den "lille skare" kedede sig.
Nej, han var ikke bitter over sit liv.
Han var slet ingenting.
Og det var meget værre.
...
