Selvfølgelig var det ham. Vores landbrugsminister. En konservativ bonderøv fra Vorarlberg.
Der, hvor man aldrig er "langt ude på landet", men snarere "langt oppe på landet".
Ham havde jeg godtnok aldrig set her før.
Her foran min datters skole i syvende baggård. Som del af et prominent og dyrt område i byen.
Og det var jo nok af skræk for mit tilfældige udseende, han havde givet et hop til siden.
Okay, jeg kiggede måske også lidt længe på ham, men det var jo bare, fordi jeg vidste, jeg kendte ham et eller andet sted fra.
Fjernsynet altså.
Den anden, jeg mødte, hoppede slet ikke. Han kiggede konsekvent på et punkt over mit hoved, og mælede aldrig et ord.
Stikkende blå øjne bag perfekt pudsede briller med guldstel.
Ikke bare gult, men guld.
På hovedet den uforstyrrede, grå hat.
Sin lange, perlegrå vinterfrakke med de hvide, bløde hænder forneden.
Uden spor af misfarvning fra arbejde og andet lort.
Fra tid til anden trak han vejret dybt gennem munden og lynede så med diverse fyldninger og guldkroner.
Vi havde stået sammen, her foran skolen, hver dag i mere end to år.
Og aldrig et ord, aldrig et blik, selv om han ventede på en pige, der gik i klasse med min den yngste.
Hvis han var hendes far, havde han godt nok landet sit lem hos en meget yngre, meget smuk dame.
Joys mor.
Tjekket, rødhåret, effektiv.
Fra Wirtschaftsuniversität her i byen.
Den slags mænd havde det for nemt.
Jeg tvang mit blik væk fra ham, da jeg opdagede, at jeg virkeligt var ved at bruse over af irritation, og, nåh ja, jalousi.
Han havde garanteret ikke opdaget en skid.
For den slags mennesker eksisterer vi andre ikke.
Vores børn ikke - og da slet ikke vores magtesløse jalousi.
Men vi kendte da hinanden. Hver dag. Her.
Røvkedeligt og forpligtende.
"Skolen er ikke et sted for børn", som chefen for samme altid sagde, når hun opfordrede forældrene til at passe godt på dem og i hvert fald afhente dem om eftermiddagen.
Ikke så meget om morgenen, hvor politiet alligevel vrimlede overalt i deres forsøg på at lægge dokumentation til den blå-sorte regerings konstante proklamationer om Lov og Orden.
Tryghed for Alle.
Joy var en rigtíg sød pige - og hun var bedsteveninde med min datter.
Perfekt tysk og altid et smil, hvor hendes brune øjne smilede med.
Sort tjavsehår, men det var hendes mor forlængst kommet over.
Så det ville Joy også.
Hun kunne godt lide mig, selv om hun var muslim og havde fået svedet sin tillid til andre, dengang i september med de der Twin-Towers i New York.
Jeg gik ved siden af Joy, demonstrativt med Christina i hånden.
Vi snakkede alle tre.
Højt og demonstrativt.
Jeg ville fange hans opmærksomhed i dag.
Jeg er her også - du slatne rigmand fra det fjerne syden.
"Min grandonkel har det ikke så godt mere", sagde Joy, da jeg et stykke tid havde stirret ufravendt på den pæne mand i vores gruppe, og denne stadigvæk ikke reagerede på mig.
"Han kan ikke tale tysk, så han kan nok ikke få lov at blive hos os"...
Jeg kiggede kort på Joy og rystede engang på mit hoved.
"Jamen, det passer" tilføjede Christina i solidaritet med sin veninde.
For første gang nogensinde så den pæne mand direkte på mig og smilede bedrøvet, da jeg nærmest skreg:
- Albanien?
Joy nikkede. Det gjorde Christina også.
Og jeg forstod først længe efter, hvad jeg havde hørt og set.
...
...
