.
De kaldte dem "Pælen", "Stolpen" og "Hende med alle ormehullerne", for de tre udgjorde den samlede, sociale bevidsthed i en halvstor kommune på Vestegnen.
Her skal vi dog kun beskæftige os med "Stolpen", der var født som ganske, ganske almindeligt, dansk gennemsnit for pigebørn - dengang omkring 1970.
"Peace, Love and Everything" , you know...
"Pælen" udelader vi, fordi hun var så klodset, at hun aldrig ville kunne opnå andet og mere end at fungere som støtte for "Stolpen".
Som "tværligger" om man vil.
"Hende med alle ormehullerne" var en lokal politiker, som, hvis hun ikke lige havde fået den ide, at bruge "sine personlige vælgere" til at blive en del af det danske lokalforvaltningssystem, næppe, med samme stemmetal, nogensinde ville have kunnet så meget som opnå at blive valgt til suppleant i bestyrelsen for den lokale frimærkeklub.
Som var stor af sådan en at være.
Når man mødte "Stolpen" på gaden, gjorde hun altid et kast med hovedet, fordi hun mente, at synet af hendes slyngede, krøllede og skinnende blonde modefrisure ville få hende til at virke større og og, frem for alt, mere pålidelig og naiv.
For hendes første spørgsmål, når hun havde rettet sine blå øjne ind på een, lød altid:
-Hørt noget nyt?...
Hun præciserede aldrig "nyt om hvad", for alle vidste, at hun gik efter de mest usandsynlige privatsladderhistorier i kommunen.
Rygter, som hun senere tjente "sine" politikere med, når de havde brug for lidt social borgeropmærksomhed - og når de skulle dokumentere kommunens særlige problemer og på den måde brugte "Stolpens" fond af gyserberetninger om de kommunale underklasseborgeres privatliv til at slå klingende "ministeriemønt" med.
Meget bedre end at skulle bruge "kassemønter" på tingene.
Retfærdigvis skal siges, at hun også havde sin egen personlige reservefond af virkelige tragedier, som hun førte frem, så hurtigt hun kunne formå politikerne til at give ekstrabevillinger til socialområdet.
Og det var hun, alt i alt og i hele landet, en af de bedste til.
Hun var altid undervejs, for, som hun huskede fra sine idrætstimer i skolen, "Altius, Citius, Fortius".
Det havde gjort Rom til en stormagt - det ville på sigt byde hendes det samme, bare i den demokratiske udgave, som desværre var blevet den almindelige Vesteuropæiske i løbet af det seneste par tusind år.
Hun var på vej, og hun ville ikke stoppe eller stoppes...
...
