She gave me water.... The Idan Raichel Project

.




...

Han elskede at få syltede agurker med på sin madpakke.

Og hun var ikke ked af, at hun i det lille, trængte køkken kunne vende ryggen til resten af familien og lade som om hun bare smurte, smurte og smurte i stedet for at skulle vælge side mellem "far" og "svigersøn", som lige nu var travlt optaget af at kigge skråt på hinanden, henover deres svære, sorte brillestel.

Hendes mand havde endda beholdt sine antikverede læsebriller på, så hans var sortere og kraftigere end svigersønnens.

Han kunne ikke se ret meget med dem, men han vidste jo også udmærket godt, hvordan svigersønnens analytikerblik så ud.

Og svigersønnen med, for den sags skyld.

Hun kunne kun finde en enkelt, lille, syltet agurk, som nærmest lignede en apostrof, med en tynd stilk i den ene ende og en lille, knubbet klump i den anden.

Selv om den tørre, klumpede müsli satte sig på tværs i halsen, fastholdt han også i dag, at han ikke mente, det var en mislykket pottetræning, som havde skænket ham den største lidenskab i hans liv: ind- og udlån i den lokale sparekasse.

Konen kunne altså bare ikke få sig selv til at snitte den lille, forhutlede agurk i skiver.

Så måtte han jo bare bide den fra en ende af.

Hun syntes, det så festligt ud med den dusk dild, der have samlet sig omkring agurkens stilk, da hun fiskede den op af glasset, så hun arrangerede den, næsten som om den var et gummihåndtag, der skulle beskytte hendes mands glatte og pæne fingre mod overlast.

Hun pakkede den sirligt i et stykke grønt plastik og slog derefter den grå pergament rundt om alle fire stykker belagt.




Han nikkede kort gennem vinduet ind i sparekassen, da han stillede sin cykel.

Han anede ikke, om nogen kunne se det, men han ville jo ikke virke kold og uoplagt her om morgenen, hvor man kunne hygge sig og have det sjovt sammen, fordi i hvert fald de store kunder, dem der bare krævede, først kom senere.

Meget senere.

Så sent, at de tit forkortede hans ellers frie aftener med kostbare, ja sommetider timer.

Timer.

Og så var han ved at få hovedpine.

Vistnok ikke migræne, så han kunne gå hjem, men alligevel.

Han satte sig i sit lille glaskontor og stak næsen i en eller anden regnskabsbog.

Måske skulle han spise noget.

Den der sunde müsli fra Schweiz havde det med at lægge sig som bly i maven.

Særdeles god for mennesker med 16 timers hårdt arbejde foran sig.

Nej, han kunne ikke.

Og alligevel.

Han fiskede madpakken op og følte sig frem, stadigvæk med øjnene i kassebogen.

En agurk.

Lige hvad han manglede: en forfriskende gang eddike.

Han kiggede op fra kassebogen, hen på den lille, krumme agurk med en dusk dild i den ene ende.

Den var ikke snittet.

Den var ikke anonym.

Den var en næsten levende, syltet agurk.

Han forsøgte at sutte lidt eddike fra den tykke ende af den, men der var næsten ikke noget.

Ikke nok til et mirakel.

Han satte blidt tænderne i dens knoprede hud, men de ville ikke bide så hårdt og brutalt.

Han vidste, hvor meget han skyldte de syltede agurker i sit liv.

Øjnene så ikke noget, men det var også lige meget, for en kassebog kiggede aldrig igen.

Af bare kedsomhed gled hans hånd ned i den lædermappe, han altid bar rundt på, og søgte efter noget større.

Noget bedre.

Han drømte.

Han drømte aldrig "om", for det ødelagde bare hans humør.

Han drømte, slet og ret, at kølige tåger gled hen over hans ansigt.

Pludseligt for han op.

Han vidste ikke helt hvorfor, for han havde bare, igennem de blide tåger, hørt en stemme.

Hende.

Hende med det forældedede 14-års "walkersboomboomhår".

Og hans hjerte bankede også.

Boom, boom, boom...

Hun var fra samme lille by, samme skole og samme årgang som han.

Med et katastrofalt rod i sine penge, som hun helt tydeligt slet ikke skammede sig over.

-Nå, hygger din valuta sig godt i sine små ruller, eller er de allerede gået til kasseapparaterne?

Hun grinte og slog med det hårdt lakerede hår, hvilket godt nok ikke lykkedes, men kort fik hende til at ligne en skolepige.

-Eller er det agurkerne, du hygger dig med nu?

Hun var den eneste, han nogensinde havde fortalt om sig kærlighed til agurker, der dryppede af sylteeddike.

Han mærkede, hvordan hans mave begyndte at krampe.

Han havde villet hele morgenen, men ikke gjort det.

Og det havde heller ikke været en fornøjelse med hende.

Dengang efter festen for alle skolens 150 elever.

-Er du ved at gå agurk?

Var det sidste han hørte fra hende den dag.

Sagt med hendes drævende, nasalerede, arrogante, snerrende, ydmygende stemme.

Stemme.





...

Goljadka

.




Nyere, solid, dansk forstadsvelstand. Skalmure af gule sten, tag af sort skiferimitat, belånt, belånt og belånt, men stadigvæk en god investering til den usandsynlige alderdom.

Med møblerbar gang, soveværelse med akustisk tilgang til alle naboer og et køkken, som kunne oprustes til noget imponerende.

-hvad fanden laver jeg egentlig her? spurgte han sig, da han gik det sidste stykke, hjem fra sit månedlige damebesøg.

-hvad fanden laver du egentlig her? han fornemmede stemmen, mere end hørte den.

-hvad! han drejede sig med et spjæt.

Hvorfor blev han nu bange, som om han ikke vidste, at han havde fulgt i hælene på ham, lige siden damen begyndte at gøre vrøvl.

-hvornår kan du være hjemme, hvis du går nu!

-lige så hurtigt som dig! lad være med at glo. du kender mig! Han følte en vis beroligelse inden i, da han sagde det, med varm og forstående stemme.

Men frøs til is, da han opdagede, at han ikke kunne ryste det af sig. Hans bevægelser blev stive og hans slag bagud kom langsomt og dumt.

-hvorfor slår du! det kommer til at gøre mere ondt på dig end på mig. hvordan har du det, derhjemme?

- jeg ville da gerne invitere dig med indenfor, men mine børn er ikke hjemme, så det roder allevegne!

De havde lige mødt hinanden. Nede hos en eller anden dame. Han stod der, ud af ingenting, og kiggede genkendende på ham.

Igen et af de røvhuller, som altid skal prale med deres dyre ejerlejligheder og alt det krims krams, de har stoppet dem ud med.

Har jeg sagt noget forkert, tænkte han, mens han vendte ryggen til sin uvelkomne ledsager og forsøgte at fumle sine nøgler frem.

-nej du har ikke! men du er træls. det er du altid.

Hvor vidste han det fra?

-men jeg bor altså her, og du skal ikke med ind!

-nå, og hvordan vil du så slippe for det!

Han gjorde en hurtig bevægelse ved døren og forsøgte at svinge sig indenfor.

-klovn! det kan du ikke engang finde ud af! hvordan bar du dig ad med at få børn. skred du i svinget eller hvad!

-det var min kones ide. og nu har vi det hele. vi to og dem!

-så kan du vel også dele med andre!

-et halvt skibglas til hver af os! Han prøvede at smile arrogant, men den anden så det straks. Så skrækken.

-skibsglas! nej - bare giv mig flasken.

-hvorfor det!

-fordi vi kender hinanden. og venner deler vel!

Han turde ikke vrænge på "venner", men den anden vidste det og gav ham sved på panden.

-lad os så gå ind! Det undrede ham, at den anden lige pludseligt begyndte at tapsvede fra panden. Men han havde vel fortjent sin skræk, når han led under den.

