Han havde altså aldrig gjort sådan noget før.
Han var seksten med pletfri straffeattest og samvittighed.
Han var i hvert fald aldrig blevet opdaget.
Et par Piratos hos skolekøbmanden, som straks havde sikret sig, at det store, buede spejl permanent viste køen ved slikdisken.
Og så selvfølgelig dengang han havde lånt en knallert, fordi han skulle skynde sig. Det var en af hans venners, og han havde ikke bemærket det mindste, fordi han straks havde stillet den tilbage, da han ikke skulle bruge den mere.
Men nu havde han et problem: afslutningen var nær, og han stod stadigvæk parkeret i en lille skov et godt stykke fra byen, hvor de havde fejret hele formiddagen og lovet hinanden at blive mindst til midnat.
Men de andre var langsomt sivet væk, efterhånden som de havde fået kørelejlighed.
Han var som sædvanligt den eneste, der havde forsøgt at holde de broderlige løfter fra og til den realklasse, han nu snart skulle forlade.
Han havde altid holdt meget af at gå, men det her var for meget.
Og så var han skidefuld, når han skulle sige sandheden.
Og det gør man tit, når man er skidefuld og i den alder.
Der var stadigvæk en del cykler parkeret rundt omkring, så han forsøgte at finde ud af, om han eventuelt kunne låne en af dem, men øjnene lystrede ikke, og hænderne heller ikke - selv om han havde en vis rutine i at åbne de mere primitive låse.
Der var så også en kikset, lyserød pigecykel, som var blevet sat helt for sig selv.
Og den havde slet ingen lås.
Var måske også lidt lille, men alligevel et godt bud på at komme hjem og sove resten ud.
Han kiggede sig omkring. Der var en masse at høre, men ingen at se, så han satte sig op på den og hjulede afsted.
Ad grusvejen. Så hovedvejen. Og til sidst ad den hullede cykelsti i rabatten.
Cyklen var jo, med sin hjemmelavede kulør ikke ligefrem diskret, og han ville hade at blive opdaget.
Det var jo det, man lærte i skolen dengang: gør hvad du vil, men sørg for at ingen snupper dig på fersk gerning.
De seks kilometer på en lille pigecykel var alligevel noget af en opgave, men han trampede afsted og nåede, efter den lange, lange bakke, som førte op til byen, det cykelstativ, hvor han ville stille den.
Netop der skaffede folk sig så tit af med et eller andet, de havde lånt rent midlertidigt, og der blev det normalt også fundet igen af ejermændene.
Af en eller anden grund var han ked af, at han ikke kunne låse cyklen, før han gik, men det var der jo ikke noget at gøre ved.
Han gik lidt slingrende ad byens hovedgade, lidt lam i benene af den lange tur på den alt for lave cykel, men kunne alligevel igen nyde det gode vejr, som i første omgang havde fået ham til at love at feste videre derude i skoven.
Helt til midnat.
Nåja.
Damerne havde jo også været i feststemning, så det kunne man jo lige så godt glemme for dagen. Det lå ikke i det, at man ville kunne ende i et eller andet buskads - uden generende veninder.
I det fjerne, sådan forekom det ham, deroppe ved kirken, kom nogle piger gående på deres sædvanlige, fjantede facon.
Selv om de egentlig var for små til at fange opmærksomheden.
De nærmede sig hinanden, og han forsøgte at se dem så klart, at han kunne afgøre, om han kendte dem, og om han eventuelt skulle forsøge sig en sidste gang denne dag.
Selv om de var for små.
Førsterealere gik han ud fra.
Nej! Der var ingen redning i klyngen, som kom imod ham, så han kiggede ned i fortovet for ikke at vække opsigt.
Han var bare fuld, med begyndende tømmermænd og en forbandet tom følelse i hele kroppen.
Mest fra navlen og nedefter, men egentligt også der, hvor kærlighedens platoniske dele normalt sidder.
Sådan et eller andet sted omkring hjertet.
Han spidsede ører.
Det kunne jo være.
Og en af de allermindste piger klagede netop i forbifarten sin nød til de andre, fordi hun havde ladet sin cykel blive ude i skoven og nu skulle gå hele vejen derud og hente den.
Fordi hun havde været dum nok til at tro, at den fyr, som havde inviteret hende med i sin bil, ville andet og mere end at køre hende og veninderne tilbage til byen.
Han var straks efter forsvundet ind op på sit stamværtshus, hvor de ikke havde noget at gøre.
Som de huskede fra tidligere ydmygelser.
Og hendes far ville blive stiktosset, hvis hun kom hjem uden sin cyel, som han selv havde sat i stand til hende.
Hun sagde de sidste ord med stor alvor og vægt.
Man kunne næsten se faderens løftede, slidte pegefinger.
Han blev drevet af en sær fornemmelse og vel også ønsket om at undslippe sin ensomhed, så han spurgte, om hendes cykel måske var sådan en lille, lyserød en uden lås.
Hun kiggede meget længe på ham med rynkede bryn, men sagde så "ja".
-Så tror jeg, jeg lige har set den heroppe ved det store stativ!
Hun rystede svagt på hovedet og løb så i den retning, han havde vist hende.
Kort tid efter kom hun pustende og stønnende tilbage, med kurs direkte imod ham,...
Han dukkede sig og begyndte at dække sig mod hendes kommende raseri.
...kastede sig med begge arme om hans hals og gav han en kæmpestort, smaskende kys lige på munden.
-Tusind tak! Tusind tak! råbte hun, da hun løb tilbage for at hente sin cykel, så hun endelig kunne komme hjem.
Dagens højdepunkt i skoletid fuld af lavpunkter.
Han gik også hjem! Faldt i en dyb søvn, hvor han drømte om kærlighed, den lille pige og hende sære cykel.
Da han vågnede var han sur på hele verden. Alle de spildte muligheder, han alligevel ikke havde haft med hende.
Men han stjal aldrig noget igen.
Og i kærlighed blev han heller ikke klogere.
...
