tirsdag den 29. november 2011

Vertigo at large




...

Tinker, tailor, soldier, rasta, sumper...

-Jeg er voldsomt alternativ. Jeg er farlig for alle andre...! Men det ville jeg helst være fri for. Det er ikke så nemt at få en siddeplads i en middelstandsbil, når man ligner en af dem, der kan finde på at stjæle sådan en - helt uden at tage hensyn til den kærlighed og de ambitioner, ejeren har anbragt i den gennem de mange, sparsommelige år, før han nåede sit tredie livsmål: kone, børn - bil...

-Hvorfor skal man overhovedet stå her og stritte med sin tommelfinger? Har de aldrig hørt om car-pools, alle de der, som fiser ud af motorvejen her....

-Hvorfor skal vi mennesker altid have en grund. En grund til at hjælpe - ikke nok med, at der er brug for hjælp! Vi skal også have en filosofi til at forsvare hjælpen, så vi ikke forfalder til føleri og venskab....

-En grund til ikke at hjælpe - ikke nok med at folk ser farlige ud. Vi kan jo ikke risikere, at de ved nærmere eftersyn rent faktisk viser sig som farlige...

-Så vi kigger ikke nærmere efter, det er der nemlig ikke nogen "grund" til.

En lille, rød bil hviskede nænsomt ind til siden og standsede. Den højre bildør blev åbnet, og rastafari-blafferen satte i løb.

-Tak! nærmest råbte han, idet han satte sig på forsædet ved siden af føreren. Bilen accelererede hurtigt og glidende.

-Hvad fanden vil du? spurgte føreren uden at se til siden.

Blafferen troede det var en vits, men det var det ikke.

Opdagede han, da hans latter næsten synligt faldt ned mellem de to sæder.

-Det var ham bagved, der sagde, jeg skulle!

Blafferen havde slet ikke set, at der sad en totalt sumpet fyr på sædet lige bag sig. Denne nikkede voldsomt, så hans fedtede hårstrimer lagde sig klistrende ned over ansigtet, der var så uens i farven, at fyrens udseende måtte skyldes en lasur af mange års lag af aldrig helt afslidt møg.

Rastafari-blafferen var helt desorienteret. Han kiggede fra den ene til den anden, så stanken fra hans solvarme hår bredte sig ud i hele bilen.

-Så sid dog stille, for fanden! snerrede føreren...

Og fortsatte:

-Jeg kan ikke fordrage sådan nogle skiderikker som jer! Ja, dit bøvedhoved! Så nikker han! Ham der på bagsædet forstår ikke en skid, efter jeg hældte noget sprit på ham - med rohypnol.

-Og hvad vil du så have, min dreng? Er du sådan mere til "lykkepiller?!

Rastafariblafferen hostede kraftigt et par gange og kom, nærmest snerrende, til at sige, at han "faneme ikke var hverken det ene eller andet..."

-Undskyld! svarede føreren med et forskrækket udtryk: Jeg ville jo bare hjælpe...

Tårerne begyndte uhæmmet at trille ned over hans ansigt.

-Jeg er ved politiet, forstår du...


...

Fixed villain




...


"Og herren vender r.... til sin dame!"

Når man nu pænt, ordentligt og i fred vil gifte i et fjernt land og derfor kører hele natten fra Tåstrup næsten til Milano i en 2CV, er det total nedtur, når man alligevel render ind i landsmænd - så fjernt fra Danmark.

Min forlovede, hendes søn og jeg havde slået os ned på en afsidesliggende campingplads i Brixental. Under en jernbanebro, hen over en markvej. Der var plantet kartofler på den del, som ikke blev lejet ud til campister på jagt efter fred og frihed.

Min nye kone, der har arbejdet i Italien, havde forberedt mig på, at jeg skulle dytte, når jeg kørte igennem tunneler, som dels var ensporede, dels uoverskuelige. Det gør italienerne nemlig. Så jeg var den perfekte nationalkamæleon, helt hjemmefra af.

Vi var kommet sikkert frem, havde afleveret vores pas til gennemsyn hos de lokale carabinieri og havde slået vores telt op.