-sådan er det, når man røver sine venner!

Døren smækkede, og han stod inde på den anden side med hamrende hjerte og hivende lunger, mens han forsøgte at blive fri .

Jeg stiller mig bare her udenfor, så bliver han så bange, at han til sidst slår sig selv i gulvet.

Han står uden for! sagde han til sig selv.

-hvad vil du!

-have noget af dit. det har jeg jo alligevel. hvis du ikke deler, bliver du bange og ringer til lægen, ik?

-jeg ringer til lægen lige nu. han må gøre noget.

-jeg vil ikke dele med dig! jeg ved ikke hvem du er. hvorfor var du hos min dame, så hun blev sur...

-hun blev sur på dig, ikke på mig. jeg opfører mig nemlig altid ordentligt. i modsætning til...

-mig! jeg er en gris.

Hvorfor skulle jeg dele med ham. Hvis jeg er en gris - som mor altid sagde.

-kan du huske, hvad mor altid sagde?

Han holdt det ikke ud et sekund længere.

-Lægevagten?

Han forsøgte at sige noget, men kunne kun komme med lyde. Hans hals var indtørret og læberne klæbede sammen, så han næsten hørte smerten.

-Lægevagten? Vil De noget - eller hvad!

Der var lige ved at slippe en sjofel ed ud af munden på ham, da han hørte braget fra døren, som blev åbnet brutalt.

-åbnet?

- jeg slutter mig til dig nu! Han så den sammenkrummede skikkelse i lænestolen ved telefonen.

Skikkelsen rettede sig, blev nærmest pumpet op, da han sluttede sig ind og rømmede sig.

-Ingenting! brummede han, krast og larmende.

-Ingenting, før du får fri dame!

Og så grinte de, grinte ad det hele.

Ad skrækken, når de var sammen mod alle.

Ad pænheden, hulrummene, skjul for mennesker uden indhold...

og følelser uden betydning.


...

Ikke rød - lyserød!

.



Han havde altså aldrig gjort sådan noget før.

Han var seksten med pletfri straffeattest og samvittighed.

Han var i hvert fald aldrig blevet opdaget.

Et par Piratos hos skolekøbmanden, som straks havde sikret sig, at det store, buede spejl permanent viste køen ved slikdisken.

Og så selvfølgelig dengang han havde lånt en knallert, fordi han skulle skynde sig. Det var en af hans venners, og han havde ikke bemærket det mindste, fordi han straks havde stillet den tilbage, da han ikke skulle bruge den mere.

Men nu havde han et problem: afslutningen var nær, og han stod stadigvæk parkeret i en lille skov et godt stykke fra byen, hvor de havde fejret hele formiddagen og lovet hinanden at blive mindst til midnat.

Men de andre var langsomt sivet væk, efterhånden som de havde fået kørelejlighed.

Han var som sædvanligt den eneste, der havde forsøgt at holde de broderlige løfter fra og til den realklasse, han nu snart skulle forlade.

Han havde altid holdt meget af at gå, men det her var for meget.

Og så var han skidefuld, når han skulle sige sandheden.

Og det gør man tit, når man er skidefuld og i den alder.

Der var stadigvæk en del cykler parkeret rundt omkring, så han forsøgte at finde ud af, om han eventuelt kunne låne en af dem, men øjnene lystrede ikke, og hænderne heller ikke - selv om han havde en vis rutine i at åbne de mere primitive låse.

Der var så også en kikset, lyserød pigecykel, som var blevet sat helt for sig selv.

Og den havde slet ingen lås.

Var måske også lidt lille, men alligevel et godt bud på at komme hjem og sove resten ud.

Han kiggede sig omkring. Der var en masse at høre, men ingen at se, så han satte sig op på den og hjulede afsted.

Ad grusvejen. Så hovedvejen. Og til sidst ad den hullede cykelsti i rabatten.

Cyklen var jo, med sin hjemmelavede kulør ikke ligefrem diskret, og han ville hade at blive opdaget.

Det var jo det, man lærte i skolen dengang: gør hvad du vil, men sørg for at ingen snupper dig på fersk gerning.

De seks kilometer på en lille pigecykel var alligevel noget af en opgave, men han trampede afsted og nåede, efter den lange, lange bakke, som førte op til byen, det cykelstativ, hvor han ville stille den.

Netop der skaffede folk sig så tit af med et eller andet, de havde lånt rent midlertidigt, og der blev det normalt også fundet igen af ejermændene.

Af en eller anden grund var han ked af, at han ikke kunne låse cyklen, før han gik, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Han gik lidt slingrende ad byens hovedgade, lidt lam i benene af den lange tur på den alt for lave cykel, men kunne alligevel igen nyde det gode vejr, som i første omgang havde fået ham til at love at feste videre derude i skoven.

Helt til midnat.

Nåja.

Damerne havde jo også været i feststemning, så det kunne man jo lige så godt glemme for dagen. Det lå ikke i det, at man ville kunne ende i et eller andet buskads - uden generende veninder.

I det fjerne, sådan forekom det ham, deroppe ved kirken, kom nogle piger gående på deres sædvanlige, fjantede facon.

Selv om de egentlig var for små til at fange opmærksomheden.

De nærmede sig hinanden, og han forsøgte at se dem så klart, at han kunne afgøre, om han kendte dem, og om han eventuelt skulle forsøge sig en sidste gang denne dag.

Selv om de var for små.

Førsterealere gik han ud fra.

Nej! Der var ingen redning i klyngen, som kom imod ham, så han kiggede ned i fortovet for ikke at vække opsigt.

Han var bare fuld, med begyndende tømmermænd og en forbandet tom følelse i hele kroppen.

Mest fra navlen og nedefter, men egentligt også der, hvor kærlighedens platoniske dele normalt sidder.

Sådan et eller andet sted omkring hjertet.

Han spidsede ører.

Det kunne jo være.

Og en af de allermindste piger klagede netop i forbifarten sin nød til de andre, fordi hun havde ladet sin cykel blive ude i skoven og nu skulle gå hele vejen derud og hente den.

Fordi hun havde været dum nok til at tro, at den fyr, som havde inviteret hende med i sin bil, ville andet og mere end at køre hende og veninderne tilbage til byen.

Han var straks efter forsvundet ind op på sit stamværtshus, hvor de ikke havde noget at gøre.

Som de huskede fra tidligere ydmygelser.

Og hendes far ville blive stiktosset, hvis hun kom hjem uden sin cyel, som han selv havde sat i stand til hende.

Hun sagde de sidste ord med stor alvor og vægt.

Man kunne næsten se faderens løftede, slidte pegefinger.

Han blev drevet af en sær fornemmelse og vel også ønsket om at undslippe sin ensomhed, så han spurgte, om hendes cykel måske var sådan en lille, lyserød en uden lås.

Hun kiggede meget længe på ham med rynkede bryn, men sagde så "ja".

-Så tror jeg, jeg lige har set den heroppe ved det store stativ!

Hun rystede svagt på hovedet og løb så i den retning, han havde vist hende.

Kort tid efter kom hun pustende og stønnende tilbage, med kurs direkte imod ham,...

Han dukkede sig og begyndte at dække sig mod hendes kommende raseri.

...kastede sig med begge arme om hans hals og gav han en kæmpestort, smaskende kys lige på munden.

-Tusind tak! Tusind tak! råbte hun, da hun løb tilbage for at hente sin cykel, så hun endelig kunne komme hjem.

Dagens højdepunkt i skoletid fuld af lavpunkter.

Han gik også hjem! Faldt i en dyb søvn, hvor han drømte om kærlighed, den lille pige og hende sære cykel.

Da han vågnede var han sur på hele verden. Alle de spildte muligheder, han alligevel ikke havde haft med hende.

