D. satte sig magelig tilrette i sine 75 kvadratmeter betonslumslejlighed, og begyndte i tankerne at lade dagens oplevelser fra turene med bybussen live op til nærmere overvejelse.
Den glatragede forbrydertype først, havde bare maset sig forbi såvel klippeautomat som buschauffør og medrejsende. Han havde skulet til alle sider, og havde virkelig opnået at kunne sætte sig i fred på en af de meget sjældent frie pladser.
Da han gjorde mine til at rejse sig, havde han kun nået at rette sine knæ halvvejs ud, før et par ældre damer med store, brune plastiktasker havde kastet sig sidelæns ind på sædet, under påberåbelse af deres gamle, nedslidte og værkbrudne folkepensionistkroppe. "Vi har opbygget denne velstand!!"
De havde også med held kunnet hævde deres territorierettigheder.
D. gjorde status: Han kunne ikke påberåbe sig, at han var en af dem, der havde "bygget Danmark". Han vidste af erfaring, at han nærmest lignede en fra "voksenhjælpeklassen", når han barberede sit hår af.
Og nej, han troede heller ikke på hverken franske, spanske eller græske sprogkurser hos venlige damer.
Ikke som Bøv og Øb.
Han kunne begynde at gå i kilt, men ville alligevel aldrig kunne vise ben som en ung, ikke-emanciperet dame, så det kunne være det samme.
Han hadede uniformer.
Han hadede legitimationer, politiskilte, lægeskilte, forbuds-,påbuds- og anvisningstavler.
Han ville satse på, at han kunne opnå en synergetisk effekt, hvis han rodede de mest effektive adfærdsformer sammen til et eller andet, som han selv havde lavet.
Han talte sine sidste penge op og drog ud på en fornyet oplevelsestur med de lokale, gule busser og hvad dertil hørte...
...