"Slået op" - det er nu så meget sagt, for det hang trofast på sine to stænger, helt uden anden hjælp - pånær i stormvejr, men det er en anden sag.

Jeg havde godt nok bemærket, at der holdt en anden dansk bil på pladsen, med et tilhørende, kæmpestort prangende villatelt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke:
-Jyder og gråspurve træffer man overalt på Jorden.

At det også inkluderede partifæller fra min danske hjemkommune, havde jeg slet ikke forestillet mig.

Men sådan er det åbenbart, for jeg havde dårligt nok fået sat mig til rette med min italienske lommeparlør, da en smilende dansker kom over til vores telt og, samtidig med at han slog på teltdugen, grinende råbte:
-Banke, banke på - er der no'en hjemme?

Hvem siger også, at alle danskere kan have en god vits parat, bare fordi de trænger sig ind på deres landsmænd i et fjernt land?

-Okay, kom bare ind. Min dag er alligevel ødelagt! sagde jeg med et grin, der snerrede en smule.

-Åh,hå, hå, hå! svarede min gamle ven, som jeg ikke kendte personligt, men hans "A'larm - her er intet at stjæle. Schlüter har taget det hele!" - skilt sagde alt om, hvad han indeholdt.

Sådan et havde jeg nemlig også - derhjemme, i bunden af sokkeskuffen.

-Er vi i dårligt humør, vi tre? han nikkede rundt til min forlovede og hendes søn.

-Først nu! Vi skulle bare giftes uden familien til at kigge på!

Min "gamle ven" kiggede hjælpeløst fra den ene til den anden til den tredie, men ingen smilede igen.

-Vi går udenfor! sagde jeg forekommende og gik efter ham uden for hørevidde, hen til foden af et bjerg, der virkelig fik mig til at se i postkort - så smukt var det.

-Min kone og jeg glædede os til at komme helt ned til et sted, hvor ingen taler dansk. Vi opdagede så, at vi heller ikke havde lyst til at tale dansk med hinanden. Vi ville være tæt sammen og fjolle rundt, bare med hinanden - du ved.

-Vi myrder hinanden, hvis vi ikke snart finder nogle, vi kan snakke med! sluttede han af med et langtrukkent suk.

Jeg havde jo ikke noget imod ham.

Og da slet ikke mod hans kone, som jeg slet ikke havde mødt.

Jeg vidste fra mit første ægteskab, hvor dræbende selv en lille smule tavshed kan være. For ikke at tale om uger og måneder.

-Vi skal først hjem om to uger...

Han gjorde ikke sin forklaring færdig.

Han kunne se, at jeg havde forstået, for jeg gjorde mine til at hive den obligate, medbragte kasse øl ud af bagagerummet på vores lille bil, og havde nikket til min forlovede, som havde forstået både min mimik og mine hensigter.

Vi havde kun kendt hinanden ret kort, men havde hele tiden forstået hinanden uden de store armbevægelser, så imens vi snakkede foldbold, italiensk mad og italienske kvinder/mænd, glædede jeg mig så vidunderligt over, at mit nye ægteskab under ingen omstændigheder ville komme til at ende på en campingplads i Italien - allerhøjst ville det begynde, og helt fra sin begyndelse være et smukt minde.


...

Begravelse i Wien

.








Man kunne vel godt kalde det en "skov" - det sted, man har lagt Wiens store kirkegård .

Der er i hvert fald heller ikke spor af civiliseret byggeri, for eksempel.

"Centralkirkegården", uden for byens periferi - så langt, at man må tage en sporvogn i uendeligt god tid for at komme til et af dens yderpunkter.

To millioner registrerede gravsteder og urnehylder.

Og det er uhøfligt at komme for sent til en begravelse - især når man skal levere sørgemusikken og den rigtige stemning af kristelighed.

Til en ateistbegravelse godt nok, men af hensyn til de efterladte, børnene, naboerne, de latinamerikanske svigerdele o.s.v.

Og så er gult ikke "falskhedens farve" her på tærsklen til døden - den er officielt, katolsk autoriseret "genopstandelsesfarve".

Hvilket er vigtigt, når man bliver begravet kun to dage, efter festen for Jesu genopstandelse i Påsken for en hel masse år siden.