Men han stjal aldrig noget igen.

Og i kærlighed blev han heller ikke klogere.



...

Åstedsforretning

.




Han var vistnok ikke duknakket, men han så lille ud, da han gik gennem den lange, mørke gang.

Kastede et hurtigt blik til højre, ind i receptionen, for at sikre sig at de havde set ham.

Og forstået, at han godt måtte være der.

Til venstre den store opslagstavle med de demokratiske valgplakater.

Alle nævnt, ingen glemt.

Over det hele: træpaneler i "rustik" udførelse.

"Ægte rumænsk håndværk" som man kaldte det lokalt.

Og så var det i virkeligheden lavet på et værksted for handicappede, som man jo skulle understøtte.

Til venstre igen ved den lave dobbeltdør, der med et slag fik ham til at virke meget højere.

Og ind i salen, som rummede ni overflødige stolerækker.

Og forrest, den der skulle bruges til det "talrige fremmøde".

Han havde boet i dette kæmpehus i mere end tredive år og havde da også nået at holde sit tiårsjubilæum, før han rejste til et bedre sted med masser af fri luft omkring kontoret.

I et industrikvarter ved storbyens alleryderste yderkant.

Nå ja, i det mindste skulle han ikke længere udnævne denne store, gamle kasse, han nu stod i, til "Paradis på Jorden" for de fattige og udstødte.

Nu skulle han bare opreklamere den nye bygning med det nye kontor til et Paradis for udstødte, ikke fattige.

Byen betalte jo det hele for dem, og de skulle slet ikke helbredes.

De skulle bare have lov til at dø i fred.

Stilhed overalt.

Måske ikke lige nu, men det kunne jo komme.

Han skred frem ad salens midtergang.

Op mod "Opstandelseskorset".

Ikke det katolske med den evindeligt lidende mandsfigur på, men det kors uden, helt uden.

Nøgent træ, kun med nogle blegede stænk fra de aggressive rengøringsmidler, man brugte for at holde Bedestedet Rent.

Lige som de rustikke træpaneler, der løb en evighed rundt om hele rummet.

Talerstolen i træ stod vægtigt i midten, oppe for enden af midtergangen.

Den havde tydeligvis gjort tjeneste et andet sted, før den var blevet brækket af sin sokkel og bragt hertil.

I en større sal, hvor man havde brug for den slags, så alle kunne se.

Det kunne "alle" også nu, fordi der ikke var så langt fra første række til taleren.

Nu betød dens absolutte synlighed egentlig bare, at man bemærkede, at hele træværket på talerstolens front måtte være lavet af en travl, men engageret amatør.

Mellem klokken tre og fire om natten.

Når han alligevel lå søvnløs.

På hele den højre side var der store, rundbuede vinduer, som skulle virke indbydende på de forbipasserende, men som i mange år snarere havde udstillet, hvor inderligt den "lille skare" kedede sig.

Nej, han var ikke bitter over sit liv.

Han var slet ingenting.

Og det var meget værre.





...

De megagrønne...

.


...jamen den slags er da svært! Meget svært. For det afgør hele ens indre værdi.

Den man træder frem for verden med...

...eller gemmer sig med.

Nu var der dengang, hvor ham der havde arbejdet hele natten med at sætte reklamer op for den ene, og alligevel med indædt stolthed om morgenen havde sagt, at han sgu' alligevel hellere ville have de andre.

De ultimative røvhuller.

Han rodede kort frem og tilbage i sit tynde, korte, grå hår.

Som han havde set jægere gøre det på deres overivrige hunde.

-Det lød som et tordenvejr, advarede alle,

...men ikke hos ham.

Han var for gammel og døv.

Han greb ud efter telefonen. Nu måtte han have et svar.

Svaret på, hvem han skulle være venner med i de kommende år...

...hvem han skulle se på i avisen - med hjertebanken.

Han trak vejret dybt og gik hen i telefonkrogen, lige foran havevinduet.

Gråt i gråt i gråt...

...selv telefonen. Diskret eller fantasiløst.

Afhængigt af, hvad han gjorde i dag...

...hvad stemmen i telefonen sagde i dag.

Han kunne aldrig trække vejret normalt, når han talte i telefon - det var skidepinligt.

Hvis stemmen i telefonen svarede det forkerte, ville han være venneløs i mange, mange år endnu - igen...

Han kunne være en falsk ven.

Det var de fleste andre - pånær ham, der gjorde sin pligt og sagde sandheden, da man ikke kunne bebrejde ham hans mangel på tro.

Han tastede langsomt københavnernummeret.

Bip-biip-biiip - eksisterer ikke!

Taber....

De andre ville sikkert gerne have nye venner - men jo kun, hvis han duede.

Og det havde han altid gjort, officielt, men et andet sted...

...et andet menneske.

Han tastede igen det lange nummer...

-Her er de megagrønnes automatiske telefonsvarer! Kontoret er lukket på grund af valg. Vi takker for din interesse og ber dig ringe igen, når vi....

...stemmen fadede langsomt - eller også var det bare den velkendte susen, der fortalte, at hans blod trak væk fra hovedet...

...ned i benene, hvor det ikke havde noget at gøre...



...

På tur som Øb og Bøv Øbberbøv

D. satte sig magelig tilrette i sine 75 kvadratmeter betonslumslejlighed, og begyndte i tankerne at lade dagens oplevelser fra turene med bybussen live op til nærmere overvejelse.

Den glatragede forbrydertype først, havde bare maset sig forbi såvel klippeautomat som buschauffør og medrejsende. Han havde skulet til alle sider, og havde virkelig opnået at kunne sætte sig i fred på en af de meget sjældent frie pladser.

Da han gjorde mine til at rejse sig, havde han kun nået at rette sine knæ halvvejs ud, før et par ældre damer med store, brune plastiktasker havde kastet sig sidelæns ind på sædet, under påberåbelse af deres gamle, nedslidte og værkbrudne folkepensionistkroppe. "Vi har opbygget denne velstand!!"

De havde også med held kunnet hævde deres territorierettigheder.

D. gjorde status: Han kunne ikke påberåbe sig, at han var en af dem, der havde "bygget Danmark". Han vidste af erfaring, at han nærmest lignede en fra "voksenhjælpeklassen", når han barberede sit hår af.
Og nej, han troede heller ikke på hverken franske, spanske eller græske sprogkurser hos venlige damer.

Ikke som Bøv og Øb.

Han kunne begynde at gå i kilt, men ville alligevel aldrig kunne vise ben som en ung, ikke-emanciperet dame, så det kunne være det samme.

Han hadede uniformer.

Han hadede legitimationer, politiskilte, lægeskilte, forbuds-,påbuds- og anvisningstavler.

Han ville satse på, at han kunne opnå en synergetisk effekt, hvis han rodede de mest effektive adfærdsformer sammen til et eller andet, som han selv havde lavet.

Han talte sine sidste penge op og drog ud på en fornyet oplevelsestur med de lokale, gule busser og hvad dertil hørte...




...

De eneste to fejl.

.

Wien er en drømmeby.

Den har kun to fejl, som desværre ikke lader sig reparere: juli og august.

Det er en sommerby, bygget som et overlevelsescentrum på Antarktis.

Og er derfor helt igennem uudholdelig til midsommertid.

I denne by mødes mennesker fra stort set hele verden. Og især schweizerne har taget den til sig som deres egen.

Jeg anede ikke engang, at der er så mange schweizere i Schweiz, som jeg har lært at kende i Wien.

Allesammen i glædelige sammenhæng -

"Wien er byen, hvor man får sig nye venner, mens man venter på sporvognen" - står der på bænkene overalt ved sporene.

For det meste sponseret af et større pengeinstitut.

