Hvorfor skal billedmagerne have eneret på den spændende byscene?
Det kan jeg da også lave til hver en tid.
Og bedre, fordi tiden kan gå.
Først har vi til venstre St. Stephans Domkirke.
Lige frem er konturerne af det underjordiske Vigiliekapel, hvor Mozart blev vist den sidste ære.
Ovenpå kirken ser man Franz Josef den Førstes navnetræk, med kejserørn og hele den tyrkiske musik.
Glaseret!
Lige frem kúnne vi anbringe den nu afdøde borgmester Helmuth Zilk, som netop er i gang med at skælde en eller anden knold bælgen fuld, fordi han hensynsløst er krydset ind over nogle afspærringer, som skal beskytte folk imod sig selv, imod at få porøse kalksten i hovedet og andre steder.
Helmuth Zilk kunne man male med de to blomstrede luffer, som hans kone syede til ham, da en brevbombe havde sprængt hans fingre af.
Blå med hvide blomster.
På den anden side kan man jo ikke se det herfra.
Eller overhovedet.
Nå.
Til højre står en "Augustin"-sælger.
"Zeitung für uns Obdachlose"
Set på denne afstand ligner han grangiveligt den Marcus Aurelius-statue, som kigger sydpå over Donau fra den yderste udkant af byen Tulln...
...maleren Egon Schieles fødeby, hvor hans far var stationsmester på Nordbanen.
Men avissælgeren er ikke en romersk kejser, og Egon Schiele er intet steds i nærheden af dette billede fra det centrale Wien.
Han måtte jo også flygte til Krumau i Tjekkiet, fordi man mente, han havde en svaghed for småpiger.
Hvilket lige siden er blevet afvist af det nationale kunstestablishment, med foragelse:
- han var jo bare langt forud for sin tid.
Det er man nok nødt til at være, når man dør allerede som 28-årig, med patent på de kommende hundrede års moderne malerkunst.
Men tegne kunne han sgu'.
I gamle dage var alting bedre.
Selv fremtiden.
"Augustin"-sælgeren går smågrinende rundt mellem sine potentielle kunder.
2 Euro 50...
...hvilket er noget af en stang at give til godgørende bajere.
Måske er sælgeren derfor så forceret i sine smil og sine fagter.
For at understrege, at han har fundet glæden og meningen uden for rusgiftenes verden.
Så man roligt kan betale.
Da "Augustin" holdt 13-årsjubilæum, var jeg inviteret med, fordi en af mine efterhånden meget gamle venner synger i avisens sangkor.
"Levende billeder på nyhederne" - kunne man sige.
Bortset fra, at koret ikke fungerer som levende billeder, og avisen ikke trykker nyheder.
Tværtimod bærer dens artikler præg af en fattigdomstænkning, som den skulle have været udryddet for mindst 100 år siden.
Ham sælgeren ligner vist mest af alt en gammel, kæmpehøj og fed socialdemokrat, jeg kendte i Danmark.
Kirken til venstre for mig er ikke beskidt, men bare helt sort med grå, usystematiske felter i sin vistnok-kalksten.
"Hedningetårnene" hæver sig massivt yderst i mit synsfelt, ved foden omgivet af levende reklamer for Staatsoper:
- unge mennesker iført pudderparykker med videre, som de høfligst har at aflevere efter endt tjeneste.
Skidedyre er de vel.
Forresten kan man jo ikke se Franz Josef I's initialer ovenfra, når man ser dem nedefra.
Herfra.
Ikke på et billede i hvertfald, men netop i et stykke prosa.
Hurra! et point forud for malerkunsten efter kun halvanden side!
Måske skulle jeg overlade det videre arbejde til ham pantomimikereren ved siden af.
Han tegner lynskitser af folks børn...
...som viser smilende standardansigter - lige præcis som vi gerne vil huske dem senere.
...meget senere.
Og så rejser han sig, når man putter en mønt i hans blikkrus, helt sølvfarvet, og begynder at gøre robotfagter med sin violin.
Plastik vistnok.
Eller bare plastisk og hæderligt.
Der er alligevel ingen turister her nu, og heller ingen glade børn, kun skoleklasser på bytur i hovedstaden.
Folk, der kan lide musik fra Tirol, skulle prøve at høre sproget...
"Bäähriccchhhh"
...hvilket betyder "fedt" på dansk.
Men "Hinterseer, Hansi" nøjes med at synge, og pudderparykkerne, som stadigvæk står i læ af "Hedningetårnene" kunne måske yde et bidrag til pantomimikereren.
Men hvorfor fanden skulle de det!
De er sikkert studiekammerater til hverdag og vil under ingen omstændigheder blive hængende i mit ordbillede.
Lirekassemanden nede ad Doroteegasse er sikkert begyndt på den måde, som tegner eller statue, og er aldrig kommet længere i sit liv end til den modsatte side af pladsen foran domkirken.
Uden abe, men med myndighedsautoriseret lirekasse.
Skal man have.
Formedelst 30 Euro pr dag.
Ellers skal man være gratis, og "gratis" er trods alt værre end at være lirekassemand med lirekasse, men uden abe.
Og der ligger sgisme "Medici Bank", lige over for Bispepalæet, kun adskilt af domkirken.
De der har også plattet folk i massevis i hælene på Bernhard Madoff.
Og har ikke noget med hverken Firenze eller Medicifamilien at gøre.
Det var bare en smart gammel provinskone, som ville tjene lidt ekstra til sin alderdom og sin "toy boy", som fik ideen til navnet.
Nu sidder hun i fængsel.
Og ingen har råd til at købe de billeder, man laver på kunstakademiet.
Så jeg skriver videre.
2 points til skriverkarlene.
Jeg kan sagtens komme af med mine skrifter.
I den henseende er den gratis del af Internettet bundløs i sin interesse.
Nu mangler jeg egentlig bare et par centralafrikanere og nogle halvnøgne damer til at danse rundt på min website.
Så er successen sikker.
Uden at tegne en linie.
Men hvem havde også kunnet tegne Medicibanken med indhold - vel!
Nobelpristageren Le Clezio taler i en af sine bøger, om hvordan han vil skrive en scene i bedste impressionistisk malerstil.
Hvorefter man får en helvedes masse impressioner af sten, buske og en skideligegyldig flod.
Helt "renoirsk", ville jeg sige.
Men uden dansende negre og halvnøgne damer.
Og nu vil jeg give hele min kultur og socialitet i arv til ham pantomimikereren ved siden af, så han kan tegne et smilende barneansigt nederst og glæde sig over alle de nye erkendelser vedrørende Stephansplatz, som han aldrig havde bemærket på egen hånd, og som han aldrig vil forstå en brik af, fordi hele min donation er på dansk.
Game, set and match!
...