Vores boss, der i dagens anledning havde taget netop den uniform på, som hun slet ikke længere havde tilladelse til at bruge, kom styrtende ned til os.

Helt nede ved porten.

Selv om hun er fra landet her, har hun aldrig været til en normal begravelse selv.

Hendes tjeneste har altid været for særlige mennesker, med faner, hulken og heste med vajende, sorte fjerbuske.

Vi har kun 25. minutter til det hele! hun kom, skingert råbende, ned til os ved "kirkegårdslågen" - officielt "Tor vier"-så snart hun havde set spidsen af min guitartaske.

Jeg fik et chok, som forplantede sig hele vejen ned til karabinhagen ved taskens lynlås så min omhyggeligt plejede, lange højre tommelfingerguitarnegl revnede og fremkaldte, dels en svidende smerte i hele hånden, dels en stribe danske forbandelser fra mine læber.

En smøg! tænkte jeg og fik i farten skruet op for flammen på mit fyrtøj - i Østrig er dette ikke "en lighter", så tror folk nemlig, man kun er åndssvag og ikke bare en smule selvdestruktiv på en civiliseret og langsommelig måde.

Så jeg ankom til "bårehallen" med et halvt afsvedent øjebryn, som stank hen over den øvrige degeneration og forfald.

Uden min guitartommelfingernegl kunne jeg næsten heller ikke få min beskedne guitar ud af sin prangende "fender"-taske, men med hjertebanken og buldrende tindinger fik jeg lagt de første toner til "Näher Mein Gott zu Dir" så min kones englestemme kunne overdøve mine lavmælte eder over smerterne i den flækkede negl, sveden som uhæmmet strømmede ned i øjnene, der hvor det ellers skulle have været standset af mit nu afsvedne bryn

og så videre.

Min familie og jeg kom hertil med tre kufferter, to børn og fem tusinde kroner for ti år siden - og da jeg endelig forlod den gode begravelse, overvejede jeg i fuldt alvor at stjæle den ene kuffert igen - i ren diskretion og nattens dyb - og lige så stille, uden at gøre krav på en trediedel af de oprindelige rejsepenge, at sætte afsted mod mit oprindelige mål, Prag, for at undgå at få et lignende endeligt, som det vi lige havde været med til at skabe for en eller anden uskyldig latinamerikaner.

På den anden side er det måske ikke en skid bedre, bare fordi de taler tjekkisk det andet ste

Stephansplatz for nybegyndere ("Hey look up there! A distraction!")

.







Hvorfor skal billedmagerne have eneret på den spændende byscene?

Det kan jeg da også lave til hver en tid.

Og bedre, fordi tiden kan gå.

Først har vi til venstre St. Stephans Domkirke.

Lige frem er konturerne af det underjordiske Vigiliekapel, hvor Mozart blev vist den sidste ære.

Ovenpå kirken ser man Franz Josef den Førstes navnetræk, med kejserørn og hele den tyrkiske musik.

Glaseret!

Lige frem kúnne vi anbringe den nu afdøde borgmester Helmuth Zilk, som netop er i gang med at skælde en eller anden knold bælgen fuld, fordi han hensynsløst er krydset ind over nogle afspærringer, som skal beskytte folk imod sig selv, imod at få porøse kalksten i hovedet og andre steder.

Helmuth Zilk kunne man male med de to blomstrede luffer, som hans kone syede til ham, da en brevbombe havde sprængt hans fingre af.

Blå med hvide blomster.

den anden side kan man jo ikke se det herfra.

Eller overhovedet.

Nå.

Til højre står en "Augustin"-sælger.

"Zeitung für uns Obdachlose"

Set på denne afstand ligner han grangiveligt den Marcus Aurelius-statue, som kigger sydpå over Donau fra den yderste udkant af byen Tulln...

...maleren Egon Schieles fødeby, hvor hans far var stationsmester på Nordbanen.

Men avissælgeren er ikke en romersk kejser, og Egon Schiele er intet steds i nærheden af dette billede fra det centrale Wien.

Han måtte jo også flygte til Krumau i Tjekkiet, fordi man mente, han havde en svaghed for småpiger.

