| Station at KIAC and IACmusic.com |
Venteværelser kunne vel betragtes som en af civilisationens landvindinger, fordi man kunne sidde lunt og godt og vente på - hvad det nu måtte være.
Men sådan byggede man jo ikke disse velmente rum mere. For siden opfindelsen af den almene sygeforsikring skulle man jo heller ikke tiltrække for mange simulanter og pjækkerøve.
De skulle mærke, at de lå til last. Og derfor sad de til last.
Han satte sig ned på den hårde træstol, mellem tungt åndende, gamle damer, mænd med rygerlunger og unge med neuroser.
Diverse patentmediciner fra apoteket stod skrevet i deres ansigter og på deres kroppe.
Men det var selvfølgelig bedre end at være syg i overset ensomhed.
Her fik man i hvert fald professionel opmærksomhed fra lægesekretærer med klistrede smil og læger med trætte, fastfrossent grimasserende ansigter.
-Jeg bærer mit smil med byrde! nynnede han hen for sig.
-Jeg drager med suk min sang!
Humørforladte typer.
Han kiggede over på skranken foran sekretærerne, som gjorde dem usynlige og fremkaldte en ubehagelig følelse i dem, der måtte have lyst til at bøje sig frem og hviske om deres problemer.
I dag var det jo kun en skam, hvis man havde sådan noget overflødigt som hovedlus, tuberkulose og skab, hvorimod den angiveligt også sløsede HIV jo udgjorde en massiv trussel mod alle ordentlige mennesker, og derfor selvfølgelig skulle kundgøres med høj stemme for alverden.
I hvert fald "alverden" i lægens venteværelse, så man kunne opretholde et skær af diskretion og tavshedspligt.
Ind kom en yngre mand i godt humør. Han gik fjedrende og meget oprejst. Stolt af sin gode fysik og sit venskabelige, jævnbyrdige forhold til lægerne.
-Er han inde? drævede han ned til sekretæren, der straks nikkede og bad ham tage plads. De kendte hinanden, så han behøvede ikke sige foran publikum, at hans elskede hund sikkert havde smittet ham med bændelorm.
Skranken ændrede sig en smule og blev til et bredt bord, hvor en dreng kom ind, nærmest slæbt af sin far, som ikke troede på den slags troldmænd.
Drengen havde stået på hovedet i sin seng hele natten med en bragende mellemørebetændelse. Så faderen ikke havde set andre løsninger end at bruge nogle af sine hårdt sammenslidte penge på et lægebesøg, sikkert med medicin senere.
Han gled lidt frem på sin stol. En ældre dame kom ind, tungt støttet til sine krykker og ledsaget af et par uniformerede hjælpere.
Hun var så snedig, at hun bare satte sig og derefter roligt kunne vente på, at sekretæren kom hen til hende og hviskende kunne modtage besked om damens begyndende inkontinens.
-Mandens skyld! Hvem ellers! som damen snerrende tilføjede, da sekretæren meget højlydt havde gentaget den lidelse, lægen nu skulle tage sig af.
Han kunne aldrig nøjes med bare at sove!
-Og så i hans alder!
En næsten voksen mand kom ind i det tomme venteværelse, der mest af alt lignede en dagligstue.
Der var ingen sekretær at se nogen steder, for patienterne kom altid dråbevis og aldrig stormende med noget, som skulle repareres her og nu.
Han kunne ellers godt have brugt en sekretær nu.
De få gange, der havde været sådan en her hos specialisten, havde hun moderligt duftende gjort sit bedste for at berolige ham og få ham til at trække vejret dybt, regelmæssigt og roligt ned i en brun papirspose.
Sommetider havde hun endda foræret ham sådan en fra sin personlige samling i skrivebordsskuffen.
Det var ikke løsningen på hans angst, men den var en ret god erstatning, når den blev moderligt ledsaget af en kvinde, som var veltrænet i at lade, som om hun kendte løsningen på alle livets problemer.
En stor dreng spadserede ud forbi sekretærernes skranke.
Han skuldre sad helt oppe ved ørerne og han trak vejret hvæsende og hvinende gennem næsen.
Han var kogrød i ansigtet og gik stift med smaskende, ufrivillige mundbevægelser.
Det ville han i hvert fald aldrig, så han havde altid tilpasset sine symptomer til de typer af medicin, som ikke gjorde folk skæve og vanskabte.
Hvilket liv kunne den dreng forvente!?
Og hans specialist havde nærmest jaget ham ud!
Helt ud af Paradiset, fordi han havde opdaget, at han fejlede noget fysisk, som specialisten ikke gad beskæftige sig med.
Der var nok, der var forstyrrede i sjælen - han behøvede ingen simulanter på sin patientliste, som bare foregav, at den omstændighed, at de for år siden havde fået en på planeten i et eller andet overfald, havde udartet i noget som helst andet end en ganske banal organskade i hjernen.
Og de havde endda i lange eftermiddage i lægens landhus delt deres fælles lidenskab for tegneserier med kvalitet.
Eiffels "Gudfader" - for eksempel - som tændte lys i hele universet med sit meget franske BIC-fyrtøj
En ældre mand stødte sig vej gennem yderdøren og gav med stort dramatisk talent nogle gispende og hivende lyde fra sig, mens han næsten korrekt tog sig til hjertet.
Gud, hvor var det dog banalt.
Hvis han nu bare havde ladet, som om han havde fået et slangebid i skridtet, ville han have været sikker på en intensiv opmærksomhed.