Mit venskab med schweizerne er måske netop så stabilt, fordi aktiekurserne på de af bankerne udbudte guldkalve er faldet dramatisk i værdi, siden bænkene blev stillet op.

Så vi har kunnet lægge hovedvægten på de menneskelige formuer.

Så selv om den reklamerende bank sponserer et eller andet, behøver man ikke at tage det så højtideligt - men kan nøjes med at snakke om Gud, Verden, Døden, Livet, Intetheden...

...og om Schweiz, landet hvor halvdelen af alle byggegrunde står lodret, og hvor min bedste ven boede indtil for godt 20 år siden...

Han havde kun få kilometer på arbejde, derfra hvor han boede, men, og det er ikke en vits, han kravlede op og ned af meget stejle klippesider, så det alligevel tog en rum tid, at komme frem og tilbage - eller måske snarere: ned og op...

Når venner nu bliver halvgamle, som schweizeren og jeg, begynder humoren at blive en smule stiv, men til gengæld forbliver den stabil og velvillig.

Jeg mener, jeg har talt med hundredevis af mennesker, siden jeg kom til "drømmebyen", men det typiske "bænkevenskab" varer normalt kun, til man har vendt ryggen til hinanden første gang.

Så har begge "de to nye venner" totalt glemt, at den anden eksisterer.

Anderledes med min schweizer - vi kan jo kalde ham "Marcel", for det hedder han.

Da vi første gang mødte hinanden, var det netop i begyndelsen af august.

Jeg så ud, som jeg plejer på den tid af året, og Marcel grinte til mig: "Jeg vidste slet ikke, at det regnede udenfor..."

Og jeg svarede med finesse: "Det regner skam ikke derude, jeg svømmede bare hertil gennem kloakken for at sikre min naturlige, sprutrøde teint mod solbrændthed".

Så grinte vi begge to - for vi har nemlig også begge set "Den tredie Mand" med OrsonWelles og det hele, så vi ved godt begge to, at man ikke kan svømme i de wienske kloakker...

...eller hvordan det nu er...

Vi gik det følgende år med til Kristi Legemsfest, som egentligt ikke vedrører os en pind, men som er en derart ekscentrisk oplevelse, når man kommer ude fra...

...og vi kom meget udefra.

Jeg mener, når en schweizer taler sit hjemlands dialekt, er det ikke muligt at få noget ud af det for udenforstående, der vil forsøge sig med en lytter.

Lige som når jeg taler dansk til vores børn...

Eftersom det schweiziske er uforståeligt, har jeg tit lyttet med - og, hvor mærkeligt det end forekommer, er det faktisk fra tid til anden et meget smukt tungemål ... netop "tungemål"...

Hvilket gav anledning til vores anden venskabsbevarende vits - den om "Canton-kinesisk".

Canton-kinesisk er jo i virkeligheden et respekteret sprog sammen med "mandarin" og en masse andre særheder på billeder fra fjernøsten.

Men min ven troede, jeg gjorde grin med hans sprog - og at det var hans "Kanton-kinesiske" , jeg havde kommenteret.

Til alt held skriver vi sjældent til hinanden, så lige siden dengang, for otte år siden til Kristi Legemsfest i Wien, har han udbredt sig om min fantastiske humoristiske sans, der gav sig udslag i min sammenligning af "kanton-tysk" med det uforståelige, derovre fra Asien...

Nu foregår Legemsfesten ikke i juli og august, men det er alligevel utroligt, så meget tøj, hele den katolske kirke møder op med. Og de slæber såvel sig selv som diverse statuer og "Monstranser".

Det sidste er en guldplade, som reflekterer det guddommelige sollys ned på de mennesker, der kigger på...

Netop på sådan en tung dag, kunne jeg godt undvære det krasse sollys, der iøvrigt her i byen - sikkert fordi Wien ligger ret højt (bunden af Donau ud for Wien ligger 70 meter over Danmarks højeste punkt) - kan ødelægge selv et hår som mit.

Men sollyset fra monstransen traf mig lige i mit kogrøde ansigt og blev næsten reflekteret 1:1 af min våde ansigtshud...

...det betragter man som et guddommeligt tegn på nåde, når man træffes af genskinnet fra sådan en...

...og det passer vel, men lige da det skete, var jeg mest interesseret i, hvordan Wiens ærkebiskop, kardinal Schönborn, klarede slæbet gennem byen...

...der var ikke den mindste anstrengelse at spore i hans ansigt, der stak mat og klart frem under bispehuen...

Manden er over 60, men til syneladende med en fysik, der siger sparto til min...

...lige som Marcels - eller også har de der katolikker virkeligt et eller andet i huen, der sikrer dem mod overlast fra vejret - uanset årstid.

Det tror jeg godt nok...

..og iøvrigt afholdes Kristi Legemsfest - i hvert fald siden afslutningen af 2. Verdenskrig - som en fest for det daglige brød...

Og det er jo ikke det ringeste at gå i optog for at gøre opmærksom på, at der er mennesker, som ikke får nok at spise - selv i vores egne baggårde...

...og selv om jeg, hvis jeg havde forsøgt at spise brød den dag, villle have sjasket det hele til, før jeg kunne nå at få det i munden. Havde forvandlet det...

...til øllebrød, så var det en god sag og jeg benyttede bare dagen til at faste i stedet for, hvilket gjorde ret godt...

...for det var trods alt ikke juli eller august endnu.

Men det er det nu....




...

Hey! Ma-de-moisel, Ma-de-moisel, parle vu hamma hamma....?

.



Hans ansigtskulør havde et kraftigt, gulligt skær i lyset fra computerens pauseskærm.

Han rykkede sig uroligt et par gange frem og tilbage på sin kontorstol, der straks brød ud i høje klagende, knirkelyde.

-Åh for fanden! Nu har jeg garanteret vækket hende!

Han skævede forsigtigt over til den ægteskabelige dobbeltseng, hvor hans kone trygt sov videre.

Hen over hans hvisken.

Han var ensom, og ville gerne have selskab.

Men for sin egen skyld.

Han lod sine skuldre synke smertefuldt og lungerne sukkede helt af sig selv.

Han gik på "nettet"...

...lad os nu se...

...død, kvæstelser, voldtægt, sex, sex, bare damer, bare mænd, en kongelig gravhund, gardere, gardere, mandestripper i politiuniform - nej, han var sgu' ægte nok...

...lemmer, lemmer i SOS-takt: 3 korte, 3 lange, 3 korte....

....eller hvordan det nu var...

-Save My Soul! "SMS", moderne og halvsjofelt i 1909.

Det ville række, hvis han havde sendt signaler fra sin synkende skude...

...mænd, mænd, mænd...

-Hvad siger man om mænd, der har store hænder og fødder? Han hviskede ordene, og smilte kunstigt til...

-At de er de fødte klovne!...

Okay, når det ikke var oplagt, at han havde kommet med sin kvikke bemærkning i et selskab, som netop diskuterede de to køns forskellige opfattelser af "godt og rigtigt."

Han kiggede ned på sine størrelse 43-fodform. Fodform, fordi det fik hans prinsessefødder til at virke større og mere mandige...

...vel egentlig ikke. Men det havde han da troet, da han købte dem...

-Jeg må skrive noget! opfordrede han sig selv og åbnede for "works", som han var stolt af, selv om andre drillede ham med deres dyre ditto...

Han kiggede, kiggede og kiggede, først på skærmen, så hen over, så op i loftet og hen på sin sovende kone...

-Det kan jeg sgu' heller ikke finde ud af...

Han tog sig til brystet, fordi hans hjerte gjorde ondt.

Nej, ikke ondt, det kildede.

Ikke engang hans hjerte tog ham alvorligt længere.

Han kunne selvfølgelig give sig til at drikke, så folk ville ynke ham på grund af det, han gjorde og ikke som nu på grund af det han var...