Hvilket lige siden er blevet afvist af det nationale kunstestablishment, med foragelse:

- han var jo bare langt forud for sin tid.

Det er man nok nødt til at være, når man dør allerede som 28-årig, med patent på de kommende hundrede års moderne malerkunst.

Men tegne kunne han sgu'.

I gamle dage var alting bedre.

Selv fremtiden.

"Augustin"-sælgeren går smågrinende rundt mellem sine potentielle kunder.

2 Euro 50...

...hvilket er noget af en stang at give til godgørende bajere.

Måske er sælgeren derfor så forceret i sine smil og sine fagter.

For at understrege, at han har fundet glæden og meningen uden for rusgiftenes verden.

man roligt kan betale.

Da "Augustin" holdt 13-årsjubilæum, var jeg inviteret med, fordi en af mine efterhånden meget gamle venner synger i avisens sangkor.

"Levende billeder på nyhederne" - kunne man sige.

Bortset fra, at koret ikke fungerer som levende billeder, og avisen ikke trykker nyheder.

Tværtimod bærer dens artikler præg af en fattigdomstænkning, som den skulle have været udryddet for mindst 100 år siden.

Ham sælgeren ligner vist mest af alt en gammel, kæmpehøj og fed socialdemokrat, jeg kendte i Danmark.

Kirken til venstre for mig er ikke beskidt, men bare helt sort med grå, usystematiske felter i sin vistnok-kalksten.

"Hedningetårnene" hæver sig massivt yderst i mit synsfelt, ved foden omgivet af levende reklamer for Staatsoper:

- unge mennesker iført pudderparykker med videre, som de høfligst har at aflevere efter endt tjeneste.

Skidedyre er de vel.

Forresten kan man jo ikke se Franz Josef I's initialer ovenfra, når man ser dem nedefra.

Herfra.

Ikke på et billede i hvertfald, men netop i et stykke prosa.

Hurra! et point forud for malerkunsten efter kun halvanden side!

Måske skulle jeg overlade det videre arbejde til ham pantomimikereren ved siden af.

Han tegner lynskitser af folks børn...

...som viser smilende standardansigter - lige præcis som vi gerne vil huske dem senere.

...meget senere.

Og så rejser han sig, når man putter en mønt i hans blikkrus, helt sølvfarvet, og begynder at gøre robotfagter med sin violin.

Plastik vistnok.

Eller bare plastisk og hæderligt.

Der er alligevel ingen turister her nu, og heller ingen glade børn, kun skoleklasser på bytur i hovedstaden.

Folk, der kan lide musik fra Tirol, skulle prøve at høre sproget...

"Bäähriccchhhh"

...hvilket betyder "fedt" på dansk.

Men "Hinterseer, Hansi" nøjes med at synge, og pudderparykkerne, som stadigvæk står i læ af "Hedningetårnene" kunne måske yde et bidrag til pantomimikereren.

Men hvorfor fanden skulle de det!

De er sikkert studiekammerater til hverdag og vil under ingen omstændigheder blive hængende i mit ordbillede.

Lirekassemanden nede ad Doroteegasse er sikkert begyndt på den måde, som tegner eller statue, og er aldrig kommet længere i sit liv end til den modsatte side af pladsen foran domkirken.

Uden abe, men med myndighedsautoriseret lirekasse.

Skal man have.

Formedelst 30 Euro pr dag.

Ellers skal man være gratis, og "gratis" er trods alt værre end at være lirekassemand med lirekasse, men uden abe.

Og der ligger sgisme "Medici Bank", lige over for Bispepalæet, kun adskilt af domkirken.

De der har også plattet folk i massevis i hælene på Bernhard Madoff.

Og har ikke noget med hverken Firenze eller Medicifamilien at gøre.

Det var bare en smart gammel provinskone, som ville tjene lidt ekstra til sin alderdom og sin "toy boy", som fik ideen til navnet.

Nu sidder hun i fængsel.

Og ingen har råd til at købe de billeder, man laver på kunstakademiet.

jeg skriver videre.

2 points til skriverkarlene.

Jeg kan sagtens komme af med mine skrifter.

I den henseende er den gratis del af Internettet bundløs i sin interesse.

