Hver eneste gang hun drejede hovedet, ja næsten hver eneste gang hendes rolige pasgænger flyttede et mulehår, klirrede hun lige så meget som alle de efterfølgende mænd og deres ringbrynjer.
Og hvorfor drejede hun hele tiden sit hoved?
Sådan noget skal kvinder slet ikke gøre. Selv Herr Seyfried kunne ikke helt sige sig fri for at være forarget over sin nye kone.
Fra Byzans, som han altid kaldte hendes hjemby, når han var sur. Så blev hun nemlig også sur, fordi alle de der græske romere og deres kejsere med flere hadede det navn, der af ondsindede historieskrivere var hentet fra det lille, stinkende fiskerleje, som havde ligget for mere end 800 år siden, der hvor Konstantinopel lå i dag.
Og "Topkapi", det kejserlige palads, hvor hun var født, var aldeles ikke en lokal udgave af Roms dyregårde.
Men selv Herr Seyfried syntes, det lød morsomt.
- Altså, min, du! Jeg har tilmed sat præsten i fængsel for at kunne bygge et lille rige til dig, hvor du kan føle dig hjemme.
Hun klirrede et par gange frem og tilbage, op og ned, da Herr Seyfried pegede næsten lodret opad. Op til nogle gevaldige bygninger i marmor, dekoreret med serpentine.
-Jeg skal ikke derop! nærmest skreg hun.
Og, indrømmet, de tre store sving, der udgjorde vejen op til "paladset", var umulige...
...simpelt hen umulige.
Hvis ikke lige Herr Seyfried havde rekvireret hjælp fra den nærliggende fæstning i Saxendorph, hvor han havde betalt selveste Walther von der Vogelweide for at komme tilstede og fremføre, med sang og musik, sin særlige velkomst til den fremmede "prinsesse".
Den fremmede "grevinde" strengt taget, men det var der ingen, der havde turdet sige højt endnu.
Walther, der, på grund af sine evindelige forsøg på at få andres hustruer med i seng, havde søgt tilflugt i fæstnigen Saxendorph, fordi selv den mest forhadte og fredløse kunne være i fred, hvis han var parat til at risikere sit liv i den konstante krig mod bøhmerne og deres såkaldte "konger".
Han var altså en modig og livskraftig mand, og da han først dansede ubesværet ned til selskabet med Herr Seyfried og hustru, og derefter, uden at standse sit lutspil, dansede op igen, lod prinsessen sig formilde til at forsøge en opstigning til sit nye hus.
Da de red ind gennem portbuen, satte et grandiost og ubehersket klokkespil igang og fik det hele til at virke hjemligt for alle.
Klokkerne for de mænd, Herr Seyfried havde haft med på korstog.
Hjemligt for grækerne, fordi de jo alle, som børn, havde leget i Konstantinopels klokketårne - som en slags manddomsprøve - og derfor, meget tæt på kæmpeklokkerne, havde oplevet lignende ulidelig støj og rabalder.
De bænkede sig langt om længe og gik over til at fortære de hjemlige spiser, som de havde måttet undvære i årevis.
På den ene side var den græske prinsesse lykkelig over at sidde til bords som alle andre - og ikke i et kvindehus som i sit hjemland - på den anden side kunne hun ikke mobilisere den mindste lyst til at spise hverken fyldte egern eller komave med urter.
Og vinen smagte som den sepiablæk, skriverne ved hendes fars hof brugte, og som hun en enkelt gang havde drukket, bare for at forstå, hvordan et så skrækkeligt dyr som en blæksprutte måtte føle sig.
Så hun nøjedes med at iagttage mændene, der blev støt mere modige og larmende, indtil de, en efter en, faldt i en dyb søvn, og hun kunne gå udenfor på svalegangen og nyde synet af sit nye rige.
-Dette her var altså bryllup på den indfødte måde - som hendes far, dennegang helt uden politiske bagtanker, havde sendt hende afsted til.
Hendes far havde elsket hende så højt, at han havde givet tilladelse til at hun giftede sig med en modig og rig mand fra et fjernt land, fordi hun ellers, hvis hun var blevet ved hoffet, ville have endt sine dage i et kloster, ellers med at få sine øjne brændt ud, hvis hendes far en eller anden dag blev styrtet som kejser.
Hendes far var en god mand.
Og selv Herr Seyfried havde virkeligt gjort sit bedste for at indrette et lille "grækerrige" på sine klamme og kolde alpetoppe.
...
Landsbyen "Kriegenreith" ligger stadigvæk i Waldvirtel, lige i nærheden af den by, Freischling, hvor vi boede nogle år.
Den har vitterligt heddet "Griechenreich", og baggrunden for det var Herr Seyfrieds kærlighed til sin græske prinsesse.
...
...