I hvert fald et stykke tid.
Den der med hjertet! hoppede ikke engang alle amatørerne i ventestolene på.
Og selv om det havde været et hjerteanfald, så ragede det jo egentlig ikke dem.
De sad vel i et venteværelse og måtte derfor antage, at der var kompetent, medicinsk fagkundskab lige i nærheden.
Han skulle bare ikke tro, han var noget særligt!
Han bar afsted på sin treårige datter.
Hun var lille og slap af de mange, mange dage, hun ikke havde kunnet spise.
Hans altid friske, lille humørbombe på tre, som i sin levetid altid havde været den bedste og mest loyale ven, han nogensinde havde haft.
Han tænkte ikke på noget, og datteren kiggede bare tavst op på ham, med slørede øjne.
I det andet venteværelse havde der ikke været en skranke.
Der var så at sige "frit gennemtræk" - helt ud på den anden side, hvor patienterne kunne parkere deres biler, så de ikke generede hyggen der ude på landet.
Dennegang troede lægen på, at datteren var syg.
Ikke på grund af hende, men fordi hans eget udseende tydeliggjorde, at døden under alle omstændigheder var meget tæt på sit første hjemmebesøg hos barnet og dets familie.
Han trak vejret dybt og rettede sig op i den hårde træstol.
Hans far havde altid hadet læger. Og hans mor ligeså.
Så de blev begge langt over firs år gamle.
Datteren var meget tæt på, trods læger og hele den tyrkiske musik, aldrig at have oplevet sin fireårs fødselsdag.
Men det var jo ligemeget, når bare der var venteværelser nok.
Mente man åbenbart.
Og det hele var jo også så svært. Man måtte vise forståelse...
...for hvis man ikke gjorde det, risikerede man at lande i spjældet, når man så en enkelt gang havde fortalt de hvidkitlede røvhuller sin ærlige opfattelse af deres "faglighed".
Havgassen med krykkerne sagde noget til ham.
-Hvad?
-Kunne du række mig et af de der ugeblade? hun jamrede også, når hun talte til fremmede mænd.
-Du kan få mit! han nærmest smed det krøllede og slidte blad i hovedet på hende, for han var lige pludseligt blevet klar over, hvor mange syge, ulækre typer, der havde haft det i hænderne før ham.
Krykkerne larmede mod asfalten.
Hele hans ene ben var støbt ind i gips.
Det var snart en måned siden, han havde set det sidst.
Lyset var skærende klart, og han kunne ikke mærke, at de lagde stramme gummibandager om hans ben -nedefra og op...
...nedefra og op.
For at få blodet ud.
De havde hævet hans hoved, så de mente, han kunne ligge behageligt.
Med frit udsyn til det knæ, der var vredet af led, og som de nu begyndte at skære i.
Han mistede bevidstheden, da han så den hvide knoglehinde.
Og vågnede først op, da han var blevet hensat i samme forbandede situation som hende med inkontinensen og krykken.
Nej, forresten, han havde ikke tisset i bukserne.
Manden med "hjerteanfaldet" havde langs ad vejen fået hele to sekretærer til at kigge op fra papirerne.
De kiggede også på hinanden.
Hvad spørger man egentligt en patient om, som angiveligt kommer anstigende med de sidste stumper af liv i sit flakkende hjerte?
-Hvad fejler du? ...
...det ville bare medføre, at hans dramatiske udfoldelser, som var en "Richard den III" værdig, ville få en kvart skrue mere.
Og den tanke var uudholdelig.
Sæt dig derhen på sofaen...
...manden kiggede helt forvirret på alt og alle, og gjorde så som foreslået, mens han midlertidigt holdt pause fra sine udfoldelser...
...en sofa foran et fjernsyn. Begravelsesskikke blandt bronzealderens kystboere.
Det gjorde lidt ondt, men mest af alt susede det bare i hans ører.
Han kunne ikke holde øjnene fast, og hans krop gav efter og sank sammen.
Hans kone kom med et brøl, selv om hun sad lige ved siden af ham.
Derefter ingenting og så en klistrende fornemmelse i halsen og ondt overalt.
Især ved brystbenet, hvor hans kone, der også havde hvid kittel til hverdag, havde givet ham et håndkantslag som indledning til resten af den fabelagtige kropsudfoldelse, som følger hastigt på, når et eller andet tilrøget, forædt skvadderhved endelig har fået ram på sin hjertemuskel.
Han havde lyst til at skælde ud.
Nu havde han det lige så rart, der hvor han var, og så skulle han på sygehuset og derefter kommanderes tilbage til den jordiske straffeanstalt.
Og de blev ved - redderne og konen.
Han rejste sig fra den hårde træstol, kantede sig forbi havgassen, skvattede næsten i de udstrakte ben fra "hjertetilfældet", stødte yderdøren op og gik sin vej, så hurtigt han kunne.
En ting er at leve, noget andet er at leve i et venteværelse, hvor alle bare sidder og holder udkig efter det næste, forud proklamerede mirakel.
Så hellere skvatte om for sidste gang herude.
Væk fra alle de andre hjælpeløse; væk fra de smattede ugeblade og de evindeligt nasalerende Klogeåger.
(Overskriften er taget fra titlen på en bog af tyskernes p.t. modefilosof Richard David Precht, som godt nok ikke filosoferer, men udelukkende skriver overfladisk om psykoanalyse og uden dybere forståelse om arternes mangfoldighed)