Nu mangler jeg egentlig bare et par centralafrikanere og nogle halvnøgne damer til at danse rundt på min website.

er successen sikker.

Uden at tegne en linie.

Men hvem havde også kunnet tegne Medicibanken med indhold - vel!

Nobelpristageren Le Clezio taler i en af sine bøger, om hvordan han vil skrive en scene i bedste impressionistisk malerstil.

Hvorefter man får en helvedes masse impressioner af sten, buske og en skideligegyldig flod.

Helt "renoirsk", ville jeg sige.

Men uden dansende negre og halvnøgne damer.

Og nu vil jeg give hele min kultur og socialitet i arv til ham pantomimikereren ved siden af, så han kan tegne et smilende barneansigt nederst og glæde sig over alle de nye erkendelser vedrørende Stephansplatz, som han aldrig havde bemærket på egen hånd, og som han aldrig vil forstå en brik af, fordi hele min donation er på dansk.

Game, set and match!



Get GigsQuantcast


...

søndag den 20. november 2011

Masser af masser




Der kommer alligevel ikke noget ud af at koble sig på den forsamling.

Vejen lå, hvor den plejede, Himmelen var på sin plads og luften ulidelig, som altid.

Sørg for at leve, hvor du bor!

Det forudsatte, at han ville flytte hen, hvor han troede på livet.

"Flytte"! Næh, nej!

For ham var loftet altid det samme - Himmelen derimod ændrede sig hele tiden.

Hvorfor siger østrigerne iøvrigt altid, at de "lever", aldrig at de "bor" i deres hjem?.

Eller at deres hjem "ligger", ikke at det "står" eller "befinder sig" et eller andet sted?

Og ubevægelighed er jo en antikatolsk, satanisk egenskab

Det kunne han nok finde ud af, men ville så samtidig vise, at det interesserede ham.

Hvilket det ikke gjorde, eller gør!

Død, levende eller boende - som læseren vil!

Kan man bevæge sig med en masse, når massen bevæger sig samtidigt?

Så ville han jo lide under illusionen, at han stod stille i skridtgang mellem alle de andre.

Og illusioner havde der været alt for mange af i hans liv.

Aldrig mere illusioner!

Heller ikke troen på, at han som 57-årig kunne opleve en "midlifecrisis"...

..."midlife" i den alder?

Som om han kunne leve i mere end 100 år sammenlagt!

Han måtte videre.

Og kunne sende sin datter i stedet for!

Eller sin kone!

Eller sine katte for den sags skyld.

Til de der socialistiske nærmiljøflippere med lår, som var hårde af at sidde tæt på "de andre".

"Man kan leve sammen med godt naboskab", som den seneste kampagne gik ud på.

"Halvdelen af europæerne frygter muslimmerne", havde det lydt for ikke så længe siden som konklusion på en meget, meget, meget stor undersøgelse.

Og man havde selvfølgelig ikke ville ulejlige så mange mennesker eller bruge så mange skatteyderpenge på et eller andet, som ikke derefter gav rabalder alle vegne.

Arbejdsindsats set og noteret.

Vi gør noget!

Vi!

Hvilken masse var så "vi"!

Den halvdel, som frygter, var fra nu af synlig overalt, fordi den havde markeret et standpunkt.

Den anden halvdel var som før usynlig, fordi man ikke kunne kategorisere dem ind i en forståelig, statistisk sammenhæng.

De var altså for diffuse og forvirrede til, at man kunne tage dem alvorligt.

De var slet ikke en hel masse, og heller ikke bare en enkelt masse.

De havde meldt sig ud pletvist i forbandet ligegyldighed over for netop den store trussel, som den interesserede halvdel havde peget ud.

Et stort problem for politikerne, som gerne ville samle de besindige kræfter i samfundet bag tolerance og sameksistens.

De "besindige" udgjorde altså en masse, bare ikke i deres eget hoved.

Der var de ensomme og fornuftige....

...hvis man kan tale om "fornuft" i opsplittet ental uden forbindelse til andre.

Og det kan man jo ikke, så vi må hellere blive stående, indtil en fællenævner dukker op eller falder ned i hovedet på os.

Og guder er der jo nok af.