Han fik hovedpine, åbnede den øverste knap i sine bukser og sukkede dybt endnu engang.
Han hoppede et par gange på kontorstolen, så hans kone vendte sig uroligt...

...hendes søvn var ikke så dyb længere...

...han håbede, han snart kunne vække hende på sin underfundige facon og få lidt selskab i sine søvnløse nætter og sine latterlige dage...

Det hele føltes som evigheden selv...

...og selv hans fødder fulgte med...


...



...

Herr Seyfried og den græske prinsesse..

.



Hver eneste gang hun drejede hovedet, ja næsten hver eneste gang hendes rolige pasgænger flyttede et mulehår, klirrede hun lige så meget som alle de efterfølgende mænd og deres ringbrynjer.

Og hvorfor drejede hun hele tiden sit hoved?

Sådan noget skal kvinder slet ikke gøre. Selv Herr Seyfried kunne ikke helt sige sig fri for at være forarget over sin nye kone.

Fra Byzans, som han altid kaldte hendes hjemby, når han var sur. Så blev hun nemlig også sur, fordi alle de der græske romere og deres kejsere med flere hadede det navn, der af ondsindede historieskrivere var hentet fra det lille, stinkende fiskerleje, som havde ligget for mere end 800 år siden, der hvor Konstantinopel lå i dag.

Og "Topkapi", det kejserlige palads, hvor hun var født, var aldeles ikke en lokal udgave af Roms dyregårde.

Men selv Herr Seyfried syntes, det lød morsomt.

- Altså, min, du! Jeg har tilmed sat præsten i fængsel for at kunne bygge et lille rige til dig, hvor du kan føle dig hjemme.

Hun klirrede et par gange frem og tilbage, op og ned, da Herr Seyfried pegede næsten lodret opad. Op til nogle gevaldige bygninger i marmor, dekoreret med serpentine.

-Jeg skal ikke derop! nærmest skreg hun.

Og, indrømmet, de tre store sving, der udgjorde vejen op til "paladset", var umulige...

...simpelt hen umulige.

Hvis ikke lige Herr Seyfried havde rekvireret hjælp fra den nærliggende fæstning i Saxendorph, hvor han havde betalt selveste Walther von der Vogelweide for at komme tilstede og fremføre, med sang og musik, sin særlige velkomst til den fremmede "prinsesse".

Den fremmede "grevinde" strengt taget, men det var der ingen, der havde turdet sige højt endnu.

Walther, der, på grund af sine evindelige forsøg på at få andres hustruer med i seng, havde søgt tilflugt i fæstnigen Saxendorph, fordi selv den mest forhadte og fredløse kunne være i fred, hvis han var parat til at risikere sit liv i den konstante krig mod bøhmerne og deres såkaldte "konger".

Han var altså en modig og livskraftig mand, og da han først dansede ubesværet ned til selskabet med Herr Seyfried og hustru, og derefter, uden at standse sit lutspil, dansede op igen, lod prinsessen sig formilde til at forsøge en opstigning til sit nye hus.

Da de red ind gennem portbuen, satte et grandiost og ubehersket klokkespil igang og fik det hele til at virke hjemligt for alle.

Klokkerne for de mænd, Herr Seyfried havde haft med på korstog.

Hjemligt for grækerne, fordi de jo alle, som børn, havde leget i Konstantinopels klokketårne - som en slags manddomsprøve - og derfor, meget tæt på kæmpeklokkerne, havde oplevet lignende ulidelig støj og rabalder.

De bænkede sig langt om længe og gik over til at fortære de hjemlige spiser, som de havde måttet undvære i årevis.

På den ene side var den græske prinsesse lykkelig over at sidde til bords som alle andre - og ikke i et kvindehus som i sit hjemland - på den anden side kunne hun ikke mobilisere den mindste lyst til at spise hverken fyldte egern eller komave med urter.

Og vinen smagte som den sepiablæk, skriverne ved hendes fars hof brugte, og som hun en enkelt gang havde drukket, bare for at forstå, hvordan et så skrækkeligt dyr som en blæksprutte måtte føle sig.

Så hun nøjedes med at iagttage mændene, der blev støt mere modige og larmende, indtil de, en efter en, faldt i en dyb søvn, og hun kunne gå udenfor på svalegangen og nyde synet af sit nye rige.

-Dette her var altså bryllup på den indfødte måde - som hendes far, dennegang helt uden politiske bagtanker, havde sendt hende afsted til.

Hendes far havde elsket hende så højt, at han havde givet tilladelse til at hun giftede sig med en modig og rig mand fra et fjernt land, fordi hun ellers, hvis hun var blevet ved hoffet, ville have endt sine dage i et kloster, ellers med at få sine øjne brændt ud, hvis hendes far en eller anden dag blev styrtet som kejser.

Hendes far var en god mand.

Og selv Herr Seyfried havde virkeligt gjort sit bedste for at indrette et lille "grækerrige" på sine klamme og kolde alpetoppe.

...

Landsbyen "Kriegenreith" ligger stadigvæk i Waldvirtel, lige i nærheden af den by, Freischling, hvor vi boede nogle år.
Den har vitterligt heddet "Griechenreich", og baggrunden for det var Herr Seyfrieds kærlighed til sin græske prinsesse.

...



...

Den albanske bogholder

.



Selvfølgelig var det ham. Vores landbrugsminister. En konservativ bonderøv fra Vorarlberg.

Der, hvor man aldrig er "langt ude på landet", men snarere "langt oppe på landet".

Ham havde jeg godtnok aldrig set her før.

Her foran min datters skole i syvende baggård. Som del af et prominent og dyrt område i byen.

Og det var jo nok af skræk for mit tilfældige udseende, han havde givet et hop til siden.

Okay, jeg kiggede måske også lidt længe på ham, men det var jo bare, fordi jeg vidste, jeg kendte ham et eller andet sted fra.

Fjernsynet altså.

Den anden, jeg mødte, hoppede slet ikke. Han kiggede konsekvent på et punkt over mit hoved, og mælede aldrig et ord.

Stikkende blå øjne bag perfekt pudsede briller med guldstel.

Ikke bare gult, men guld.

På hovedet den uforstyrrede, grå hat.

Sin lange, perlegrå vinterfrakke med de hvide, bløde hænder forneden.

Uden spor af misfarvning fra arbejde og andet lort.

Fra tid til anden trak han vejret dybt gennem munden og lynede så med diverse fyldninger og guldkroner.

Vi havde stået sammen, her foran skolen, hver dag i mere end to år.

Og aldrig et ord, aldrig et blik, selv om han ventede på en pige, der gik i klasse med min den yngste.

Hvis han var hendes far, havde han godt nok landet sit lem hos en meget yngre, meget smuk dame.

Joys mor.

Tjekket, rødhåret, effektiv.

Fra Wirtschaftsuniversität her i byen.

Den slags mænd havde det for nemt.

Jeg tvang mit blik væk fra ham, da jeg opdagede, at jeg virkeligt var ved at bruse over af irritation, og, nåh ja, jalousi.

Han havde garanteret ikke opdaget en skid.

For den slags mennesker eksisterer vi andre ikke.

Vores børn ikke - og da slet ikke vores magtesløse jalousi.

Men vi kendte da hinanden. Hver dag. Her.

Røvkedeligt og forpligtende.

"Skolen er ikke et sted for børn", som chefen for samme altid sagde, når hun opfordrede forældrene til at passe godt på dem og i hvert fald afhente dem om eftermiddagen.

Ikke så meget om morgenen, hvor politiet alligevel vrimlede overalt i deres forsøg på at lægge dokumentation til den blå-sorte regerings konstante proklamationer om Lov og Orden.

Tryghed for Alle.