Det offentlige rum er splittet af alle de her guder!

Meget få bliver lige irriteret over dem allesammen...

...der er næsten altid en eller anden gud, man betragter med velvilje og forståelse...

...også selv om hans tilhængere mange gange i historien har vist sig som primitive røvhuller.

Og det kan østrigerne heller ikke sige!

Et helt igennem banalt, dansk ord som de forvansker til sympatisk ukendelighed.

Jeg mener: danskerne kan da tit nogle brokker tysk!

Er det så for meget forlangt, at de tysksprogede kan udtale nogle få, centrale danske ord fejlfrit?

Åbenbart!

Deres masse, som godt nok er stor, når man tæller Tyskland og deres østeropæiske satelitter med, er altså for evigt tabt for min masse.

Som jeg jo heller ikke vil have, fordi jeg gerne vil bevæge mig synligt, hvis jeg endelig bevæger mig overhovedet.

Hvis man nu havde penge...

...så ville man tilhøre en masse, som er højst individuel:

forskellige biler, forskellige koner, forskellige forretningsforbindelser...

Han kunne jo købe nogle sjældne værdipapirer...

Statsobligationer fra Togo.

På den anden side var selv hans Eurosedler en sjældenhed.

Og de hurtige penge fandtes ikke i hans liv.

Asfalten under hans fødder var også altid den samme....

...lige som jernbaneskinnerne og loftet i hans lejlighed.

Der burde ske noget! han knyttede hænderne i sine lommer....

....nåh nej, for pokker da!

...den ene hånd skulle han jo bruge til sin stok, som i dette øjeblik slog kraftigt mod hans højre ben, fordi han havde glemt den.

Den ultimative latterlighed:

-at skvatte i sin egen støtte!

Man skulle tro, han var blevet dansk politiker for en kort bemærkning!

Og det var han ikke, for når man kiggede på den politiske sal og dens okkupanter, var det også en masse, som ikke bevægede sig!

De gik på talerstolen og sagde måske også noget, men deres hurtige trin var en yoyo-flugt, som altid endte i den samme, klamme hånd.

Selv byens individualistiske, gammelliberale ludere var efterhånden organiseret i monokulturelle bordeller:

... synd på ungarsk! på tjekkisk! tysk! russisk!

Negerboller det hele.

Selv sex var blevet en stillestående sag mellem fremmede.

Og kærligheden ikke at forglemme...

...når ægtefællerne oksede livet af sig ude i samfundet for at kunne betale en papirfotografisk hukommelse, de kunne holde sig til...

...nåh! der var sg'u' et barn...

...og der et mere...

...alle taknemmeligt smilende til fotografen som erkendtlighed for dennes betalte interesse.

Et fotoudhængsskab på hovedgaden!

Det var den nye, politisk definerede familieenhed.

Hvorfor var der aldrig fotos af folks hjem og, langs ad vejen, deres begravelser og familiesteder på kirkegården?

Fotografen var nok for dyr til den slags!

Ægteskaber! ja...

...begravelser, fødsler, sten, mursten med videre! nej!

Han måtte bevæge sig! Han måtte findet en vej ud af trægheden.

Han skråede hurtigt ind på Casinoet med den diskrete facade, som skulle sikre mod opmærksomhed fra svage sjæle som ham.

Sådan nogen skulle ikke kaste sig i ulykke, for de skulle nemlig slet ikke kaste sig nogen steder hen.

-En jeton til 500 Euro!

Han gik til den nærmeste roulette og smed den på bordet, hvorefter den hurtigt blev rykket til rette af croupieren.

Faustsekundet!

Bliv du her!

Det, Djævelen havde sigtet mod og håbet på, var nået, da han hørte ordene:

-Rien ne va plus!

Intet bevæger sig længere!

-selv om det for hans øjne blev fremført, at det også var løgn.

søndag den 13. november 2011

I den stjerneklare nat.






Når man kiggede på de syv vinduer i den gamle husbloks stueetage ude fra buskadset i haven, fik man et sigende indtryk af den absolutte jævnhed, som boede i lejligheden.

Jævnhed på højt økonomisk niveau, men alligevel.