Joy var en rigtíg sød pige - og hun var bedsteveninde med min datter.

Perfekt tysk og altid et smil, hvor hendes brune øjne smilede med.

Sort tjavsehår, men det var hendes mor forlængst kommet over.

Så det ville Joy også.

Hun kunne godt lide mig, selv om hun var muslim og havde fået svedet sin tillid til andre, dengang i september med de der Twin-Towers i New York.

Jeg gik ved siden af Joy, demonstrativt med Christina i hånden.

Vi snakkede alle tre.

Højt og demonstrativt.

Jeg ville fange hans opmærksomhed i dag.

Jeg er her også - du slatne rigmand fra det fjerne syden.

"Min grandonkel har det ikke så godt mere", sagde Joy, da jeg et stykke tid havde stirret ufravendt på den pæne mand i vores gruppe, og denne stadigvæk ikke reagerede på mig.

"Han kan ikke tale tysk, så han kan nok ikke få lov at blive hos os"...

Jeg kiggede kort på Joy og rystede engang på mit hoved.

"Jamen, det passer" tilføjede Christina i solidaritet med sin veninde.

For første gang nogensinde så den pæne mand direkte på mig og smilede bedrøvet, da jeg nærmest skreg:

- Albanien?

Joy nikkede. Det gjorde Christina også.

Og jeg forstod først længe efter, hvad jeg havde hørt og set.

...



...

Althanstrasse 10

.


Han gik ned ad "Althangaden", hvor alle husvægge var helt flade og gråpudsede.

"Grev von Althan" var han for længe siden blevet belært.

Dengang det var interessant.

Forbi en butiksverden af "Esoterik", hen imod den venlige, tjekkede dame, han var faldet for, og derfor nu var udset til at hjælpe i hendes korstog mod menneskelig elendighed.

Hun talte altid i skriftsprog med dobbelt stort i begyndelsen af de særlige ord, som indeholdt hendes livsenergi.

JEsus, HErren, REvl og KRat samt KArawanken.

Der måtte være både røvkedeligt og skidekoldt i KÄrnten, hendes "HJemland", når en køn, ung pige var parat til at mavelande hos en flok sumpere i WIen, -

-nå nej.

"Røvkedeligt" og "skidekoldt" - mand, han var blevet digter af denne tur frem og tilbage.

Han kunne tænke vrøvl, som havde indre relevans igennem begrebslighed:

Røv- og skide!

Det måtte han skrive ned.

Mon hun også sang?

Det gjorde alle dernedefra.

"Når to fra Kärnten mødes på gaden, begynder de straks at synge trestemmigt!"

Der må grines, eller også ikke.

Han drejede ind i en gyde og gik gennem en dør ind i "Hulen", nødstedet for de nødstedte!

Ha!

Og der stod hun, med anakron hårpragt og et særdeles synkront bagparti!

Lige som han ønskede det.

Hun stod med sin esoteriske Bibel og belærte ti-tolv uvaskede, småberusede mænd om livets LYksaligheder.

Hun trak vejret dybt og smilede til ham, da hun et øjeblik løftede blikket fra de siddende mænd - hen på den stående.

Mig.

Når hun holdt vejret, kunne hun slet ikke se sin bog, så hun åndede skyndsomst ud igen.

Manner for et frontparti.

Nok til at dele.

-Jeg er gift med Jesus! Jeg vil aldrig kunne elske andre mænd. Jeg vil spare mig alene til Ham!

Hvad Fanden! skød det igennem ham.

Jeg er gennemskuet!

Det var hurtigt!

Han måtte lige samle sig, inden han stak en undskyldning for at gå igen.

På toilettet, selvfølgelig.

Han gik op ad en trappe, hvor der var skiltet "WC". En trappe, der på grund den meget smalle opgang, kun havde halve trin, let forskudt for hinanden.

Så man var nødt til at falde i trit, hvis man ikke ville skvatte.

"Stehpinkeln Verboten", sagde et skilt lige til højre for den næsten polerede skideskål.

Han satte sig ned, men rejste sig så igen, hev organet ud og pissede med præcision og styrke.

Dem med alle deres gode ideer!

Ville de der virkelig også pille de sidste stumper mandighed af ham, inden de bedyrede, at de forlængst havde giftet sig med en eller anden død palæstinenser!

Han trissede ned ad de enkelte trappetrin, satte sig ned ved et bord og begyndte at kigge gnavent irriteret op på Damen.

Han hostede rallende og snusede snot op, så det var en lyst.

Hvis det alligevel skulle være på den måde, kunne han lige så godt indkræve den kærlighed, alle andre åbenbart kunne indhandle sig hos den skønne.

Ædru! svor han: Aldrig, aldrig mere!

Og stedet hed "Wendepunkt".





...

Venstre, højre, venstre, højre, højre, højre...

.



-Og så skal vi have en masse børn. Og øve en hel masse først!

De sad på hver sin side at et gammelt spisebord, hvis lak hang i flager og laser. Hun så lys, så lys i sin grå joggingdragt.

Han så hvid, så hvid i sin kontorskjorte med slips og så videre.

Oppefra lyste en enkelt pære i sin bøjede ledning og med bakelitfatning sin velsignelse ud over parret.

-Lad os få tyve af dem! Sagde han hen mod det nussede vinduesglas lige bag hende.

-Og så skal vi have et nyt hus med græsplæne, blomster og legeplads...

Hun lagde sit hoved bagover og smilede.

Hvidt.

-Ja, lad os få tyve af dem! Noterede han til bordpladen.

-Og du kan lære min familie rigtigt at kende, når de hjælper os med det grønne. De elsker landet!

-Lad os få tyve af dem.

Hun begyndte at kradse i noget forvildet lak. Med sine lyse negle. Forvirret.

-Og du skal have den bil, du drømmer om. Så skal jeg nok nøjes med familiens minibus.

-Ja, ...

Inden han nåede at fortsætte, blev han afbrudt af de rituelle snøft, der hver gang fik deres ”drømmeparforhold” til at drømme videre.

-Vil du have en elskerinde, eller hvad?

-Ja, lad mig få tyve af dem!

-Røv..

...-med fremtid!

Venstre, højre, venstre...venstre...venstre...






...

Skybruddet

Det var en stor, tung vogn, som hans håndled hele tiden havde fortalt ham, lige fra den dag han købte den.

Alligevel var det en fed fornemmelse at brumme afsted ud til et naturskønt beliggende fængsel sammen med en anden uniformeret mand, som også havde en stor fremtid bag sig.

Og så kom "alpeuvejret" ud af ingenting.

Præcis som han altid var blevet advaret imod det.

Han havde snakket hyggeligt med sin passager, da det pludseligt sagde "sjask" mod forruden, og udsynet blev spærret af et tykt lag halvsmeltede haglkorn, som ikke engang de massive og store vinduesviskere kunne udrette noget som helst imod.

Han satte symbolsk viskerne på dobbelt hastighed og forsøgte at komme i tanke om, hvad han havde set på og ved vejen, lige før det blev umuligt.

Han bremsede blødt, som han havde lært, men alligevel for hårdt på grund af den begyndende panik.

Manden i passagersædet, der var født og opvokset i Østrig, begyndte højlydt at bekende sine synder og bede Gud om at tage godt imod både sig selv - og bilens fører, samt alle andre, som måtte komme til skade nu.

Bilen skred lidt ud med sin alt for bevægelige bagende.

-Der var noget med en bro, og nogle huse, en grøft, nej to grøfter. Der var en bil langt foran, måske nogle bagved.

En lastbil bagved.

En ungarsk lastbil. Det værste mareridt for en forsigtig søndagsbilist.

Han trykkede igen svagt på bremsen, men slap straks, da han fik et brøl fra et kompressorhorn bagfra.