Og ensartetheden i belysningen i hele lejlighedens længde var, som hos en masse ægtefæller der havde delt et langt liv med hinanden.

Inde i lejligheden, men usynlig udefra, sad en midaldrende mand og fingererede lidt klodset med sin laptop, som stod oven på et gammelt bord.

Ikke et kontormøbel, men snarere et oversolidt bygget, gammelt køkkenbord.

Rustik, angiveligt.

Han skrev noget og fik lige efter et hvidt skær i ansigtet fra det helt forandrede skærmbillede.

-Du er ude! læste han og kneb øjnene sammen.

Ude! Hvad fanden bildte de sig ind.

-Ude! brummede han højt og rejste sig.

Af skræk for at forstyrre sin familie brølede han ikke.

Vel også af skræk for, at de skulle opdage hans nederlag.

"Nederlag"? Nej, nok snarere "skuffelse".

Men alle andre ville se det som et nederlag uden formildende omstændigheder.

Han rejste sig og gik over til "kontorvinduet".

Kaldt sådan, selv om det ikke adskilte sig den mindste smule fra de seks andre, men var det, der befandt sig nærmest hans skrivebord.

"Arbejdsbord", selv om han udelukkende udførte immaterielt arbejde, som ikke engang ville veje et mikrogram, hvis nogen på et eller andet tidspunkt skulle få den åndssvage ide at udvikle måleredskaber til hans form for indsats.

Han trak gardinerne for, men bag sit hoved, så han i dækning og sikkerhed kunne hviske højlydt og sætte åndepletter på ruden.

-Hvad fanden bilder den flok varylere sig ind!

-Ude! det var sgu' da dem, der var ude, når han ikke var med!

Åndepletten fik klare prikker af det spyt, som stod ud, når han hvislede højt.

-What the fuck! råbte han, dennegang så højt, at de andre i lejligheden ikke kunne undgå at høre ham.

Hvis det ellers interesserede dem.

Hvilket normalt ikke var tilfældet.

Og så tilmed formet i ord, han havde lært af sin datter.

Sådan med på noderne.

-Hvad fanden er det, der blinker ude i haven?

Han hørte hviskende sutter bag sig.

Sikkert konen.

-Hvad er der dog?

-Det blinker ude i buskene! svarede han med en uvant indædthed.

Han plejede ellers at være fløjtende ligeglad med den slags.

Konen kiggede undersøgende på ham.

-Er det så vigtigt, at du absolut skal forstyrre alle andre! ikke "spurgte" hun, selv om hun tydeligvis forventede et hurtigt nej-svar på sin skideballe.

-Jeg vil ikke have tilskuere, når jeg arbejder! hævdede han påståeligt.

-Det har du heller ikke, når du sidder på din plads! hun pegede på kontorstolen, som om hun ville sige "plads" og "dæk" som de næste ord.

Han følte en indre lettelse, da hun begyndte at kommandere.

Fordi han ikke så godt kunne modsige hendes argumenter. Og han var forresten nødt til at sætte sig igen, så hun ikke fik mulighed for at studere skærmbilledet nærmere.

Hvorfor pokker brugte han aldrig pauseskærm! Så kunne han nu havde skældt videre over denne verdens uret - især familiens uret over for ham.

-Hvad blander du dig i det for! han satte sig ned og slog hurtigt over på et andet skærmbillede.

"Velkommen" lyste imod ham nu fra laptoppen og gav ham en rødere, sundere ansigtskulør.

-Der kan du selv se! Og hvis det glimter udenfor, kan du såmænd heller ikke se det! konen drejede om på hælen, eller rettere "bagstykket" af sine sunde, varme hjemmesutter, og gik ind til de andre.

Underforstået, at han så kunne passe sine åndssvage ideer selv.

"Reddet"! lød det triumferende og næsten uhørligt i hans baghoved. Nu var han nemlig "velkommen" igen!

Han valgte at lade alle lamperne brænde, som de plejede.

Og udenfor, i buskadset, rejste en yngre mand med et kraftigt lysforstærket kamera sig og gik grinende og uset væk.

Fordi alle lejlighedens vinduer igen var ryddet for liv og derfor igen lyste komplet ensartet og tilpasset.

Uden risiko for returiagttagelser.