Bilen rettede sig for hurtigt op og skred derfor til den anden side.

Han korrigerede med rattet.

Uden held.

Bilen var næsten kommet ud af kontrol og skred sidelæns over mod - hvad?

-De måtte have kurs mod vejens venstre side. Gudskelov var de kommet over broen. Men han kunne ikke huske, hvordan der så ud - der hvor de var på vej hen.

Forhjulene knasede ind i et tilgruset område.

-Det måtte være tæt på rabatten.

Han trak vejret dybt, med et gisp, fordi selv hans åndedræt ikke vidste, hvad det ville.

Pludseligt krængede bilen voldsomt mod højre og drejede derefter helt rundt, så de skred baglæns ned ad en skråning...

...som endte i hvad?

Det gav et kæmperabalder, da baghjulene uden varsel ramte noget asfalt og begyndte at skrige under den fortsatte, men stadigt langsommere rutschetur.

Den tunge motor vendte bilen med fronten i kørselsretningen - og han jokkede på bremsen, som han ellers aldrig havde gjort det.

Nu ville han have en afgørelse på sin skæbne.

Bilen rystede svagt nogle få gange, og motoren satte ud med en opgivende hvislelyd.

Forsigtigt åbnede han sin dør, mens han for sit indre blik genkaldte sig alle de amerikanske film, hvor man overlever en trafikulykke, blot for så at blive ramt af en anden skæbne umiddelbart efter

- i et øjebliks lettet tankeløshed.

Der var fast grund og villahaver så langt øjet rakte.

En ældre mand kom hurtigt gående hen imod dem.

-Hvad er det? spurgte manden.

De to ved bilen var lidt desorienterede.

De syntes ikke, de ligefrem fortjente en skideballe for det, der var sket.

At de havde reddet liv og lemmer uden at skade andre.

Eller havde de?

-Findes det der virkelig? han pegede på "Heilsarmee"-mærket, der fyldte hele bilens køler.

-Hvad? spurgte føreren tilbage.

-Jeg har kun hørt:

-Wo geht's hier zur Heilsarmee!...

...som folk siger, når de er skidefulde, men "Heilsarmee" findes altså i virkeligheden. Det må jeg hjem og fortælle min kone!

Hvorefter han forsvandt igen, efterladende en ramponeret bil og et par chokerede mennesker, i live, men ellers midt i ingenting, eller rettere, noget der for en bil var midt i ingenting.

En gangsti i et roligt villekvarter, en forstad til den soveby, hvor man i sin tid havde anbragt et fængsel for svage, men farlige mennesker.



...

Du kære, kære, heldige Augustin...

.



...så var aftenen kommet.

"Augustin", avisen for de uheldige, kunne fejre sit 13-års jubilæum, med alt hvad dertil hører af berømte gæster, kendte gæster, sjove gæster - og velkomne gæster.

Og det hele blev betalt af "Augustins forlag" - "UHUDLA", det eneste stykke kommunisme, der nogensinde havde givet overskud i Østrig.

Troede han.

Han glædede sig til at være noget "særligt", mens han gik ad snoede bagveje om til den "lille", men pyntede festsal, som lå økonomisk korrekt, lige bag en af de "store", prangende festsale med indgang fra den kendte boulevard med parkeringspladser, busser og sporvogne...

Han blev ret irriteret, da han opdagede, at indgangen til den "lille" festsal faktisk befandt sig på en smal stikvej til den "store" sals nødudgang.

Selv om der kun var en enkelt lille dobbeltdør i hele murfladen, var han lidt i tvivl om, hvor han skulle gå hen.

Han var jo heller ikke en del af "miljøet", og man måtte vel tilgive ham, at han bare vadede på.

Han holdt sin invitation foran sig, så man i hvert fald vidste, at han havde ret til at komme.

En temmeligt svær, ung dame med krasrødt hår gik ham i møde med udbredte arme og hovedet på skrå:

-De er velkommen! Skal jeg tage Deres frakke?

Hun kurrede nærmest på et blidt, neutralt tysk - det "Kloge-Ågerne" brugte på TV, når de hjalp alle andre til et godt liv.

-Min invitation! han rakte det lille papstykke frem imod hende, som ville han forhindre, at hun øjeblikkeligt blev alt for nærgående og hyggelig.

-Pjat med Dem! Alle, der kommer her, er velkomne! Vi mennesker er jo så forskellige! Mangfoldige!...

-Jeg fryser røven af! snøftede han til hende, før hun kunne fortsætte sin talestrøm.

Hun lagde hovedet på skrå og smilede forstående til ham, da han gik forbi hende og ind til garderoben, hvor han ikke - ikke - hængte sin frakke, men blot børstede den smeltede sne af ærmerne og derefter fortsatte ind i salen, hvor den rødhårede fra før stod og ventede på ham.

-Hvordan fanden...!

Hun lagde igen hovedet på skrå og nikkede smilende hen mod salens sikkerhedsudgang, som, fordi låsetøjet var i stykker, og der "sowieso" aldrig var noget at stjæle her, kunne åbnes udefra - selv med lange, lakerede negle som hende, den ders...

-Her er Deres to ølboner, De kan også få et par glas vin på dem, så skal De bare huske at sige det til barpersonalet!

Hun rakte ham to stykker kvadreret skolepapir, som med sirlig tøsehåndskrift oplyste, at "Indehaveren..." og så videre.

- Jeg drikker ikke! sagde han og kiggede skråt og længe på hende.

-Tag De nu bare Deres boner - og hvis De er mere tørstig, kan De sagtens få noget mere. Vi skal jo have en hyggelig aften!

"Vi?" tænkte han, uden at svare.

"Vi!"

-Skal jeg ikke tage Deres frakke alligevel? Det er da ikke behageligt at sidde med den på hele aftenen! Når der kommer andre, og det bliver varmt!

Han skubbede sig sideværts ned på en bænk, som stod ved et bord med kiks og mineralvand, lænede sig med ryggen op ad den kalkede væg og gav sig til at studere det program, han havde fået sammen med invitationen.

-Vil De ikke hellere have æblesaft eller kaffe? Det må De godt få, indtil De drukner i mængden og bare kan hente Deres øller uden at nogen opdager det!

Hans åndedræt blev tungere og tungere. Ansigtskuløren fik en ret usund, rødlig tone.

Og pludseligt var hun væk.

Der var Gudskelov kommet andre til, så han kunne få en smule fred.

Han så, og glædede sig over afstanden til hende, hvordan hun gelejdede folk på plads.

Støttede dem!

Løftede dem!

Forklarede dem!

Og smilte dem!

Der var intet "Rygning forbudt"-skilt, så han rakte ned i lommen efter en af sine dyre, udenlandske cigaretter.

Knipsede ild i den med sin forgyldte lighter og tog et dybt drag...

Den rødhårede dukkede ud af tobaksskyen med hovedet på skrå og et sødt smil.

-Nej, hvor er den flot, den lighter!

-Er de der cigaretter gode?

Han begyndte at hoste - og dennegang var det ikke med vilje.

Han troede virkeligt, hans sidste time var kommet, fordi han var kommet til at tage et kæmpehiv ved det blotte syn af den der røde Haltefanden.

Nå ja, hun haltede måske ikke...

...ikke endnu. Men bare vent!

Lovede han sig selv.

Han strøede demonstrativt asken fra cigaretten ud over gulvet, hvilket fik den rødhårede til at forsvinde, for dog blot at dukke op igen med et stort askebæger, få splittede sekunder senere ...

-Det er da ikke rart at sidde og jokke i sådan noget til en fest, vel? nikkede hun formanende til ham og stillede askebægeret på bordet.

-Vil De ikke have noget at spise? Jeg skal nok hente det til Dem?

Han holdt ikke af at spise sammen med andre, og da slet ikke med hende...

-Nej! svarede han med et dybt suk.

Hun rakte askebægeret hen under den sidste glødende stump af hans cigaret.

-Kommer Du fra den katolske kirke!

-Nej! svarede hun lidt tøvende.

-Fandens osse. Ellers kunne du jo fise hjem og forføre din præst!

Hun lagde smilende hovedet på skrå, men mistede alligevel overblikket i så lang tid, at han kunne nå at tvære sin cigaretstump ud over gulvet med sin fugtige skosål.

-Hvor er De altså uartig! smilede hun bredere og fes afsted efter kost og fejebakke...

...men det opdagede han aldrig, for han gik, hurtigt og med ansigtet skjult i sin frakkekrave, ud og væk fra den der forbandede "gode ide"...

...og derfor fik han heller aldrig at vide, hvorfor servitricen havde været så venlig og hjælpsom.

Da ejeren af "Augustin" takkede alle de medvirkende, udstrakte han en særlig anerkendelse til de otte kvindelige socialarbejdere, som, i forbindelse med en videreuddannelse i "social management", havde været så søde og venlige at klare alt det praktiske med køb, tilberedning og servering for de mange gæster.

De havde klaret alt det, som gæsterne aldrig havde kunnet finde ud af i deres liv - alt det som havde manglet og havde ført dem ud i elendigheden...

...det sagde han virkeligt, den gode kommunist...

...og så var det hele iøvrigt betalt af kommunen, grinte han, den der smarte kommunist...




...

Aftenbus - Hedehusene til Roskilde

.



Da den røde bus standsede og åbnede døren ude midt i det ingenting, snestormen havde skabt, gik de passagerer, der overhovedet bemærkede det, ud fra, at chaufføren havde brug for en smule frisk luft.

Måske for ikke at falde i søvn, lige som alle andre i det tilfældigt sammenkomne selskab var på nippet til.

En midaldrende mand steg ind og begyndte med store fagter og tydelige mundbevægelser, dels at bede om en "ENKELTBILLET", dels at finde sine danske "HUNDREDEKRONER" frem

Han stod i midtergangen og sjaskede snesjap ud over bussen, chaufføren - og snart efter også over de forreste passagerer.

Til sidst, samtidig med at han puttede byttepenge og billet i sin frakkelomme, rystede han tilmed sit hår til alle sider, hvilket fik chaufføren til at sætte bussen i gang med en pludselig og grov koblingsbevægelse.

Alle havde travlt med at sløve eller sove - så de ikke skilte sig ud fra mængden. Alligevel fik han øje på en yngre dame, kontortype, som forsøgte at brede sig selv ud over sine to siddepladser, bagerst i højre side af bussen - set forfra.

Damen var ikke så heldig, at hun havde en større taske eller bagage med, så hun kunne ikke lade, som om der under ingen omstændigheder var plads til ham der - snegæsten, snotgæsten....

Han satte kursen direkte ned imod hende og smed sig sidelæns ned på sædet, så hun forskrækket rykkede helt op mod bussens side - måske snarere et forsøg på at redde sig op ad bussens side og lande i sikkerhed, helt oppe i bagagenettet.

Manden gravede meget omstændeligt sit ansigt frem fra de våse tjavser, der kunne have siddet på en aldrende rockmusiker, men næppe gjorde det.

-Må jeg sætte mig her? Tusind tak! Kører De tit her? han lænede sig tilbage i sit sæde, så hans beskidte og nassede trench-coat røg ud over damens pæne vinterfrakke...

---

Der er intet i verden, der er så smukt, som det spontane. At tage med bussen her midt i ingenting mellem Roskilde og Hedehusene.

Og så en aften med snestorm og buldrende mørke.

Jeg burde vel have gået hele vejen, men så ung er jeg jo heller ikke. Og så fattig heller ikke - ikke.

Og når man nu har muligheden for at møde nye mennesker...

I gamle dage ville jeg bare have fræset afsted i min bil - hvis jeg havde været åndssvag nok til at køre i sådan et vejr.

Glatvej og så mig - ikke lige sagen.

Jeg var fast overbevist om, at det grønne lort, der altid stod i vejen for køleren på min bil - kaldet "naturværdier" - skulle holdes nede, så vi andre ikke kom til skade.

Det samme med vejret.

Jeg elsker lugten af bus.

Og dengang til skole, var det en fed tur i lugten af diesel og støvet fra de plyssede, røde sæder - med snakkesalighed, vitser og alt det...

Det er næsten som dengang. Alle kigger på mig lige nu.

De kiggede ikke ud af vinduet for at se mig, men nu, hvor jeg lige har "taget billetten" - hm - er alle interesserede og imødekommende.

Det er jo nok et sluttet selskab af mennesker, som hver eneste aften kører her.

Mellem Hedehusene og Roskilde - mest Roskilde.

-Må jeg sætte mig her? Tusind tak!

Damen flytter sig tilmed så langt ind, som hun overhovedet kan.

-Kører De tit her? - Man skal jo være høflig og interesseret.

-Ja! hun ser direkte på mig, uden at se mig i øjnene.

-Genert, ikke?

Hun kigger smilende rundt på alle de andre passagerer, så stolt er hun over mit selskab...





...

Undervejs

.


.
De kaldte dem "Pælen", "Stolpen" og "Hende med alle ormehullerne", for de tre udgjorde den samlede, sociale bevidsthed i en halvstor kommune på Vestegnen.

Her skal vi dog kun beskæftige os med "Stolpen", der var født som ganske, ganske almindeligt, dansk gennemsnit for pigebørn - dengang omkring 1970.

"Peace, Love and Everything" , you know...

"Pælen" udelader vi, fordi hun var så klodset, at hun aldrig ville kunne opnå andet og mere end at fungere som støtte for "Stolpen".

Som "tværligger" om man vil.

"Hende med alle ormehullerne" var en lokal politiker, som, hvis hun ikke lige havde fået den ide, at bruge "sine personlige vælgere" til at blive en del af det danske lokalforvaltningssystem, næppe, med samme stemmetal, nogensinde ville have kunnet så meget som opnå at blive valgt til suppleant i bestyrelsen for den lokale frimærkeklub.

Som var stor af sådan en at være.

Når man mødte "Stolpen" på gaden, gjorde hun altid et kast med hovedet, fordi hun mente, at synet af hendes slyngede, krøllede og skinnende blonde modefrisure ville få hende til at virke større og og, frem for alt, mere pålidelig og naiv.

For hendes første spørgsmål, når hun havde rettet sine blå øjne ind på een, lød altid:

-Hørt noget nyt?...

Hun præciserede aldrig "nyt om hvad", for alle vidste, at hun gik efter de mest usandsynlige privatsladderhistorier i kommunen.

Rygter, som hun senere tjente "sine" politikere med, når de havde brug for lidt social borgeropmærksomhed - og når de skulle dokumentere kommunens særlige problemer og på den måde brugte "Stolpens" fond af gyserberetninger om de kommunale underklasseborgeres privatliv til at slå klingende "ministeriemønt" med.

Meget bedre end at skulle bruge "kassemønter" på tingene.

Retfærdigvis skal siges, at hun også havde sin egen personlige reservefond af virkelige tragedier, som hun førte frem, så hurtigt hun kunne formå politikerne til at give ekstrabevillinger til socialområdet.

Og det var hun, alt i alt og i hele landet, en af de bedste til.

Hun var altid undervejs, for, som hun huskede fra sine idrætstimer i skolen, "Altius, Citius, Fortius".

Det havde gjort Rom til en stormagt - det ville på sigt byde hendes det samme, bare i den demokratiske udgave, som desværre var blevet den almindelige Vesteuropæiske i løbet af det seneste par tusind år.

Hun var på vej, og hun ville ikke stoppe eller stoppes...




...